Årets bedste jazzudgivelser 2013

Det er anden gang at jeg hylder en kunstner med Jazznytprisen. En kunstner der har gjort sig ekstraordinært bemærket i løbet af 2013. Der var flere bejlere til prisen. Jeg var dog ikke i tvivl da afgørelsen skulle træffes.

Herudover har jeg fundet 10 danske jazzplader frem som fortjener ekstra opmærksomhed. Plader som jeg til enhver tid vil anbefale til musiklyttere, der ønsker lidt mere af livet.

2013 har været et fint år for den danske jazz. Der udkommer konstant nye og spændende plader og 2013 har ikke været en undtagelse.

I år har jeg taget konsekvensen af at jeg også anmelder mange udenlandske jazzplader. Derfor har jeg også lavet en liste med 10 suveræne internationale jazzudgivelser.

JAZZNYTPRISEN 2013

Jakob Bro: December Song (Loveland Records/Pladekisten)

December Song er fuldendelsen af en trilogi, der kommer til at stå som et højdepunkt i dansk jazz. December Song er en værdig finale. Lee Konitz ældede og ikoniske saxtone passer perfekt til Bro's melodier. Deres samarbejde og Jakob Bro’s vedholdende musikalske indsats er grunden til at Jakob Bro får Jazznytprisen 2013. Balladeering, Time og December Song er en pladetrilogi, hvor der ikke har været nogle dale. Med fuldendelsen af denne trilogi er det mere end velfortjent at Jakob Bro får Jazznytprisen 2013. 

Jakob Bros unikke tilgang og adgang til nogen af jazzens største musikere og stilister (Lee Konitz, Bill Frisell og Paul Motian) skaber selvsagt respekt. Men det er når musikken spiller, at det spændende sker. Jakob Bro spænder et net ud over musikerne, fanger dem ind og lader slippe ud gennem nettets huller. 

Har man købt vinyludgaven af December Song følger der et meget værdifuldt bonusdownload med i pakken. Den Sorte Skole, Mikael Simpson, Trentemøller, Mike Sheridan, Steffen Brandt og flere andre har nænsomt remixet musik fra de to første udgivelser i trilogien. Der er kun en fejl ved remixudgivelsen. Det er at den ikke findes på vinyl.

Jakob Bro får overrakt Jazznytprisen i forbindelse med en koncert i starten af 2013. Følg med her på bloggen!

De 10 bedste danske jazzudgivelser 2013

1. Emil de Waal+ Gustaf Ljunggren and Søren Kjærgaard feat. Elith "Nulle" Nykjær (EDW)

Emil de Waal+ vælger at køre i et musikalsk spor der ikke eksisterer, de skaber det selv. Emil de Waal har i de musikalske legekammerater Kjærgaard og Ljunggren to ukonventionelle musikere. De er opfindsomme og afslappede overfor traditionerne - men de skider ikke på dem. Nulle's lettere melankolske og stemningsfyldte klarinet er traditionen. Det er et anbefalelsesværdigt album til dem der kan lide musik.

2. August Rosenbaum: Heights (Hiatus)

August Rosenbaum har imponeret med pop i Quadron og avantgarde med Lars Greve og Sven Åke Johansson. Midt i det kommer LP’en Heights. Filmisk og bevægende musik, hvor flygelet er i centrum. Rundt omkring svæver toner og klange i intense stemninger.

3. Alex Jønsson 3: The Lost Moose (Alex Jønsson)

Han har hentet inspiration i naturen og lavet det han kalder nordisk roots-musik. Når man hører nummeret Nidaross forstår man hvorfor. Det er som om tid og rum ophæves. Greves klarinet og Jønssons guitar smelter sammen mens Windfeld vugger roligt nedenunder. Det er stort og meget smukt.

4. Det Glemte Kvarter & Søren Ulrik Thomsen: Rystet Spejl (Gyldendal Lyd)

Den kom snigende som en overraskelse. Jeg har ikke anmeldt den her på bloggen, da jeg aldrig har fået den tilsendt. Til gengæld fik jeg den med i den store jurymedlemspakke, da jeg skulle være med til at kåre årets danske jazzplader til DMA’en. Den blæste mig rent ud sagt bag over. Digteren Søren Ulrik Thomsens intense tilstedeværelse og et ungt band, der tør spille melodisk i et moderne snit blev et sikkert hit hos mig.

5. Bremer/McCoy: Enhed (Raske Plader)

Melodierne er så enkle at de næsten fremstår som vignetter og skitser. Men der er alligevel noget færdigt over det ufærdige. De har ladet enkelheden råde. Hvorfor overlæsse noget der i melodisk enkelthed kan leve så rent og klart. Smukke, rolige og tydelige melodier skaber fundamentet for det musikalske samarbejde mellem de to unge musikere.

6. Niels Vincentz: Gravity (Steeplechase)

Det er koncentreret jazz vi møder på denne plade. Koncentreret som i, at der ikke er noget overflødigt og uvedkommende. Koncentreret som i et intenst fokus på det der foregår. Det forrige album fik både opmærksomhed og ros i udlandet. Det bliver næppe anderledes med dette album. Det er blevet til en meget værdig opfølger til det første album. 

7. Steen Rasmussen Quinteto featuring Leo Minax: Lo mejor de cada casa (Calibrated)

Steen Rasmussens samarbejde med Leo Minax er det bedste bud på dansk spillet bossa nova, jeg har hørt i mange år eller måske endda nogensinde. Le mejor de cada casa fortjener at blive et af årets største danske jazzhits. 

8. Sigurdur Flosason & Kjeld Lauritsen: Night fall (Storyville)

Når natten falder på bliver alle katte grå. Der er også et par jazzkatte der insisterer på at være blå. Islandsk altsax og Københavnsk Hammond. En guitar der ryger en cigaret. Whiskers kærtegner lilletrommen. Det er en meget anbefalelsesværdig plade med klassisk swingende jazz.

9. The Universal Quartet: Light (ILK)

Åndelige urkrafter og bevægende stemninger  fremmanes af de fire musikere. Freejazz og spirituel avantgarde er det mest tydelige på pladen. Det er musik det er spændende at gå på opdagelse i. Der er en underverden af detaljer.

10. Nikolaj Hess: Trio (Gateway)

Når Hess spiller sammen med to så stærke og personlige musikere er forventningerne høje - og de bliver mere end indfriet! Nikolaj Hess har skabt et trioalbum der flyder af melodisk overskud. 

De 10 bedste internationale jazzudgivelser 2013

1. Fire! Orchestra: Exit! (Rune Grammofon)

Suggestivt. Forførende. Transcendent. Det er store ord men det er også et stort orkester.

2. Goran Kajfes Subtropic Arkestra: The Reason Why vol. 1 (Headspin Recordings)

Der er hårfin grænse mellem det løst spillede og det gennemarrangerede. Kajfes styrer i imponerende grad tropperne gennem tøjlesløs vildskab og medrivende grooves.

3. Benjamin Herman: Cafe solo (Roach Records)

Han bliver hængende i det yderste af musikken. Her kæler han så intimt og følsomt for altsax'en, at det næsten bliver for frækt.

4. Jonas Kullhammar Quartet: Låt det vara (Moserobie)

Flagrende spirituelt og rytmisk pulserende i en grad, så man kun kan synes at det er trist, at det er slut med Jonas Kullhammar Quartet. Fantastisk finale!

5. Aaron Parks: Arborescence (ECM)

En aften spillede Parks en lille soiokoncert på årets Summersession. Her er mere af det samme. Det er meget smukt og i en liga for sig. Det er et af de helt store soloklaveralbums i jazzen.

6. Charles Lloyd/Jason Moran: Hagar's song (ECM)

Hagar's song er en fornøjelse i kraft af Lloyd's modne balladespil og Moran's afklarede pianospil.

7. Paavo: The third song of the Peacock/Live in Rättvik, Dalarna, Sweden (Found You Recordings)

Det er kompositorisk improvisation på allerhøjeste niveau. Der hersker en fortættet kammermusikalsk stemning.

8. Gregory Porter: Liquid Spirit (Blue Note)

Årets store jazzhit. Jazzsang på kanten af sengen. Når han synger at der er No love dying, så tror man på ham.

9. Jukka Eskola: Orqustra Bossa (Schema)

Den finske trompetist har lavet årets jazzpartyplade. Dans!

10. Dave Douglas Quintet: Time Travel (Greeleaf Music)

Det er ultrajazz med jazz på. Dave Douglas er i straightspillende topform. Han lyder i sin tone egentlig ikke specielt meget som Miles Davis. Han drikker dog af samme inspirationskilde, der fostrede Miles Davis Quintet

Keith Jarrett: No End (ECM) >> Keith Jarrett: Concerts Bregenz München (ECM)

Når vi nu får lov til at høre det her mens Keith Jarrett er i live, hvad gemmer arkivene så ikke på? I 1986 gik han amok i hjemmestudiet med en Gibson guitar, en Fender bas, tablas, blokfløjte, et trommesæt og andet percussion. Steinway-flygelet stod også i studiet men blev næsten ikke brugt. Han spiller selv alle instrumenterne. Igen får han fra Norge. Tidligere i karrieren havde han fået markant hjælp fra studieteknikeren Jan Erik Kongshaug og musikerne Jan Garbarek og Jon Christensen. Nu er det i stedet prima norsk ingeniørkunst i form af to Tandberg kassettebåndoptagere, som han har brugt til overdubbe musikken.

Det er i den grad, den mest atypiske Jarrett udgivelse, jeg nogensinde har hørt. Han improviserer sig gennem halvanden times musik. Guitaren krøller rundt. Bassen groover. Finurlige rytmemønstre kravler rundt om instrumenterne. Når man ved, at det er Jarrett der står bag det her, genkendes der melodiske elementer der kendes fra specielt solokoncerterne. Er man Jarrett-freak, er der ingen vej uden om. Den skal ind i samlingen. 

For andre almindeligt dødelige Jarrett-fans, skal man spare pengene og i stedet smide dem efter Concerts Bregenz München. Bregenz koncerten har tidligere været ude som Concerts mens München-koncerten kun har været tilgængelig med et enkelt nummer på :rarum-opsamlingen fra 2002. Det solo-Jarrett fra 1981. Den markerer afslutningen på perioden der bragte klassiske soloalbums som Köln Concert og The Sun Bear Concerts. Det er to og en halv times uforfalsket Keith Jarrett soloklaver. Medrivende melodiske småfunky ostinater blandes med frit spil. Det er en meget velkommen udgivelse.

player.ecmrecords.com/keith-jarrett--no-end

Taylor’s Universe: Evidence (Marvel of Beauty)

Der kommer lyde frem af guitaren, som jeg fuldstændigt havde glemt at den kunne sige. Han er en reaktionær “gammel” mand i ordets bedste betydning. Havde denne plade været udgivet i 1977 havde den i dag kostet en formue på den sorte vinylbørs. Den er ikke fra 1977. Den er fra 2013. Multiinstrumentalisten Robin Taylor er frontkæmper for den progressive rock eller progrocken med underafdelinger i jazzrocken. Musikken der dyrker de lange soli, komplicerede arragementer, den voluminøse lyd og mange andre dyder der ikke hyldes på dagens rytmiske musikscene.

Guitaristen mm. Robin Taylor har lavet pladen som var det i 70’erne hvor man brugte måneder på at forfine og indspille en plade med den klassiske lagkageteknik. Han omgiver sig med musikere som kan give musikken det helt rette touch. Karsten Vogels usvigeligt flotte og sikre saxsoli og Claus Bøhlings old school guitarsoli er med til at sikre denne plades høje kvalitet. Det er vist det 13. album med Taylor’s Universe. Det er nu siden 2010, det fjerde album jeg anmelder med Taylor’s Universe. Robin Taylor er ustoppelig på færden og tak for det. Jeg kom til at kalde det forrige album for et af de bedste med Taylor’s Universe. I kraft af Vogel og Bøhlings medvirken på dette album har Robin Taylor lavet et album der kan vippe den forrige af pinden. 

progressor.net/robin-taylor/

Andromeda: Andromeda (ContempoRecords)

De udsendte hurtigt en demoCD efter at de havde vundet ungjazz konkurrencen. Der var brug for et visitkort, når de skulle ud at spille. DemoCD’en anmeldte jeg her på bloggen for et års tid siden. De har siden brugt tiden på at finpudse deres koncept. Intergalaktisk jazz udsat for piano, tuba og trommer. De bruger musikken til at udforske rummet. De minder mere om filmen Gravity end om Star Wars. Det store sorte rum, hvor jorden blive så uendeligt lille. Hvor den forsvinder bag os. Vi kigger ud og finder nye veje og verdener. Andromeda tager os med på deres tur ud i rummet.

Trioen har en filosofisk undrende tilgang til deres materiale. Hvor kommer vi fra? Hvor er vi? Hvad er omkring os? De følger konceptet helt til dørs. Musikken har en rummelig rumhed i sig. Det er blevet til en blanding af kosmosjazz og videnskabelig fakta - f.eks. gæster Anja Phillip fra det hedengangne DR2 program Viden om på et par numre. Pianisten Christian Balvig har skrevet alle numrene. Rasmus Kjærgård Lund spiller tuba og Morten Skøtt trommer i trioen, der velfortjent vandt Ung Jazz 2012. Andromeda er spændende konceptjazz í sin helt egen galakse.

christianbalvig.dk

Katsura Yamauchi & Martin Vognsen: Spanien (Jvtlandt) CD >> Hirose Junji & Yasuhiro Yoshigaki/Yoke & Yohs + Kazuhisa Uchihashi (Jvtlandt) 7”single

Det er en tre år gammel indspilning foretaget på udstillingsstedet Spanien 19C i Aarhus. Danskeren Martin Vognsen på dobro møder japaneren Katsura Yamauchi på altsax over en række minimalistiske improvisationer, der befinder sig i yderkanten af musikkens verden. Det er næsten stillestående. Det er fortabelsens meditative kranspulsåre der klemmer. Katsura Yamauchi er erfaren herre fra det japanske. Han har lavet flere soloplader - bl.a. albummet Asami der blev udgivet af det danske pladeselskab Jvtlandt i 2010. Det er også Jvtlandt der står bag den aktuelle udgivelse. Martin Vognsen der bl.a. har arbejdet sammen med Frisk Frugt/Anders Lauge Meldgaard har en ukonventionel og uhæmmet tilgang til musikken. Det er forbavsende nok blevet til noget der grænser op til noget smukt uden at ville være det. De to instrumenter dobro og altsax bruges til at skabe klange og lydflader. Spanien er et album til den umætteligt nysgerrige musiklytter.

Jvtlandt er også aktuel med en 7” vinylsingle. Her hører vi glimt fra to forskellige koncerter afholdt på Musikcafeen i Aarhus i henholdsvis 2009 og 2010. 2009 indslaget er med danskerne Johs Lund på sax og Toke Tietze Mortensen på trommer og elektronik og japaneren Kazuhisa Uchihashi på guitar. Det er fræsende brutal metalnoise af den slemme slags. På den anden pladeside er det japanerne Hirose Junji på sax og trommeslageren (der bl.a. spiller i kvartetten Emergency) Yasuhiro Yoshigaki fra 2010. Det bevæger sig fra det lavmælte til japansk freejazzvildskab af bedste skuffe. Singlen er en herlig intens udgivelse.

jvtlandt.com

Bremer/McCoy: Enhed (Raske Plader) LP/Download

Der er noget Chick Corea, Højskolesangbog og reggae på Bremer/McCoy's debutLP Enhed. Melodierne er så enkle at de næsten fremstår som vignetter og skitser. Men der er alligevel noget færdigt over det ufærdige. De har ladet enkelheden råde. Hvorfor overlæsse noget der i melodisk enkelthed kan leve så rent og klart. Smukke, rolige og tydelige melodier skaber fundamentet for det musikalske samarbejde mellem de to unge musikere.

Jeg har tidligere fremhævet Jonathan Bremers Niels-Henning Ørsted Pedersen inspiration. Den er der skruet lidt ned for på denne plade. Bremer spiller vuggende rytmer og knaldskarpe hurtige melodilinjer med lige stor gyldighed. Jonathan Bremer manifesterer med denne plade for første gang, hvad det er han selv vil. Han har gjort positivt opmærksom på sig selv i Surf in Stereo og med Niels Lan Doky. Nu vover han sig ud i musikkens verden på egne fødder og sikke en entré! Morten McCoy spiller i Klumben og Raske Penges band 80erne. Med denne plade er han i et noget andet univers. Han skifter han mellem klaver, Rhodes og Wurlitzer på pladen. Han tager sig al den tid i verden han vil. Den ene tone tager den anden i en logisk sammenhæng. Han har ikke travlt. Hvilket er ganske interessant i betragtning af numrene kun varer mellem et minut og op til fire minutter. Det fortæller noget om at Bremer og McCoy får leveret varen suverænt præcist. Enhed er et meget anbefalelsesværdigt album - der udkommer på lækker vinyl i et lille oplag og er selvfølgelig tilgængelig på de digitale platforme.

Hvis jeg skal betragte pladen i et større perspektiv, kan jeg ikke lade være med at drage en parallel til Kenny Drew og Niels-Henning Ørsted Pedersens hitplade Duo fra 1973. Der er ikke musikalske ligheder. Ligheden går mere på, at musikken på pladen tager udgangspunkt i jazzen - og rækker langt ud over jazzen. Det er jazz hvor folk der ikke lytter til jazz, vil bremse op og sige: “Damn, det lyder fedt, det der!”

bremermccoy.com

Jazzbloggerens 2013

2013 startede med at jeg overrakte den første Jazznytpris til Stefan Pasborg ved en Ibrahim Electric koncert i januar på Fermaten i Herning. Siden har året budt på flere fede musikoplevelser. Maceo Parker på Blue Note i New York i april. At det så blev til et gensyn i Herning i oktober var selvsagt stort for en gammel funkfreak som mig. Jakob Bros premierekoncert på oktoberturnéen med Chris Cheek, Jim Black og Thomas Morgan holdte maksimalt. Året har også budt på gode koncertoplevelser med Kjeld Lauritsen & Sigurdur Flosason, Niels Vincentz, Søren Ulrik Thomsen & Det Glemte Kvarter, Carsten Dahl og Lars Greve, Steen Rasmussen & Leo Minax og mange mange flere.

Jeg sidder i bestyrelsen for Swinging Europe, der via midler fra bl.a. EU er i stand til at sende et europæisk big band på turné i Europa. I år kom der for første gang i 15 år ikke midler fra EU. Det betød at der blev skåret gevaldigt i turnéaktiviteten. Det gik på den anden side ikke ud over den kunstneriske kvalitet. Svenske Ann Sofi Söderkvist havde arrangeret og komponeret musikken. Hun dirigerede selv big bandet på turnéen rundt i Europa. Det er sandsynligvis noget af det bedste jeg nogensinde har hørt fra European Jazz Orchestra - som Swinging Europes big band hedder. Jeg var via Swinging Europe også en tur i Rotterdam hvor jeg deltog i Jazzdag og en europæisk jazzkonkurrence, hvor jeg sad i juryen. I løbet af den korte tid jeg var i landet, fik jeg  et indtryk af et jazzland med en god portion fede jazzkunstnere.

JazzDanmark gør et kæmpestykke arbejde for jazzen i Danmark. Mest tydeligt er det bl.a. ved DMA Jazz 2013, hvor jeg sad i juryen i år. Der var utilfredshed med nomineringerne, hvilket bl.a. kom til udtryk her på bloggen og i decembernummeret af Jazzspecial. Jeg er nu ganske tilfreds med dem der vandt. Det var velfortjent. Ind ad i jazzmiljøet er JazzDanmarks Summersession på Vallekilde Højskole også af stor betydning. Igen i år havde man sammensat et lærerhold af åndenødsskabende dimensioner. En af lærerne pianisten Aaron Parks er blevet så glad for Danmark, at han vender tilbage som Artist in Residence, hvor han er i Danmark i nogle måneder i 2014. Det er helt vildt, at JazzDanmark har fået et af den internationale jazzscenes absolut hotteste navne til, at tilbringe så lang tid i lille Danmark.

På den personlige front har 2013 været et fantastisk jazzår for mig. Jeg fik Jazzformidlerprisen 2013 for mit arbejde med denne blog. Det var en kæmpeoplevelse at få prisen ved festen på Huset i København. Komiteen bag prisen med bl.a. Tove Enevoldsen og Benedicta Pecseli havde lagt et stort arbejde i at få festen i hus. Jeg er meget taknemmelig for det.    

Desværre mistede jeg også en af bedste jazzvenner i 2013. Vagn Pedersen blev 81 år. Han døde af kræft efter et ultrakort sygdomsforløb d. 1. december. Da var det kun 1½ måned siden at vi sammen havde oplevet Jakob Bro på Carl Henning Pedersen og Else Alfelts museum i Herning. Han var en mentor ud i livsglæde og god smag. Vi havde en aftale om at tage til Aarhus i midten af januar for at høre Fire! Orchestra. Det blev desværre ikke til noget. Heldigvis kan jeg se tilbage på mange gode koncertoplevelser sammen med Vagn. Vagn havde en umættelig nysgerrighed på musik og gerne af den slags, der ikke var den mest populære. Dansk jazz fra yderkanterne. Avantgarde og freejazz. Han fulgte også det klassiske Ensemble MidtVest i tykt og tyndt - til prøver og koncerter. Vagn vil blive savnet. Hans positivitet og glæde ved musik vil være et pejlemærke for mig fremover.

Midt i alt det har jeg skrevet en kæmpebunke anmeldelser her på bloggen. Jeg elsker jazz. Jeg elsker musik. Jeg elsker at skrive om musik. Jeg elsker at samle på plader (gerne vinyl). Så bliv endelig ved med at bruge min blog. Det elsker jeg nemlig også!

Det afsløres d. 16. december hvilke 10 danske og 10 udenlandske jazzplader der er de bedste i 2013.

Niels Lyhne Løkkegaard: Sikorsky (Hiatus)

Hvad er andre menneskers virkelighed? Hvordan kan den virkelighed omsættes, så andre kan forstå den? Niels Lyhne Løkkegaard giver med sit 30 minutter lange værk Sikorsky et indblik i hans (parallelverdens?) tonale virkelighed. En virkelighed der helt konkret består af otte klarinetister, fire bassister, fire trommeslagere, en trompet og Løkkegaard på altsax. Når det bliver mindre konkret føres vi ind i en verden, der bedst kan sidestilles med en hypnagog hallucination. Det er hallucinationer der fremkommer i glimt lige før man falder i søvn. Det føles fuldstændigt som om det skete - men det gjorde det ikke. Det er det tætteste raske ikke-psykotiske mennesker kommer på en psykose-lignende tilstand. 

Jeg bliver altså ikke psykotisk når jeg hører musikken. Jeg lander lidt ved siden af det hele. Det er kunstmusik med stort K, som Niels Lyhne Løkkegaard har begået med dette værk. På det forrige album Vesper trak han op til, at kunne gå i denne musikalske retning. Jeg havde overhovedet ikke fantasi til at forestille mig, at han ville gøre det så kompromisløst som det er tilfældet med Sikorsky.

Er du en tonefreak, er dette uden tvivl årets album. Løkkegaard leger med toner, lyde og klange i værket der har fået navn efter manden der opfandt helikopteren. Løkkegaard bringer lytteren steder hen, som lytteren næppe har betrådt før. Noderne følger med pladen. For den ikke nodekyndige udfolder der sig et grafisk værk. Det understøtter flot forståelsen af musikken, der netop er meget grafisk. Enkelheder og fine streger. Udover de almindelige LP og CD udgivelser, kommer Sikorsky også i en diasversion. I en lille fin æske finder man fem lysbilleder. Billederne er fra indspilningen af musikken. Herudover er der en downloadkode til selve musikken.

Sikorsky er et berigende musikalsk værk. Løkkegaards ekstreme kompromisløshed lige fra noder til det færdige produkt er uden lige herhjemme. Det er en fornøjelse at høre fine musikere som Lars Greve, Peter Fuglsang, Anders Banke, Adam Pultz Melbye, Thommy Andersson, Stefan Pasborg, Håkon Berre, Tobias Wiklund og flere andre være med til at omsætte Løkkegaards noder til lyd. Det er et meget anbefalelsesværdigt album til musiklyttere, der tror de har hørt alt.

Bonusinfo:

Musikken opføres d. 8. december i Litteraturhaus i København.

nielsloekkegaard.dk

hiatuslabel.com

Viktoria Tolstoy & Jakob Karlzon: A moment of now (ACT)

Alanis Morrisette’s Hand in my pocket, Level 42’s Lessons in love, Phil Collins’ Aganinst all odds og Peter Gabriel’s Red Rain. Ringer der en klokke? Så er det sandsynligvis fordi du har passeret de 40 år. Trænger du til at høre dem igen, hvor der tages hensyn til at du ikke er på diskotek for at score? I stedet sidder du derhjemme i stuen. Duften af nybagte boller breder sig i hjemmet. Det er søndag og du har sat den nye plade med Viktoria Tolstoy og Jakob Karlzon på. Det fungerer forbavsende godt - specielt i betragtning af at Tolstoy ramte et kunstnerisk lavpunkt med den forrige plade Letters to Herbie. Den afklædte udgave af Level 42’s popfunknummer Lessons in love er ganske hyggelig.

Pianisten Jakob Karlzon har samarbejdet med Tolstoy i flere år. Når man møder de to musikere som her i enkle rammer med flygel og vokal, står det klart hvorfor de begge har den position, som de har på den internationale jazzscene i dag. Tolstoy synger tindrende smukt og Karlzon spiller med en let popræv bag øret melodisk og ligefremt uden at det bliver banalt og kedeligt.

actmusic.com 

Jacob Fischer: X-Mas Friends (Gateway) >> Hans Ulrik: The Christmas song (Stunt) >> Book of Sounds: Christmas Single (Soundcloud)

Julen står for døren. Det er tid til at finde julemusikken frem igen. For os med hang til jazz, er der flere gode nyheder i år. Jacob Fischer har gennem flere år turneret med swingende julejazz i december måned. Nu er der kommet en plade med herlighederne. Julen har sine standards. Dem snydes vi ikke for på pladen. Have yourself a merry little christmas, Rudolph The rednosed Reindeer, Santa Claus is coming to town og I’ll be home for christmas er blandt dem. Herudover er der sneindhyldede klassikere som Det er hvidt herude og Skal vi klippe vore julehjerter sammen. Fischer har et stort publikum i Sverige, så de får en hilsen med på vejen med Karl-Bertil Jonssons julafton. Søren Banjomus alias Skille-ma-din-ga-du får en herlig sambaoverhaling. Fischer er ukueligt skarp på guitaren. Den svigter ikke på noget tidspunkt. Sneen daler ned over land og klejnerne fortæres. Det er ganske enkelt hyggeligt. Ligesom sne er det der får julen til at føles helt speciel, har FIscher taget altsaxofonisten Christina von Bülow med som det helt specielle, der får denne juleplade til at indskrive sig i den række af gode julejazzplader jeg vil tage frem hvert år.

Tenorsaxofonisten Hans Ulrik er sammen DR Big Band rytmegruppen: Henrik Gunde (piano); Kasper Vadsholt (bas) og Søren Frost (trommer) på albummet The Christmas Song. De hygger sig med julemusikken efter samme skabelon som Fischer med nogle amerikanske julestandards; Winter Wonderland, Have yourself a merry little christmas (igen) og Rudolph The Rednosed Reindeer (igen). Hans Ulrik har til gengæld kastet sig over nogle danske salmer Dejlig er jorden, Julen har bragt velsignet bud etc. og et par engelske Greensleeves og Hark! The herald angels sing. Derfor er det også en noget anderledes plade som Hans Ulrik har lavet. Men det er ikke kun på grund af salmerne at det er anderledes. Søren Frosts New Orleans-farvede second line trommer er sammen med Gundes rå Rhodes-piano med til at give julen en anden klang. Hans Ulrik er som vanligt ufejlbarlig og stemningsfyldt lækker i tonen (hør bare Greensleeves). The Christmas Song skal sættes på, når der skal fut i køkkenet i juledagene. Når gåsen er i ovnen og klejnerne skal løbes væk.

Anders Provis’ kvartet Book of Sounds har lavet julesinglen Christmas Single, der er tilgængelig på Soundcloud. Det er Far til Fire klassikeren Til julebal i nisseland, der får en frisk freejazzoverhaling. Nils Bo Davidsen er den gamle julemand på bassen, Provis er nissen på trommerne, der løber rundt og driller. Anders Banke og Albert Raft på hver deres tenorsaxofon er kat og mus, der leger rundt på loftet. Må julen vare længe og være fuld af jazz. Book of Sounds sikrer at det ikke kun er swing og straight jazzere, der får en god jul. Tak for det og glædelig jul!

Jacob Fischer: jacobfischer.dk

Hans Ulrik: sundance.dk

Book of Sounds: soundcloud.com/book-of-sounds/christmas-single

Jazznyts fem all-time julefavoritter:

1. Frank Sinatra: A jolly Christmas from Frank Sinatra (Capitol 1957)

2. Elvis Presley: The Christmas Album (RCA 1957)

3. Bugge Wesseltoft: It’s snowing on my piano (ACT 1997)

4. The Ramsey Lewis Trio: Sound of Christmas (Argo 1961)

5. Den Danske Salmeduo: På stjernetæpper lyseblå (Aeromusic 2011)

Tonbruket: Nubium Swimtrip (ACT)

Hvilken position ville Esbjörn Svensson Trio have haft i dag, hvis pianisten der lagde navn til trioen ikke var død i 2007? De to resterende medlemmer har siden forsøgt at finde en mening med musikken i deres egne projekter. Bassisten Dan Berglund har med bandet Tonbruket bevæget sig over i semiakustisk jazz-rock. Han er sammen med nogle stærke svenske musikere. Trommeslageren Andreas Werliin fra Wildbirds & Peacedrums, guitaristen Johan Lindström der kan spille en rimelig heftig og rå slideguitar og pianisten Martin Hederos er Berglunds kompisar i Tonbruket.

E.S.T. var i deres egen liga, når der skulle spilles frostkolde ballader. Der er elementer af det samme på balladen Little Bruk - det bliver bare aldrig lige så koldt og forladt som E.S.T. Tonbruket bruger Dan Berglunds position og platform til at lave musik hvor de kan tage chancer. De går veje der ikke så ofte høres på dagens jazzscene. Det kan der selvfølgelig være en grund til. Måske er det fordi, det bliver en kende for banalt? Det er guitaristen John Lidström der har komponeret musikken. Berglund og Lidström har kendt hinanden siden 90’erne hvor de spillede sammen i et band med Per Texas Johansson.

actmusic.com

Alex Riel & Stefan Pasborg: Drumfaces (Stunt)

Give the drummer some, råber James Brown hen mod slutningen af det klassiske soulnummer The Funky Drummer. Med denne plade får trommeslageren - som der endda er to af!, ikke bare noget. Trommeslagerne tager det hele! Det er Alex Riel der er sammen med gudbarnet Stefan Pasborg. Pasborg fik et trommesæt som tre-årig af Riel. De to trommeslagere har hver for sig, siddet ved kedlerne ved mange gode jazzkoncerter jeg har overværet. Det har ikke umiddelbart været samme stil de har bevæget sig indenfor. Derfor er det overraskende at se de to sammen i front som trommeduo. Alex har været guide, mentor og inspirator for Stefan. Begge har et tydeligt kunstnerisk udtryk bag trommerne. 

De begyndte at spille sammen for syv år siden, ved en trommefestival i Litauen. Sidste nummer på pladen er derfra. Dengang var det kun de to janitsharer der var på scenen. Siden har det udviklet sig. De er kommet i selskab med markante sidemen som Carsten Dahl på Rhodes, Jeppe Tuxen på Hammond, Petter Wettre på sax og Verneri Pohjola på trompet. Vi kommer bredt omkring i musikhistorien. Bernie’s tune i en heftig udladning. Savage Rose’s Byen vågner viser hvor stor en orgelbetvinger Jeppe Tuxen er. Riel og Pasborg nærmest svæver gennem nummeret.

Der sker meget på pladen og det slår mig hvor mange paralleller der er mellem de to trommeslagere. De er begge udviklende og kompromisløse i deres trommespil. De balancerer elegant mellem alvor og det mere spælske, udforskende og legende trommespil. Drumfaces er en veldrejet hyldest til glæden ved at spille musik og i særdeleshed spille trommer.

pasborg.dk