Nu begynder det at stramme til. Det er fjerde udspil fra Girls in Airports, siden det første kom for fem år siden. Stilen har været markant og original lige fra starten. Hvordan bevarer man den særegenhed der har kendetegnet gruppen lige siden starten. Det har været de samme fem musikere hele tiden. Først og fremmest er den mest tydelige ændring. at de nu er begyndt at udkomme på det britiske selskab Edition Records, der også har danske Jasper Høibye's Phronesis i stalden. Et pladeselskab der der har større internationale promotionmuskler end Girls in Airports selv har haft.
Hvad bruger de så den mulighed til? Fortsætter de i samme spor som på de foregående albums. Både og. De har stadig deres særegne udtryk. Martin Stender og Lars Greves saxofonsammenspil kombineret med Victor Dybbroe og Mads Forsbys intense percussion og trommespil samt Mathias Holms keyboards. Selv om det stadig er Girls in Airports og de ikke har sat det oprindelige over styr, er der alligevel sket noget med udtrykket. Der er en umiddelbarhed i musikken, der kan høres som et mere råt og upoleret udtryk, hvor de nok har styr på kernen i musikken. I yderkanterne flagrer det nu meget mere end man er vant til. Det er en kæmpe styrke for udviklingen af Girls in Airports.
Der er det smukke nummer Aftentur, hvor Forsby og Dybbroe nærmest skaber en sfærisk rytme. Der er Randall’s Island, hvor Holm med analoge synths maler et lydbillede, der kan minde om Bowie og Eno i Berlin. Der er Dovetail, hvor Lars Greve tager en solo fra øverste hylde - stærkt og stemningsfyldt. Jeg er voldsomt forudindtaget og mener at Girls in Airports og bandleader Martin Stender med dette album spiller deres kort helt rigtigt. De burde kunne få et endnu større publikum med dette album, hvor de ikke går på kompromis med sig selv. Fables er et album, den seriøse musiklytter skal have i ørerne i 2015.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar