fredag, juli 16, 2021

Mathæus Bech: Optimist (Mathæus Bech) LP/DL

 

Dansk folkemusik og jazz har før vist sig at være en ret genial kombination. Peter Rosendals album Trickster fra sidste år løb afsted med en masse ros, særligt for måden hvorpå de to genrer mødtes. Den samme ros skal hives frem i forbindelse med den unge Mathæus Bechs debutalbum Optimist. Det musikalske udryk er andet end Rosendals.


Bassisten Mathæus Bech henter inspiration i dansk folkemusik, jazz og klassisk musik, hvor jeg med mit begrænsede kendskab til den sidstnævnte genre, dog godt kan høre Carl Nielsen et sted inde i Mathæus Bechs musik.


Han har dedikeret pladen til Palle Mikkelborg som han hylder på nummeret In due time. Den første komposition han nogensinde har skrevet. Det skete efter, at han havde oplevet en opførsel af Palle Mikkelborgs Aura. Pladen er også dedikeret til Mathæus Bechs lærer og mentor mange år, Bo Stief.


Gennem pladen bruger han et fast ensemble af musikere, der suppleres af gæster. Henrik Goldschmidt kigger forbi med oboen på den klassisk inspirerede God’s Funeral. Folkemusikken er med på First Car, hvor violinisten Rune Tonsgaard Sørensen er inde over. Side A afsluttes med Som en sten, hvor bas-sangeren Nicolai Elsberg møder kontrabassen. 


Side B åbner med pladens mest jazzede nummer, At Night, hvor Benjamin Koppel og Jacob Christoffersen er med som gæster. De to sidste numre er geografiske hyldester. Gladsaxe er helt konkret et glad nummer og Himmelbjergsvalsen er som det lille bjerg ved Julsø, en kæmpe i stemning og storhed. Et flot finale på et imponerende debutalbum. Du kan ikke finde musikken på streamingtjenesterne. Til gengæld findes den som download og i en flot nummereret vinyl-udgivelse. 

https://mathaeus.bandcamp.com/releases

Ingen kommentarer: