fredag, januar 11, 2019

Vestbo Trio: Gentlemen (Dog Hound Records) LP/CD/DL/stream

Bag det pæne og lidt anonyme navn Vestbo Trio, gemmer sig tre musikere, der har lavet et album der folder sig smukt ud på flere planer. Først og fremmest er det fedt, når man har valgt vinylformatet, at man går hele vejen. Her er et gatefoldcover med billeder der gør sig godt i det store LP format. Pladens lækre artwork har Paul Wilson alias Yellow1 stået for. Vinylen fås både i marble og sort. Med andre ord er der en masse lækkert allerede inden man har hørt et pip fra trioen.

Pladen hedder Gentlemen og er indspillet i British Grove Studios i London, studiet ejes af Mark Knopfler og har en lang række indspilninger fra store stjerner på samvittigheden. Det betyder umiddelbart ikke så meget. Det der betyder rigtigt meget er, at trioen har brugt studiets helt unikke indspilningsfaciliteter til, at lave en vinylplade med en helt suveræn dynamik. Mine højtalere i stuen har sjældent lydt så godt. Lyden er tilstedeværende ren og organisk. For eksempel har stortrommen på pladens allerførste skæring en dybde og en spænding, så det lyder som om den står i stuen - jeg ved godt at det er en kliché, men det passer. 

Hvordan er det så med musikken? Trioen blander erfarent rock, roots, country, jazz og blues i en velsmagende cocktail. Det er guitaristen Michael Vestbo, der står i spidsen for trioen med Jesper Smalbro på bas og Eddi Jarl på trommer. Vestby spiller både akustisk og elektrisk guitar. Tempoet er roligt og der er fokus på den gode og enkle melodi. Trioens store styrke er måden, som de får omsat melodierne på. 

Åbningsnummeret Grassland, den med stortrommen, er en god albumåbner. Vi flyder med gennem Vestbos åbne og solbeskinnede musikalske landskab. Pladen er teknisk set trioens tredje album. De har også lavet et par EP’er og split-LP’en Doppler Effect sidste år sammen med Uffe Steen Trio. Det er med andre ord en trio, der har fundet en stil og et udtryk. Det står skarpere og mere rendyrket en nogensinde. Jesper Smalbros tørre og sandfærdige bas. Eddi Jarls tilbagelænede og præcise trommer. Michael Vestbos guitar der både kan vride rocknumre, som albummets to sidste numre Tip of the hat og The game is a foot og akustiske lækkerbiskener som Looking Sharp og Sure knows how to pick ‘em - der i øvrigt har lidt gæsteorgel med.

Du har nok gennemskuet, at jeg vil anbefale Gentlemen. Det gør jeg af flere grunde. Har du et godt anlæg i stuen, så fortjener både anlægget og musikken at du får fat i pladen. Den vigtigste grund er, at det er lækker og behagelig musik at omgive sig med.

Ingen kommentarer: