mandag, januar 12, 2026

Luca Curcio: La Bomba (Boomslang Records) LP/CD/digital

 

Det er næppe nogen hemmelighed for den faste læser af bloggen, at jeg ofte er begejstret for den musik jeg hører og skriver om. Hvorfor skulle jeg også bruge min tid på, at lytte til musik jeg ikke kan lide? Eller endnu værre, bruge tid på at skrive om det? Jeg er selvfølgelig ikke lige begejstret for det hele. Så skriver jeg mere neutralt om musikken.


Denne gang er problemet at jeg har brændt så mange positive gloser af på de plader, jeg synes er mere end almindeligt gode, at jeg ikke ved hvordan jeg skal rose denne plade. Den er tæt på at være den bedste nye jazzplade jeg har hørt i et år - overhovedet! Det er den italienske bassist Luca Curcio der står bag pladen La Bomba - og den titel er helt passende. Det er en veritabel jazzbombe.


Luca Curcio har boet i København siden 2015. Det er her han har mødt musikerne, Francesco Bigoni på tenorsax, Sölvi Kolbeinsson på altsax, Erik Kimestad på trompet og Simon Olderskog Albertsen på trommer som er med på pladen. Han har indspillet den akustiske jazz, som han efterfølgende har bearbejdet og sendt i nye retninger. Curcio spiller både kontrabas og el-bas suppleret med percussion og sampler. Blæserne kan i den grad køre vildskaben, der støttes af luftigt og åbent groove. Det er jazz anno nutiden, når det er allerbedst. En hybrid af akustiske instrumenter, improvisation og en produktion der flytter jazzen i nye retninger.


Luca Curcio har overblikket og som den bassist han er, så har han sørget for at der er en solid bund. Det er musik, der skal høres højt. Den får gigantisk anbefaling herfra. 

Bandcamp

Ingen kommentarer: