mandag, juli 12, 2021

Balthazars Karaffel: Clockwise (Gateway) LP/CD/DL/stream

 

Da jeg var en bette knægt sad jeg tryllebundet foran TV'et og så Professor Balthazar løse alverdens problemer med den store maskine, der kunne fremstille mere eller mindre alt. Hvordan den århusianske trio Balthazars Karaffel så er kommet på deres spøjse bandnavn aner jeg ikke. Fakta er at de spiller titelmelodien fra den jugoslaviske tegnefilm til sidst på albummet. Ligeledes har den kære professor sneget sig ind på coverets forside.


Jeg er med andre ord positivt forudindtaget inden jeg overhovedet har hørt en lyd. Når der desuden lægges en stor forkærlighed for Hammond-orgelet oveni den ligning, så kan du nok fornemme, at jeg er glad.


Jeg er glad for at Søren Bech på orgel, Morten Haugshøj på guitar og Andreas Skamby på trommer dyrker traditionerne og er ligeledes glad for at de har et afslappet forhold til traditionerne.


De har fundet nogle regulære barnburners frem. George Bensons Clockwise og Jimmy Smiths Back at The Chicken Shack tilhører det grundlæggende pensum, når det handler om souljazz. De kan også spille Lennon/McCartneys Can’t buy me love så overbevisende og tro mod traditionerne, at jeg ville have forsvoret, at trioen er fra nutidens Aarhus og ikke fortidens USA. 


Der er også blevet plads til humørperler som Jitterbug Waltz og Caravan. De har hver skrevet et nummer. Morten Haugshøj har trykket på pedalen på Leftover fun, som han har skrevet. Han flytter sig fra Wes Montgomery/Grant Green spillet der ellers dominerer på pladen. På den afsluttende titelmelodi til Professor Balthazar trykker Haugshøj på en ny pedal hen mod slutningen og lader det stikke helt af. En lille og velplaceret ridse i den ellers så fine lak.


Skamby kender jeg primært fra I Think You’re Awesome og han løser også denne opgave suverænt. Han er dansende i trommespilet og afslappet løs i kanterne. Søren Bech kan sin Hammond orgel historie. Der er både noget McGriff, McDuff, Smith (Jimmy og Dr, Lonnie) at høre i spillet. Der er med andre ord en velspillet, vellykket og afvekslende orgeljazzplade. 

Balthazars Karaffel

Ingen kommentarer: