onsdag, august 29, 2018

Karmen Röivassepp Quartet: Dance of sounds (AMP) LP/CD/DL/stream

Pladen starter helt oppe i højeste gear. I et højt toneleje og tempo har den estiske sangerinde Karmen Röivassepp åbnet sit debutalbum med den selvskrevne Dance of sounds, hvor hun er sammen med danske musikere. Hun har boet i Danmark siden 2014 og har bl.a. samarbejdet med Randers Big Band og var med i Frigga Feetless, der deltog i Ungjazz konkurrencen i 2014. Hun har omkring sig, samlet nogle af de musikere der har været med til, at sætte Aarhus på jazzlandkortet i de senere år. Simon Gorm Eskildsen på piano, Adrian Christensen på bas og Daniel Sommer på trommer.

Det lander heldigvis hurtigt igen. Endda med et nummer som er pladens bedste. På Sa tulid synger Karmen Röivassepp på modersmålet estisk. Det er en beroligende, nordisk inspireret ballade. Pladen byder på yderligere et nummer på estisk. For min skyld måtte der gerne have været flere. Der har sneget sig en enkelt jazzstandard ind på pladen, Stephen Sondheims Send in the clowns, der så må være pladens andet højdepunkt. Trioen skaber en stemning, der indrammer Röivassepps stemme på fineste vis.

Ingen kommentarer: