torsdag, december 02, 2021

Dynamic: Have a Dynamic Christmas (Dynamic) CD/DL/stream

 

Vokalgruppen Dynamic juler løs med albummet Have a Dynamic Christmas. Tre kvindelige vokaler, sopran, mezzo og alt er sammen med en mandlig baritonvokal. De bakkes op af en velspillende jazztrio med guitar, bas og trommer. Der er dømt flerstemmig sang i meget høj teknisk klasse. Det fungerer rigtigt godt, både når de går helt acapella som med The Christmas Song eller når de drøner afsted med slæden på Sleigh Ride. Det er en blanding af de amerikanske julestandards og et par danske favoritter, hvor Juletræet med sin pynt er ekstralækker med saxofonbesøg fra Jens Søndergaard.


Der er også blevet plads til lidt mindre kendte sager, som Ole Kock Hansens Vintergækker, som Daimi sang på Ole Kock Hansens 1989-album På en grøn bakketop. Ophavsmanden medvirker meget passende på Dynamics version. 


Albummet lukker med Så blev det end’lig jul, som Maria McTurk lancerede for fem år siden. Den er skrevet af Steen Francker og har alle kvaliteterne til, at kunne blive en ny dansk julestandard. 

Frem med æbleskiver og gløgg. Glædelig jul.

Dynamic

Ingen kommentarer: