Da de dukkede op på Spotify sidste år med nogle singler var jeg begejstret med det samme. De skinner som solen på en endeløs sommerdag. Det er smooth og breezy jazz, hvor hverdagens genvordigheder visner og blafrer væk i den lune vind.
Saxofonisten Oilly Wallace og trompetisten Jonas Due står i spidsen for bandet OTOOTO, der betyder lydlyd på japansk. De er sammen med Calle Brickman på keyboards - han bruger bla. den legendariske analoge synthesizer Juno 106, der sætter sit tydelige præg på bandets lyd, Mathias Petri på bas og Andreas Svendsen på trommer.
De spiller jazz, der peger tilbage på en mere ubekymret periode i jazzen omkring slut-70’erne og start-80’erne. De falder ikke i den digitale fælde, der fik meget af den tids jazz til, at lyde knap så fed. I stedet har de et varmt, organisk og analogt udtryk, der får deres musik til at smyge sig om din krop inden den kravler ind i dine ører og hensætter dig i tilstand af ubekymret lykke.
De tager den med ro. Due og Wallace har et fint samarbejde omkring sax og trompet, der smelter næsten sammen. Det er ikke en revolutionerende plade. Det er en plade der rammer lige ned midt i nutiden og står ovenpå fortiden. Jeg er helt og aldeles solgt og overgiver mig fuldstændigt til OTOOTO. Stor anbefaling herfra.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar