Jeg bilder mig selv ind, at jeg har rimeligt godt styr på jazzen. Jeg tror alligevel, at jeg kunne være blevet snydt med den her udgivelse. Vi skriver 2022 - og alligevel tænker jeg 1982, når jeg hører åbningsnummeret Blue City. Mathias Heise Quadrillion spiller funky jazz som den lød før hip hoppen begyndte at påvirke den elektriske jazz. Dengang hvor rocken (og dens guitar) satte strøm til jazzen. Det er udelukkende lyden der placerer nummeret i nutiden - stilen er totalt tidlig firser.
Det ændrer sig selvfølgelig på det efterfølgende nummer, hvor Heise flytter hænderne fra keyboardet op til den kromatiske mundharmonika. Han er en af få på dagens jazzscene, der både spiller elektrisk jazz og mundharmonika. Hans virtuose spil går fint i tråd med de tre andre Quadrillion musikere; Mads Christiansen på guitar, David Vang på bas og Aksel Borum på trommer. Vi kommer helt ned i tempo på Soft Mind, hvorefter tempoet øges på A call from Quad inden vi løber ind i den bizarre Carsten Kalder, hvor Carsten indtaler nonsens beskeder på en telefonsvarer som den lød for mange år siden. Derimellem spiller Heise veloplagte mundharmonikasolostykker.
Med nummeret The Beast lander Quadrillion atter i 80’erne - og de er suveræne til at spille som dengang. De fortsætter lidt i samme stil på de efterfølgende numre. Den afsluttende, over 11 minutter lange Hopeful Monsters har besøg af blæsere og percussion og er en suveræn afslutning på kvartettens tredje album.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar