onsdag, september 08, 2021

The Rise and Fall of Disco Jazz - historien om en genre der gik i glemmebogen #2

 

I 1978, året efter at bestseller soundtracket til John Travolta filmen Saturday Night Fever havde ramt verden, lavede swing vibrafonisten Lionel Hampton en jazzversion af Bee Gees sangene fra albummet. Pladen blev udgivet af det lille selskab Laurie, der havde eksisteret siden 1958 og tidligere havde udgivet singler med bl.a. Dion & The Belmonts og senere psych kulthittet Charity med Gray Things. På pladen medvirker bl.a. John Scofield (guitar) og Al Foster (trommer). Den blev produceret og arrangeret af Miles Davis' faste producer i 60'erne og 70'erne, Teo Macero. Al Foster udgav iøvrigt også et album på Laurie Records samme år, en småsyret latinjazzsag med den japanske avantgarde-legende Masabumi Kikuchi (piano) blandt de medvirkende.


Året efter udgav Laurie Records Lionel Hamptons fortolkning af nogle numre fra Grease. Den udkom kun i USA og gik højst sandsynligt hurtigt i glemmebogen. Det gjorde Saturday Night Jazz Fever muligvis også. Selvom Philips udgav den i Europa, så ville man hellere høre den “gamle” Lionel Hampton i Europa. På Youtube kan man finde en forrygende optræden med Lionel Hampton på Northsea Jazz Festival fra samme år. Her spillede han udelukkende swing - og alt var glemt om Saturday Night Fever og disco.


Hvorfor lavede en af jazzens hædersmænd en discoplade? Det var måske et spørgsmål om hurtige penge. Det er også noget som jeg ikke kan lade være med at tænke på, når man hører jazzplader i den funky afdeling fra perioden. De starter næsten alle sammen med et vaskeægte disconummer. Var det pladeselskabet der krævede det? Hvis de ville lave en funky jazzplade, så skulle der smides noget disco i maskineriet. 


I 1978 kunne verden ikke få nok disco. Den amerikanske trompetist Donald Byrd havde allerede siden starten af 70’erne lavet funky jazz både under eget navn og sammen med The Blackbyrds, hvor jazzen er mindre tydelig. I eget navn lavede han på Blue Note i 73 og 75 nogle regulære klassikere; Places and Spaces, Street Lady og Black Byrd. Der var gået nogle år og nu rykkede han rent. Det kan godt være at Donald Byrd var jazztrompetist. Han var også funky som bare...


Det skrev det danske musikmagasin MM om i 1978 i en anmeldelse af pladen.


Donald Byrd: Thank You...for F.U.M.L. (Funking up my life) ELEKTRA

Der er uendeligt lidt godt at sige om den gang udskidte ævlegrød han serverer. "Tak fordi I har funket mit liv op" - selv tak! For de desorienterede som ved en fejltagelse skulle komme om ved pladen, kan jeg berette at Donald Byrd er trompetist - og et han plejede at være en af de bedste. Når jeg nødsages til at give den oplysning, er det fordi pladen rummer alt andet end netop - trompetspil. Når han spiller, er det med dæmper og mixet helt ud i den anden ende af badeværelset. Resten er åndssvage stønnende disco-stemmer og mekanisk rytme og alt det er han gudhjælpemig allerhøjest baggrund for! Det er latterligt - og for en kapacitet som Byrd - tragisk!

Når en så fremragende musiker lægger navn til sådan noget lort, er en ægte Travolta langt at foretrække.

Jens Jørn Gjedsted i MM december 1978

 

Det var en hård omgang, som MM's redaktør Jens Jørn Gjedsted serverede for læserne. Han var tydeligvis ikke tilfreds med Donald Byrd, som han lyder på albummet Thank You... Hvad mener Jens Jørn Gjedsted egentlig om pladen i dag. Jeg har bedt ham om, at genlytte pladen og lave en ny anmeldelse. Er Jens Jørn anno 2021 enig med Jens Jørn 1978?


Der er gået 43 år siden denne skive blev udsendt og jeg kan ikke løbe fra, at jeg gav den en grum medfart i det for længst hedengange tidsskrift MM. Nu skulle man tro, at jeg ikke kunne fordrage fusion, funk og soul i 1978. Men sådan forholder det sig slet ikke. Jeg var vild med Earth, Wind & Fire, Brecker Brothers, James Brown, Sly Stone, Tower of Power, The Crusaders, The Meters - ja og alle de mange streetfunk bands, som væltede frem i 70’erne. Jeg dyrkede dem intensivt og som musiker var jeg involveret i et par bands, som også var stærkt inspireret af den funky stil. Men jeg var også opmærksom på, at mange jazzmusikere hoppede på vognen af nød – eller efter pres fra deres pladeselskaber, fordi straight jazz ikke solgte. Som trompetist kendte jeg jo Donald Byrd som en af de rigtige gode jazztrompetister, f.eks. med Art Blakey og John Coltrane og ikke mindst med egne grupper. Byrd, der rent musikalsk var højt uddannet, var også manden, som på mange måder hjalp Herbie Hancock på vej i hans tidlige karriere. Så derfor tror jeg, at denne Thank You…etc. var en virkelig skuffelse. Byrd spiller kun nødtørftigt – mest med dæmper a la Miles Davis – og ellers er der rigtig meget ligegyldig sang. Men jeg kan jo se i dag, at Byrd havde solide folk, bag sig, f.eks. Greg Phillinganes, Paul Jackson Jr. og Wah Wah Jackson. Alligevel synes jeg stadig, at det var langt under en så begavet musiker som Donald Byrds standard. Alene det at hans horn i soloerne var mixet så langt i baggrunden, siger noget om producernes holdning til materialet. Men jeg indrømmer gerne, efter i fire tiår aldrig at have hørt den igen og efter at have hørt det, der var MEGET værre, at det ikke er SÅ slemt!

Jens Jørn Gjedsted september 2021



Thank You... starter ud med titelnummeret, hvor et groove iscenesat af en tommelfingerbas sender nummeret godt afsted. Her kommer Byrd kortvarigt ind med trompet med dæmper, der lyder fuldstændig som den trompetlyd som Miles Davis brugte i 80erne. Var 80ernes Miles Davis inspireret af de sene 70eres Donald Byrd? Titelnummeret er i bedste Funkadelic stil, dog til den pæne side, med både skønsang, strygere, funkguitar og en let rappende snak fra Donald Byrd. Det er og bliver i min bog, en ægte disco jazz floor filler.

Ingen kommentarer: