Der er gået 9 år siden, at Thommy Anderssons første plade i eget navn udkom. Det var dengang Boris Rabinowitsch huserede i Politikens spalter og gav pladen 6 hjerter. Dengang havde Andersson komponeret musikken, mens han opholdte sig i Bali under en turné med Jungleorksteret. Nu er musikken skrevet i Andalusien. Han har ladet sig inspirere af Baltikum, Norge, USA, fædrelandet Sverige, en landsby i Vestafrika og en stjernehimmel på Færøerne i forhold til enkelte kompositioner. Det er verdensmusik i den fineste mening. Han har brugt 15 forskellige musikere, som alle er nogen Thommy Andersson kender godt. Han har skrevet musikken med dem i tankerne. Efterfølgende er det indspillet i overvejende first takes, som Andersson bagefter har redigeret og sat sammen.
Enkelte musikere er repræsenteret ganske mange gange. Saxofonisten og klarinettisten Anders Banke og tuba/trombonisten Jakob Munck dukker ofte op. Det gør Josefine Cronholm (sang), Kiki Brandt (sang), Bent Clausen (vibrafon), Gunnar Halle (trompet), Philip Sandholt (valdhorn) og Henrik Lindstrand (piano) også. Mens Lisbeth Diers, Lelo Nika, Paolo Russo, Jaak Sooaar, Gustaf Ljunggren og Morten Pedersen indtager nogle mindre roller.
På pladens afslutningsnummer medvirker 35 mands stort kor. Det bliver aldrig massivt. Mere som en suitelignende rejse, hvor Anderssons fokus på stemninger dominerer i musikken. Kompleksiteten er stor i de mange lag og detaljer. Det har Thommy Andersson heldigvis haft styr på, så man lytter til et samlet hele, fra en musiker der fortæller spændende historier. I øvrigt er bassen hovedfortælleren. Anderssons lækre trælyd i bassen er rygraden i musikken.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar