En nordmand adopteret fra Sydkorea, der flyttede til København for at læse teologi, men endte med at synge jazz. Ja det er lidt kringlet. Men Birgitte Soojin er heller ikke standardmateriale. Hun udgiver f.eks. også to albums på samme tid. Deres covers med sort/hvid fotos af Birgitte Soojin er næsten identiske Er de det også under overfladen? På den ene, Put the blame on me, er det udelukkende numre fra Elvis Presleys repertoire. Hun bakkes op af en utraditionel trio bestående af Steen Nikolaj Hansen på trombone, Ida Hvid på bas og Frands Rifbjerg på trommer. Det stiller nogle helt særlige krav til Soojin, når hun kun har rytmen og trombone at læne sig op ad. Det er ikke noget problem for hende. Stemmen besidder tyngde, fylde og melodisk tæft nok til at bære Elvis’ musik hjem. Her er både de kendte Love me tender og Are You lonesome tonight? og de mindre slidte som The bullfighter was a lady og Gonna get back home somehow. Det er nuancer af blues, gospel og jazz der blandes elegant sammen.
På den anden plade Swing low er Birgitte Soojin sammen med den danske jazzscenes svar på Gandalf, bassisten Hugo Rasmussen. Her bevæger de sig rundt i musikkkens sakrale afdeling mellem salmer og blues influerede gospelsange. Det er mørkt og spartansk. Rasmussen og Soojin får kun lidt ekstra opbakning fra helholdsvis sousaphone, tuba og klarinet undervejs. Bassen og vokalen omfavner hinanden på smukkeste vis. Hugo Rasmussen er en stjerne, når der skal leveres jazzbas til vokaler. Men samtidig også krævende. Noget som Birgitte Soojin er i stand til at indfri. Begge plader er anbefalelsesværdige. Elvis-pladen er den letfordøjelige, mens Hugo-pladen lader tiden stå stille og kræver lidt mere af lytteren. Det er modigt af Birgitte Soojin at give sig i kast med en sådant projekt. Det lander heldigvis på begge ben og fremstår velformet og med stor originalitet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar