Den tyske saxofonist Peter Brötzmann er overhovedet ikke på retræte. Den 74 årige free jazz pioner har siden slutningen af 60’erne sat standarden for europæisk avantgarde og det bliver han ved med. Han er heldigvis ikke karrig med, at lade sit saxofonspil udfolde sig sammen med andre. Herhjemme er hans samarbejde med Peter Friis Nielsen og P.O. Jørgens i The Wild Mans Band nok det mest kendte. Nu er han aktuel sammen med Boda Boda Duo på deres sjette album siden 2004 (hvor de seneste tre plader er ude på vinyl). Guitaristen Jakob Thorkild og trommeslageren Bjørn Heebøl folder et larmende og skramlende tæppe ud under Brötzmann - og det kan han lide. Han spræller og visler veloplagt i det smukke og infernalske kaos.
Jakob Thorkilds forvrængede og mikrotonale punkguitarspil bobler i et ivrigt sammenspil med Heebøls urolige rytmer. Der er bevægelse og fremdrift i Heebøls omskiftelige og alligevel sammenhængende spil. De to yngre musikere er ingen ungersvende ud i levende og udviklende avantgarde og freejazz. På det forrige album Hårdt ængstes alle var de sammen med cellisten Fred Lonberg-Holm. Her syrede det til tider ud i det ustyrlige. Det sker ikke på dette album. Der høres en myndighed - Peter Brötzmann - der holder de tre sammen i musikken. De to pladesider kan deles op i to. På B-sidens nummer Designed, går de i anden halvdel over i en nedtonet dyster stemning. Det er langtidsholdbart stof, der ikke slipper lytteren lige med det samme. Modern Persuasion er et stærkt dansk freejazz udspil - måske ikke det bedste i flere år - men tæt på.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar