mandag, maj 31, 2021

Girls in Airports x Aarhus Jazz Orchestra: Leap (Kaja Records) stream

 

Girls in Airports har fra starten været et musikalsk kollektiv, hvor hele bandet er et instrument. Hver enkelt musiker har bidraget og uundværligt indgået i det samlede band og udtryk. Ligesom en saxofon en gang i mellem skal på værksted og strammes op, så kan det med fordel også gøres med et band.


I dette tilfælde er Girls in Airports blevet pimpet op med et big band - Aarhus Jazz Orchestra og går i en overraskende retning - samtidig med at de tro overfor ånden i Girls in Airports. 


De spiller både nye og gamle GIA numre. Albummet åbner med en sand klassiker. Myanmar fra 2010 debutalbummet. Det er blevet til et andet og mere roligt nummer, der fortæller at Girls in Airports er blevet ældre og ikke har samme behov for at være så pushy og fremme i skoen. De hviler mere i sig selv - har ro og udfordres på en anden måde i dag. 


Allerede inden Myanmar er slut bobler glæden over at høre Girls in Airports sammen med Aarhus Jazz Orchestra. De møder hinanden på smukkeste vis. På den efterfølgende dukker special guest Nils Gröndahl op for første gang. Violinisten der bla. er kendt fra Under Byen føjer nye originale dimensioner til GIA universet.


Keyboardspilleren Mathias Holm indtager en central rolle i løbet af den time som musikken varer. Hans på en gang industrielle og organiske lyd står stærkt på numre som den nye Violet og den efterfølgende Weaver fra deres 2020-album Dive. Anders Vestergaard og Victor Dybbroe fra Girls in Airports’s tromme- og percussion-sektion leverer både tighte og skramlede dele til den musikalske helhed. 


Undervejs spiller bandleader og saxofonist Martin Stender bla. sammen med sin gamle læremester Michael Bladt, der har været fast mand i big bandet i mange år. Albummet afsluttes med den dramatiske og nye komposition Memory Wagon. En værdig finale på et album, der kommer til at stå stærkt i både Girls in Airports’ og Aarhus Jazz Orchestra’s musikalske historier.

Girls in Airports

torsdag, maj 27, 2021

Vijay Iyer/Linda May Han Oh/Tyshawn Sorey: Uneasy (ECM Records) LP/CD/DL/stream

 

Det er en stjernetrio, der er samlet på et nyt udspil fra ECM Records. Pianisten og komponisten Vijay Iyer startede i 90'erne hos Steve Coleman og har siden opbygget en solokarriere, hvor både solo, trio og mere eksperimenterende ting har fået plads. Bassisten Linda May Han Oh har været fast sideman hos trompetisten Dave Douglas i over 10 år og spiller nu også med Pat Metheny og andre. Trommeslageren Tyshawn Sorey er multiinstrumentalist og komponist og har brugt en del tid på nyere kompositionsmusik i de senere år.


Kombinationen af de tre er sprudlende som en champagne - af den mere komplekse slags. Det bobler ganske rigtigt og perler på tungen. Duften er afrundet og smagen er sprød. Det er når den musikalske champagne rammer det indre øre, at der sker noget. Det stritter og er ikke umiddelbart genkendeligt - hvad sker der her? Det pirrer nysgerrigheden.


Albummet åbner mildt med Children of Flint, hvorefter der foldes et smukt musikalsk tæppe, hvor farver og teksturer blandes og mødes. Det er let at høre at det er besværligt at spille. Er det så let at høre på? Nej det er ikke let. Det er tværtimod musik der kræver opmærksomhed og belønner lytteren med triojazz af høj klasse. Jeg bliver væltet totalt omkuld af trioens version af Geri Allens Drummer’s song. For det er det! Tyshawn Sorey spiller udenfor, ovenover og indenunder. En stor trioplade.

ECM Records

onsdag, maj 26, 2021

The Pogo Problem: Facts of the matter (The Pogo Problem) CD/DL/stream

 

Det er snart fire år siden, at jeg skrev om trioen The Pogo Problems debutalbum her på bloggen. Nu er de aktuelle med opfølgeren. Det er den islandske guitarist Steinar Guðjónsson der har skrevet det meste af musikken. Anders Hellborn spiller bas og Kristoffer Tophøj spiller trommer. Stilen er moderne jazzrock, hvor der både kan høres inspiration fra Bill Frisell, progressiv rock, pop, jazz og meget andet. 


De har et musikalsk udtryk, hvor der er meget luft omkring instrumenterne. Hvor den plads som de giver til hinanden fyldes meningsfyldt ud. Det er en fin opfølger til første album.

Bandcamp

tirsdag, maj 25, 2021

OTOOTO: This love is for you (April Records) LP/CD/DL/stream

 

Da de dukkede op på Spotify sidste år med nogle singler var jeg begejstret med det samme. De skinner som solen på en endeløs sommerdag. Det er smooth og breezy jazz, hvor hverdagens genvordigheder visner og blafrer væk i den lune vind.


Saxofonisten Oilly Wallace og trompetisten Jonas Due står i spidsen for bandet OTOOTO, der betyder lydlyd på japansk. De er sammen med Calle Brickman på keyboards - han bruger bla. den legendariske analoge synthesizer Juno 106, der sætter sit tydelige præg på bandets lyd, Mathias Petri på bas og Andreas Svendsen på trommer. 


De spiller jazz, der peger tilbage på en mere ubekymret periode i jazzen omkring slut-70’erne og start-80’erne. De falder ikke i den digitale fælde, der fik meget af den tids jazz til, at lyde knap så fed. I stedet har de et varmt, organisk og analogt udtryk, der får deres musik til at smyge sig om din krop inden den kravler ind i dine ører og hensætter dig i tilstand af ubekymret lykke.


De tager den med ro. Due og Wallace har et fint samarbejde omkring sax og trompet, der smelter næsten sammen. Det er ikke en revolutionerende plade. Det er en plade der rammer lige ned midt i nutiden og står ovenpå fortiden. Jeg er helt og aldeles solgt og overgiver mig fuldstændigt til OTOOTO. Stor anbefaling herfra.

Bandcamp

mandag, maj 24, 2021

Lilly: The song is you (Challenge Records) >> Josefine Cronholm/Kirk Knuffke/Thommy Andersson: Near the pond (Stunt) >> Lina Nyberg & Daniel Karlsson: The Night and The Music (Prophone)

 

Indenfor vokaljazzen er et helt sparsomt setup med stemme og et enkelt eller to instrumenter, en særligt skattet disciplin. 


Danske Lilly (Hertzman) er atter sammen med stjerneguitaristen Gilad Hekselman, ligesom på albummet Tenderly fra 2017. Nu er Kirk Knuffke på kornet også med. De var i studiet, august 2019 i Brooklyn. Her indspillede de 9 jazzklassikere og en enkelt skrevet af Lilly. Det er blevet til en virkelig god plade, af flere grunde. Lilly har en behagelig stemme, der fylder godt sammen med Hekselmans guitar, der både er akustisk og elektrisk på pladen. Knuffkes kornet afrunder og løfter Hekselman og Lillys fine samarbejde. 


Kirk Knuffke medvirker også på Josefine Cronholms nye album Near the pond, hvor bassisten Thommy Andersson også er med. Kirk Knuffke er her i en noget anden rolle. Han har skrevet hovedparten af de 10 melodier og så synger han udover at spille kornet. Stilen er kammerfolk, roots, blues og jazz. Knuffke har bla. sat musik til nogle digte af svensk-amerikaneren Carl Sandburg, der levede fra 1878 til 1967. Det er enkle ord der siger meget mere end det der høres. Det samme kan man sige om musikken. 


