Der findes ikke andre danske jazzmusikere der har samme høje udgivelsesfrekvens. Jeg ved ikke hvor mange plader han har lagt navn til - men jeg ved, at jeg siden 2008 har anmeldt 19 plader med ham. Nu er han så aktuel med tre plader. Vel at mærke tre meget forskellige plader - der i indpakning ligner hinanden. Benjamin Koppel har via sit unikke samarbejde med Tiger Music solgt over 100.000 plader. Det er sket i samme periode, hvor de fleste har sendt CD’en på destruktionsanstalten.
På Heritage er Koppel sammen med pianisten Uri Caine. Koppel har ladet sig inspirere af sin musikalske arv, hvor både jødiske folkemelodier og Brahms har spillet en rolle. Han er sammen med pianisten Uri Caine, der selv har stor erfaring i brobygningen mellem klassisk musik og improviseret musik. Stemningen er kammermusikalsk. Koppel holder sig til altsaxofonen og det høres med tydelighed at han er hjemme i genren. Han spiller ud over sine egne numre også kompositioner af Mendelssohn og farfaren Herman D. Koppel. Den syriske klarinetist Kinan Azmeh medvirker på tre numre sammen med percussionisten John Hadfield.
Ballads er selvskrevet til at blive den mest populære af pladerne. Her fortolker Koppel sammen med en supergruppe 5 klassikere, der omfavnes og kommenteres af 5 Koppel kompositioner. Pladens åbningsnummer er Bob Dylans I shall be released, hvor farmand Anders også medvirker på Hammond. Det er med en smørret saxofon, at Benjamin Koppel behandler Dylan-klassikeren. Den er lige ved at ryge i den store skål med guf til gammeldaws isvafler. Men farmand Anders redder ham i sidste sekund med det magiske Hammond. Mezzoforte keyboardlegenden Eyhtor Gunnarson spiller piano, mens bas-Bodilsen og tromme-Lund leverer den rytmiske ramme. George Harrisons Something, Roliing Stones’ She’s a rainbow og Morning has broken er nogle af de andre melodier som er oppe at vende på pladen. Anders Koppel er deværre kun med på et nummer, på en plade der godt kunne have indeholdt lidt mere salt som modsætning til den søde saxofon.
Den sidste er et hardhitter album. Der tælles for og så handler det ellers om at hænge med, både som musiker og lytter. Peter Erskine sidder myndigt bag trommerne, mens Jacob Christoffersen på piano og Johannes Weidenmüller på bas følger godt med. Den altid veloplagte Christoffersen giver Peter Erskine kam, til den efterhånden fraværende hårpragt på Erskines egen Twelwe. Det smitter af på Koppel, der løfter spillet på sopransaxen. Pladen er et forsøg ud i jazz som vor fader lavede den. Det er med en kvalitet, der lover noget og så alligevel ikke helt kan holde det.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar