torsdag, august 30, 2018

Mathias Eick: Ravensburg (ECM) LP/CD/DL/stream

Der bliver anmeldt og skrevet om 15-20 nye plader hver eneste måned året rundt, her på bloggen. Det betyder også at der ikke så ofte bliver plads til, at vende tilbage til plader, som jeg har skrevet om. Ofte bliver det i stedet klassikerne på vinyl, når der er “fri lytning” i stuen. En gang i mellem er der plader, som jeg har svært ved at forlade. Som bare skal høres en gang i mellem. Det er norske Mathias Eicks Midwest fra 2015 et godt eksempel på. Her havde han inkluderet en violinist i ensemblet, hvor de smeltede sammen på smukkeste vis.

Han har skiftet alle musikerne ud, pånær perkussionisten Helge Andreas Norbakken, i forhold til Midwest. På Ravensburg er der heldigvis atter blevet plads til en violinist, denne gang er det den unge Håkon Aase. Andreas Ulvo på piano, Audun Erlien på el-bas og Torstein Lofthus på trommer udgør resten af musikerne. Eick har ladet sig inspirere af familien, da han lavede albummet, der havde arbejdstitlen Family - der blev ændret til Ravensburg, hvor en af Eicks oldemødre stammer fra. Med titler som Family, Children, Friends, Parents, Girlfriend etc. har Eick lavet et uomgængeligt og smukt jazzfolk album fra det 21. århundrede, der med stor sandsynlighed vil blive spillet ofte, ligesom forgængeren.

Ingen kommentarer: