lørdag, august 30, 2014

Various Artists: Kev Beadle presents Private Collection Vol.2 (BBE)

Sidste år udkom den første opsamling med jazz fra 70’erne og 80’erne udvalgt af DJ’en Kev Beadle. Der var flere uimodståelige dansable jazznumre på det album. Nu er nr. 2 så kommet og hvor jeg ved etteren var ustyrligt begejstret, er jeg nok en kende mere lunken med toeren.

Beadle har gravet en stribe vinylperler frem, der stort set alle befinder sig i “rare”-kassen og som følge deraf er de både uopdrivelige, ukendte og dyre i originaludgivelserne på vinyl. Altså en meget god grund til at sætte fokus numrene. Beadle sværmer for afro, latin, funk og jazz. Der er Stanley Cowell’s I’m trying to find a way, der svimler afsted i en rus af samba og funk. Nummeret er fra 1981 men lyder outdated for det tidspunkt og burde havde været udsendt i 70’erne. Men med nutidens ører gør det ikke så meget. Det er ganske enkelt en ret sikker dansegulvsvrider. Fløjtenisten Kathryn Moses’ Music in my heart fra 1979 går også Brazil-vejen. Mindre heldigt og noget mere anstrengt. Saxofonisten Chico Freeman’s Wilpan’s Walk fra 1981 er skrevet af bassisten Cecil McBee, der også medvirker på nummeret, ligesom han gjorde på Cowell’s nummer. McBee kan spille en sejt gyngende funky kontrabas. Undervejs er der en særdeles skarp trompetsolo fra en meget ung Wynton Marsalis.

Vinyludgaven er delt over fire pladesider, hvor fokus på god lyd, har betydet at man ikke klemt rillerne alt for meget. Derfor er alle numrene ikke med på LP’erne, nogle af numrene kun inkluderet på den medfølgende CD. Det gælder bl.a. Cortijo and his Time Machine’s salsafest Carnaval fra 1973. Vil man have den på vinyl i originaludgaven, skal man spare sammen. Idéen med opsamlingsplader er god. Specielt når der sættes fokus på musik, der ellers er uopdrivelig. Kev Beadle har god næse for udvælgelsen af numre. F.eks er Archie Shepp’s Song for Mozambique fra 1975 med jazz’n’poetry, spacede vibes og sang i skøn forening en sand fest. Konklusionen er at etteren er bedre end toeren, der er nogle numre på toeren der ikke skulle have været med. Dog er trefjerdedele af numrene stadig interessante.

Bonusinfo
Opsamlingsplader med sjældne og obskure numre kan ofte være til, at åbne øjne og ører mod kunstnere, som har lavet musik i mange år. Kunstnere der ikke befundet sig i dine ørers rampelys. Her er en stribe anbefalelsesværdige skandinaviske compilations/opsamlingsplader med dansevenlig jazz.

The Roots of Scandinavia - soul, jazzfunk and boogie (Viva Nordica 2007) compilation lavet af Katrine Ring og Tony M. Björn J:son Lindh, Tomas Ledin, Nikolaj Bentzon Brotherhood, Heavy Joker, Cox Orange, Debbie Cameron & Richard Boone, Kjell Karlsen's Norwegian Big Band etc. Findes kun på CD!

Copenhagen Dancefloor Classics (Murena 2000) compilation lavet af DJ Wunderbaum og Master Fatman. Heavy Joker, Finn Savery Trio, Birgit Lystager & Poul Freiber, Debbie Cameron & Richard Boone, Shit & Chanel, Louis Hjulmand, Sahib Shihab etc.
Findes kun på LP - den kan til gengæld købes ret billigt second hand til omkring 50 kr.

Copenhagen Dancefloor Classics II (Murena 2002) compilation lavet af DJ Wunderbaum & Master Fatman. Karin Krog, Bjarne Rostvold & Perry Knudsen, Buki Yamaz, Fini Høstrup, Jens Winther Quintet etc. Findes både på CD, 2LP og streaming. På LP kan den købes second hand til omkring 75 kr.

Rickard Masip Presents Scandinavian Funk Experience (Nascente 2012) compilation med undertitlen 60's & 70's rare grooves from the vaults of EMI Scandinavia. Staffan Abeleen Quintet, Bob Azzam, Tommy Seebach, Bernt Rosengren Big Band, Max Leth etc. Findes kun på CD!

On The Spot - A Peek At The 1960's Nordic Jazz Scene (Ricky Tick 2006) finsk compilation. Staffan Abeleen Quintet, Sahib Shihab & The Danish Radio Jazz Group, Jazz Quintet 60, Brew Moore etc. Findes både på CD og 2LP. Forvent en rimeligt pebret pris på LP versionen.


On The Spot Vol. 2 - A Peek At The 60s Danish Jazz Scene (Ricky Tick 2008) finsk udgivet compilation samlet af Anders-Peter Andreasen (formerly known as DJ Wunderbaum). Jazz Kvintet 60, Finn Mickelborg's Quintet, Finn Savery, Louis Hjulmand, Bent Jædig, Pedro Biker etc. Findes både på CD og LP. Kan sandsynligvis erhverves for omkring 100 kr. på LP.

Ingen kommentarer: