Jazznyt fylder 18 år

 

For mange år siden, da jeg var 18 år var mine ører dybt nede i den alternative rock, postpunk, den elektroniske musik og i øvrigt også rigtigt meget Springsteen’sk rok'n'røvl, som var godt at drikke øl til. Lou Reed var gud og Sort Sol var de danske ditto.

Det vigtigste var dog, at komme ud for at høre livemusik. Da jeg boede i en middelstor provinsby, Herning brugte jeg ikke tid på, at finde ud af hvor jeg skulle gå hen. Der var kun et spillested og det var et godt sted. Det var Nicodemus, hvor jeg i den periode stort set hørte alt hvad der blev spillet. Det betød at jeg ret hurtigt blev træt af øllede bluesbands, der ikke flyttede en skid. Til gengæld hørte jeg musik som jeg ellers ikke ville have hørt. Der var Tristan T - der findes en optagelse fra den koncert på Spotify, hvor de spiller Iggy & The Stooges' I wanna be your dog - det var et punk højdepunkt i Herning. Der var en masse rock og det der lignede. Der var også jazz og andet, hvor navne som Frontline, Bo Stief, Bazaar, Jørgen Emborg, Haugaard & Carlsen, Jan Kaspersen, Moonjam, Mikkel Nordsø, Simcess, og andre kravlede ind under huden på mig.

Jeg begyndte at købe jazzplader. Jeg synes stadig i dag, at Miles Davis' You're Under Arrest er en af de fedeste plader nogensinde - fordi den ramte mig som ingen anden plade havde gjort. Der gik et par år inden jeg var klar (moden nok?) til, at høre Miles Davis' gamle akustiske hejs fra 50'erne. Det var også som 18 årig, at jeg opdagede trioen med Palle Mikkelborg, Niels-Henning Ørsted Pedersen og Kenneth Knudsen. Helt sikkert fordi jeg havde hørt deres Imagine fortolkning og var blevet nysgerrig på mere. Jeg købte Heart to Heart pladen og indledte et endnu ikke afsluttet kærlighedsforhold til NHØPs baslyd.

Jeg hørte David Sanborn, Milton Nascimento og Pierre Dørge & New Jungle Orchestra på Ridebanen ved Christiansborg. Jeg hørte Disneyland after Dark til countryfestival i Silkeborg. Jeg var til Riverboat i solskin i Silkeborg. Jeg lavede koncerter med Die Kapelle, Rosegarden, Effy & Eliten, Look Out og Blast på gymnasiet, hvor jeg gik.

Jeg købte vinyler med Hüsker Dü, Jimi Hendrix, Metallica, Golden Palominos, Go-Betweens, Iggy Pop, Keith Jarrett, Laurie Anderson, Lounge Lizards, Martin Hall, Peter Gabriel, Prince, The Rolling Stones, Trouble Funk, Velvet Underground, Woodentops og Lou Reed (der i 1986 lavede sit måske ringeste album, Mistrial, men jeg elskede den alligevel).

Jeg gik på biblioteket for at låne LP’er med Karl-Heinz Stockhausen, Lee Ritenour og Phillip Glass (de var aldrig ridsede, de plader). Jeg nærlæste hver uge Billboard på biblioteket for at holde øje med hitlisterne. Det var i den periode, at Laban sneg sig ind på Hot 100 hitlisten med Love in Siberia. Laban sagde mig ikke noget. Det passede ikke til mit semiprovinspunkede image - allerdybest nede dunkede der alligevel et pophjerte. 

Jeg havde en drøm om at blive musikanmelder...

Nu fylder min blog Jazznyt, 18 år - og drømmen er til fulde opfyldt. Jeg har anmeldt flere tusinde jazzplader. Jeg har brugt en tredjedel af mit liv på bloggen. Punken har ikke helt forladt mig. I næste uge skal jeg til koncert med Iceage, dagen efter et jeg har hørt Cecilie Strange Quartet på Fermaten, efterfølgeren til Nicodemus, der hvor det hele startede for mig og musikliv.