Den erfarne svenske sangerinde Lina Nyberg har skåret det helt ned til en akkompagnerende pianist i form af Daniel Karlsson. Efter en række plader med større bands er hun nu et andet sted. Lina Nyberg har bevaret den storladne og dramatiske stemning, som hun behersker så perfekt. Materialet er amerikanske jazzstandards i nogle personlige og originale arrangementer. 

Lilly

Josefine Cronholm

Lina Nyberg

søndag, maj 16, 2021

De 10 bedste bøger om dansk jazz - udvalgt af Jazznyt.com

 

Siden jazzen kom til Danmark for 100 år siden er der skrevet adskillige bøger om jazz. Den første, C.E. Bundesens Jazz kom i 1929. Der er siden kommet mange bøger med særligt fokus på den amerikanske jazz og jazzens historie. Her er Erik Wiedemanns Jazz og Jazzfolk fra 1958 i særklasse. Desuden findes der en lang række billedbøger, digte og artikelsamlinger. Oftest handler det om amerikansk jazz og foregår i årene omkring 60’erne


Jeg har valgt at holde mit fokus på bøger om dansk jazz og jazzmusikere. De handler overvejende om noget der er sket for ret længe siden. Det skyldes ikke uvilje mode ny dansk jazz fra min side. Der findes desværre ikke noget om nyere dansk jazz i bogform. Derfor har jeg til sidst lavet en liste over 10 bøger der burde skrives om dansk jazz.


De fleste bøger kan findes antikvarisk eller på biblioteket. God fornøjelse - og brug gerne kommetarsporet til at tilføje dem som du synes mangler.







1. Politikens Jazzleksikon

Politiken 1953-2003


Det var her jeg startede. Min første jazzbog var leksikonet fra 1986. Den er gennemtrawlet utallige gange for oplysninger. Det var fjerde version af leksikonet der kom første gang i 1953. Den første havde kun havde få opslag om danske jazzmusikere. Det ændrede sig løbende i 1962 og 1969. I 1969 var der bla. en diskografi over danske jazzplader. I 1986, hvor Kjeld Frandsen stod i spidsen som redaktør, valgte man at samle de danske musikere til sidst. Over 42 sider kom man fra Niels Abild til færøske Brandur Øssursson. Den seneste kom i 2003 - og mon ikke det bliver det sidste leksikon i den udformning, hvor man i dag har internettet til at finde meget af det som står i et leksikon.

Jeg er dog så old school, at jeg stadig holder meget af disse leksika, hvor ekstremt vidende forfattere har skrevet biografierne. I 2003 udgaven - som Peter H. Larsen og Thorbjørn Sjøgren stod i spidsen for - er der 28 sider om dansk jazz fra 1950-2003. Der er 66 sider med danske biografier fra Emmanuel Abdul-Rahim til Erik Ørum von Spreckelsen.






2. Jazz i Danmark - i tyverne, trediverne og fyrrerne 1-3 

Erik Wiedemann

Gyldendal 1982


Doktordisputatsen der i 3 dele inklusiv dokumentation og musikeksempler på kassettebånd, graver dybt i de tidlige år i den danske jazz. Fra pionererne over guldalder jazzen til beboppens ankomst til Danmark og en ny æra for dansk jazz. Erik Wiedemann er omhyggelig og tilbundsgående. Det er en af den slags bøger der blæser dig omkuld med et overflødighedshorn af vild viden, om alt det du ikke vidste du skulle vide. En af de store og uomgængelige udgivelser om dansk jazz, der trods en alder på fyrre år stadig holder.













3. Jazz i Danmark 1950-2010

Olav Harsløf & Finn Slumstrup

Politiken 2011


Opfølgeren til Erik Wiedemanns doktordisputats Jazz I Danmark - der fortsætter hvor han slap. Den skal selvfølgelig med på listen over de 10 bedste bøger om dansk jazz. Det er særligt kapitlerne om 70’erne (af Jens Jørn Gjedsted), 80’erne (af Christian Munch Hansen) og 90’erne (af Ole Matthiessen) der får bogen til at shine. Her mødes indsigt, formidling og kærlighed til emnet på fineste vis.

Det er i øvrigt noget af den eneste der findes i bogform om nyere dansk jazz - altså om den danske jazz fra de seneste 50 år.












4. Montmartre - Jazzhuset i St. Regnegade 19, KBHVN K 1959-1976

Frank Büchmann-Møller & Henrik Wolsgaard-Iversen

Jazzsign & Syddansk Universitetsforlag 2008


Montmartre er en legende i dansk jazzliv med historier så mange, at ingen kommer op på siden af spillestedet, der i første inkarnation eksisterede i St. Regnegade i årene fra 1959-1976. Hvordan indfanger man den historie? Hvordan bliver det interessant for dem, der aldrig har sat sin fod på stedet, men gerne vil komme tættere på sjælen. Der er så mange myter, anekdoter og løgnehistorier, der er farvet af, at Montmartre også var et værtshus hvor alkoholiske drikke blev flittigt udskænket - og ikke mindst indtaget. Hukommelsen har det med at blive selektiv på sin egen underfundige måde, når de første pilsnere er drukket.

Bogen er skrevet af Henrik Wolsgaard-Iversen og Frank Büchmann-Møller. Det er en jætte-indsats, de har bedrevet. De har talt med gamle medarbejdere, musikere og andet godtfolk der havde sin gang på stedet. Wolsgaard-Iversen har bla. skrevet musikerportrætterne af de amerikanske musikere, der om nogen var med til at gøre stedet berømt. Büchmann-Møller har skrevet den kronologiske gennemgang af historien, der aldrig bliver kedelig. Bogen er spækket med sjove anekdoter. Den er et mesterværk!



5. Jazz i Reprisen

Jens Jørn Gjedsted

Her & Nu 2016


Jens Jørn Gjedsted fortæller historien om hvordan en række koncerter i biografteatret Reprisen i Holte, under navnet Jazz i Reprisen satte nogle dybe fodspor i den danske musikhistories støv. 

Der blev afholdt 100 koncerter i perioden 1967 til 1970 i en københavnsk forstad, hvor musikerne ikke fik nogen hyre, til gengæld blev de rige på oplevelser. Her kunne man opleve markante personligheder der i de følgende år, var med til at påvirke jazzens udvikling i Danmark. Fra Pierre Dørge til Carsten Meinert.

Den gamle MM redaktør og DR medarbejder, Jens Jørn Gjedsted beretter levende som førstehåndsvidne de mange spændende historier.










6. Cool Scandinavians 

Morten Windelev & Anders Peter Andreasen

Nyt Nordisk Forlag 2008


Hvis du hører til den særlige type af mennesker der bliver erotisk opstemt af at kigge på pladecovers - og hvis det skal være dansk og jazz, så bliver det ikke frækkere end det her.

Pladesamleren og DJ’en Anders Peter Andreasen aka. Soul Anders/DJ Wunderbaum har sammen med Morten Windelev lavet en billedbog med samtlige(!) danske jazz pladers covers i perioden 1950-1970 (minus swing, trad. og underholdningsmusik). Pladerne er ikke lette at finde eller købe, med mindre du har mange penge. Her kan du lade drømmene flyve afsted - mens du lytter til Sahib Shihab & The Danish Radio Jazz Group på Spotify.











7. NHØP

Peter H. Larsen og Thorbjørn Sjøgren

Gyldendal 2005


Peter H. Larsen og Thorbjørn Sjøgren har talt med en række personer som stod NHØP nær på forskellig vis. De tre første interviews er med hans søskende, som ligeledes havde musikken tæt inde på livet lige fra starten. Herefter følger nogle af de første musikerkolleger. Ole Kock Hansen. Bent Axen som tog ham med i jazzgruppe 60. Alex Riel som han spillede utallige koncerter sammen med i 60'erne på Montmartre. Pladeselskabsdirektøren Nils Winther, som stod bag en nærmest endeløs række af udgivelser med NHØP i 70'erne. Oscar Peterson, som NHØP spillede med siden 1970, og skulle have været på turné med samme år som han døde. Jonas Johansen, trommeslageren som endte med at blive fast medlem af NHØP efter, at flere var prøvet af.

Bogen er fyldt med billeder taget af Jan Persson, fotografen som fulgte NHØP trofast gennem alle årene. Bogen er en uomgængelig udgivelse for alle NHØP-fans.






8. Alex Riel Manden bag trommerne

Hans Barfod

Saxart 2010


Han sad bag trommerne på Montmartre i 60'erne, hvor Dexter og Webster var blandt kongerne. Ved mange af koncerterne spillede han sammen med NHØP og Kenny Drew. Sidstnævnte brød sig ikke om Riel, hvilket Riel i bogen ikke skjuler var gengældt. Bill Evans spillede han sammen med flere gange. Han spillede både med Savage Rose, Sebastian, symfoniorkester, Cirkus Revyen, Riel/Mikkelborg Kvintetten, V8 etc. Den tidligere Jazz Special redaktør Hans Barfod kommer tæt på legenden.














9. Jesper Thilo Man ska’ ku’ se komikken

Erik Moseholm

L&R Fakta 2000


Kombinationen af Erik Moseholm, der har skrevet og saxofonisten Jesper Thilo der fortæller om sit musikalske liv, er blevet til en særdeles underholdende og morsom bog. Thilo har det allerbedst i den jazz, hvor det swinger. Han har spillet klassisk og underholdningsmusik. Han har spillet med radioens big band og via Arnvid Meyer spillede han med en lang række af de amerikanske jazzkoryfæer. Det er her, hvor bogen er på toppen. Thilo har en god hukommelse og sans for de sjove anekdoter. 

“I en jamsession med saxofonisterne Paul Gonsalves og Dexter Gordon synes Don Byas, at han faldt lidt igennem og insisterede på at spille NØGEN! 

“I wanna play naked”, råbte han og begyndte at tage skjorten af. Det lykkedes ham også, hvorefter en venlig person forhindrede ham i at gennemføre forehavendet 100%

Det er nu ærgerligt, for så havde historien været bedre.

Men der er altid nogen, der skal ødelægge det, når der endelig er ved at ske noget!”





10. Right out of Kansas City

Cim Meyer

Stunt 2008


Jazz Special redaktøren Cim Meyer har skrevet bogen om sin far, Arnvid Meyer. Han var muligvis ingen gudsbenådet trompetist, men havde nogle fænomenale evner som organisator, kontaktskaber og ikke mindst øre for hvad der holdte rent musikalsk. Ude i landet og i København var der bud efter orkestret med gode danske jazzmusikere. Ofte havde de op gennem 60'erne en gæstemusiker med; Don Byas, Benny Carter, Harry Sweets Edison, Coleman Hawkins, Brew Moore, Charlie Shavers og selvfølgelig Ben Webster. Bogen er et fantastisk dokument over en periode dansk jazz, der har sat sig dybe spor. Den inkluderer 5 CD’er og en enkelt DVD.









10 bøger om dansk jazz der endnu ikke er lavet

  1. Debut Records
  2. Biografier: Palle Mikkelborg, Marilyn Mazur, John Tchicai, Kresten Osgood, Jakob Bro
  3. ILK, Loco, Sunship, Barefoot, Mandagsklubben, Klub Primi, Mayhem - vildskaben i dansk jazz
  4. Free jazz i Danmark 1962-2022 - 60 år!
  5. Jazzstævner - Vallekilde, Summer Session, Brandbjerg
  6. Jazz i provinsen
  7. Stunt Records 1983-2023 - fyrre år!
  8. Dengang jazzen kom på konservatorium
  9. Danske jazzudgivelser gennem hundrede år 1924-2024 - fra lak til Spotify
  10. Danmarks Radio og jazzen

torsdag, maj 13, 2021

Jakob Dinesen/Anders Christensen/Laust Sonne: Blessings (April Records) LP/CD/DL/stream

 

Det er en personlig favorit trio det her. Det er tre musikere der næppe havde fundet sammen, hvis ikke coronaen var kommet. De kendte hinanden i forvejen fra deres yngre dage i 90’erne, hvor de havde spillet sammen i forskellige sammenhænge - så gav den første corona-nedlukning dem tid og mulighed for at finde sammen igen.


Saxofonisten Jakob Dinesen og bassisten Anders Christensen har deres vante gang i jazzen. Mens Laust Sonne har været forbi jazzen på franske visitter i ny og næ. Tjansen i DAD fylder godt i landskabet hos trommeslageren.


Her er de sammen på udendørs scenen i det Kgl. Danske Haveselskab, hvor de spillede sammen en juli aften i 2020. Det er jazz uden så meget pis. Det er spilleglæde og kosmisk tilstedeværelse i jazzede stemninger. Jakob Dinesen spiller tenorsaxofon som få andre - der er så meget overskud, kreativitet og kærlighed i hans spil. Anders Christensen er “The Rock”. Hans superpræcise og steady basspil er imponerende. Laust Sonne er lyttende og empatisk i trommespillet, der iøvrigt ikke har megen rock i sig. 


De spiller hyldester til Master Fatman, Eddie Michel, Anouar Brahem og numre af Eddie Harris og Charlie Haden. Trænger du til at få renset ørerne og justeret jazzhjertet, så er det her et godt sted at være. Hvis du køber pladen opdager du nok, at jeg skrevet pladens liner notes. Det ændrer ikke på, at jeg stadig synes at det er en suveræn jazzplade. 

Bandcamp

onsdag, maj 12, 2021

Kühne/Lanz/Vogel: How noisy are The Rooms? (Boomslang Records) LP/DL/stream

 

En tysk/schweizisk/østrigsk trio der består af vokal, pladespiller og trommer vækker jazzbloggerens nysgerrighed. Særligt når de påstår, at de repræsenterer et ekstremt provokerende syn på kreativ anarki - og rent faktisk indfrier det løfte. 


Det er noise der møder trip hop og avant garde  jazz - andre ville kalde det lyden af et intereuropæisk trafikuheld. 


Almut Kühnes ordløse vokal skifter mellem vilde udbrud og endnu vildere udbrud. Joke Lanz tager sig af en pladespiller, hvor “The Art of turntablism” bevæger sig ind i en ny kværnende tidsalder. Alfred Vogels tromme og percussionspil er løssluppent med stilistiske friheder. 


Trioen er med til at flytte jazzen i nye retninger. De afspiller og undersøger musikken på en og samme gang. Improvisation udenfor jazzens rammer og skramlende forviklinger strømmer ud af trioen.


En meget sjælden gang i mellem kan jeg med stor sikkerhed trække kortet “det har du aldrig hørt før” og hvor eksekveringen er så forrygende udført, som det her er tilfældet.

Bandcamp

tirsdag, maj 11, 2021

Yellow Spoon (Super Bad Disco/HHV) LP/DL/stream

 

Det er jazzet beyond jazz. Der er en masse improvisation - det som mange yndere af jazzen kan lide. De improviserer også med jazzen som stilart og det man kan gøre med den. Det er primært den kollektive improvisation der dyrkes hos Yellow Spoon der består af de to silkeborgensere Rasmus Sitarz (trommer og percussion) og Christoffer Holm Clausen (keys, synth, bas). De samlede en større gruppe musikere omkring sig - bla. Frederik Emil Bülow fra Abekejser og Justo Gambula fra Athletic Progression. De gik tre dage i studiet sammen med dem. Resultatet er 23 numre spredt ud på den 33 minutter lange LP. 

Pladen har et intenst og stærkt udtryk. De 23 numre er en sammenhængende historie, hvor der løsnes for jazzens snærende bånd. Det går hurtigt og der sker meget. De dyrker ikke fortabelsens øjeblikke. 


Det er jazz af samme fine slags som er kommet fra Storbritanien i de senere år. Jazz hvor soul, r’n’b og hip hop er blandet naturligt ind i foretagendet. Yellow Spoon bruger desuden filmsamples, sang og såmænd også violin undervejs på pladen. Jeg synes at den fortjener at blive lyttet til som et samlet værk. Det var her jeg blev vækket og nu skal leve et liv som fan af Yellow Spoon. 

Facebook

mandag, maj 10, 2021

Kjetil Mulelid: Piano (Rune Grammofon) LP/CD/DL/stream

 

Pladeselskabet Rune Grammofon havde i et par år presset på. De havde foreslået at pianisten Kjetil Mulelid lavede et solo-album - den svære og ultimative udfordring for jazzpianister. Da coronaen havde lagt alle andre projekter ned som Mulelid var involveret i, endte han i studiet i juni sidste år. I studiet stod der et Bösendorfer fra 1919. Et piano som Mulelid betegner som perfekt til hans musik. Klangen er meget klar og ikke den typiske lyd man plejer at høre på en soloklaverplade. 


Hvis du kender ham fra triopladerne, ved du allerede at der er et nordisk touch i hans musik. Det er der stadig. Desuden høres inspirationen fra Debussy,  Chopin og Beethoven. Melodien står stærkt i centrum, hvor Mulelid med overblik, improviserer rundt om dem. Det er en meget vellykket soloklaverplade.

Bandcamp

tirsdag, maj 04, 2021

Mads Thorsen Quartet: Sad Tetrahedron (Gateway) CD/DL/stream

Guitaristen Mads Thorsen har haft travlt med at tage den med ro. Sidst jeg skrev om ham på bloggen var i november 2007, hvor han havde lavet albummet Strings and Things. Dengang var der dobbelt op på guitar, da han var sammen med Niclas Knudsen. Nu er fokus flyttet mod tenorsaxen, hvor han har inviteret Thomas Hass til at tage sig af den. Anders Fjeldsted spiller bas og Henrik Holst Hansen er ved trommerne.


Mads Thorsen har haft en klar ambition om at lade "svært" og "let" mødes på sit nye album. Som han selv antyder i pressematerialet er det også en nærmest umulig ambition. Jazz er ifølge Mads Thorsen en sær blanding af sjov leg og dyb alvor. Det er nede i detaljerne at de vilde ting sker i løbet af et øjeblik. Mads Thorsen har skrevet de 8 numre på albummet på albummet, der på mange måder er en klassisk tenorsax/guitar plade. Attraktion og grunden til, at pladen er værd at lytte til mere end en gang, er musikernes høje niveau. Hass er rundet af Coltrane-skolen. Mads Thorsen er rundet af New Yorker jazzen, hvor man er mester i få noget der er vildt kompliceret at spille til at lyde ligefremt og selvfølgeligt.

Gateway

mandag, maj 03, 2021

Pojken Flensborg Quartet: Open (Gateway) CD/DL/stream

 

Det er meget let at holde af Pojken Flensborg Quartets nye plade Open. Den er helt bogstavligt åben og byder velkommen til et melodisk balladefyldt univers, hvor musikerne med ligefremhed går ind i pianisten Pojken Flensborgs kompositioner. De 8 kompositioner på pladen er resultatet af nedlukningen sidste år, hvor Pojken Flensborg i løbet af 14 april-dage fik skrevet musikken. 


Den fynske saxofonist Hans Mydtskov indtager en central rolle i kvartetten, hvor hans saxofontone er lækker og stemningen er rolig. Han hviler i musikken. Pojken Flensborg arbejder i stemninger og situationer som han omsætter til musik. Der er eftertænksomhed og nærhed. Espen Laub von Lillienskjold på trommer og Torben Bjørnskov på bas forstår det og understøtter det elegant. 


Skru ned for farten - og lyt til Pojken Flensborg Quartet - det er forebyggende og sundt for krop og hjerne.

Pojken Flensborg