Denne trefløjede udgivelse er et imponerende statement fra en musiker, jeg ellers kun kendte som saxofonist fra flere udgivelser sammen med Anders Filipsen (bl.a. The Black Nothing). Men nu revurderer jeg fuldstændigt det ensporede syn. Et kassettebånd med en tilhørende downloadkode og en LP udgives på en gang. Musikken på alle tre udgivelser er forskellig og fælles for dem alle tre er at det er Jeppe Højgaard der har lavet og spiller al musikken.
På kassettebåndet har Højgaard anvendt to Casio minisynthesizere fra midtfirserne - den ene i en modificeret version. Det er skrøbelige toner, der forvrænges og overstyres. En digital verden hvor 1 og 0 er på syretrip. Det er braser og syder i Casiosynthesizernes chips-hjerner, der får lov til at komme på et bevidsthedsudvidende trip. På kassettebåndets side A lyder det som en støjende transistorradio der ikke kan finde en kanal. Vi lukkes ind i en verden, hvor skønheden ikke er et ideal. På B-siden er det blips og blops, der hygger sig sammen med knasende brag. Forestil dig et videospil fra 80’erne, der er stukket af fra dagligdagens forudsigelige elektroniske malstrøm.
Der følger en downloadkode med kassettebåndet. Den kan bruges til at hente andel del af trilogien. Her spiller Jeppe Højgaard på en præpareret kanoun. Det er et strengeinstrument kendt fra bl.a. Grækenland, Tyrkiet og de arabiske lande. Musikken hænger sin egen måde sammen med den første del af trilogien. Højgaard tager igen et for vores musikkultur - og tid - mindre brugt instrument og sætter det ind i en ny klang og tonemæssig sammenhæng. Hvislende klangflader møder strengeinstrumentets myriader af eksotiske lyde.
På LP’en sker der noget nyt. Jeppe Højgaard begynder at synge. Teksterne kredser om de mørke sider af livet. Om følelser der toner ud. “Et frossent sprog svæver gennem spejlet. Ødelægger mig. Metalsvanens sang ind hvor hjertet kæmper i det røde og blå.” Det er meget personlige tekster af den uafrystelige og opbyggelige slags. Det er ikke overlæssede sange men enkle og nærværende sange. Sange der fungerer godt om natten. Højgaard bruger overvejende den akustiske guitar. Han suppleres også undervejs af Rasmus Kjær Larsen og Cecilia Persson på klaver. Ellers er det hans småt støjende klangflader der spændes ud under og mellem sangene. Det er her man kan høre sammenhængen mellem de tre udgivelser. Der skal ikke herske nogen tvivl om at LP’en Gennem Glasset III: Spejlinger er en særdeles anbefalelsesværdig udgivelse, der fungerer selvstændigt. Det er kun hvis man får lyst til at grave dybere i Jeppe Højgaard, at de to første dele skal med. Når jeg hører Jeppe Højgaards guitar og følelser i den afklædte sang Drøm af ord får jeg lyst til, at give ham et kram. “Jeg fortryder. Det mørke vi skabte. Ånder ud på gulvet. Ordene plukket af deres mening. Som sårede dyr. Kæmper vi videre…”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar