Det lyder måske lidt fjollet - men jeg får en følelse af, at verden bliver et bedre sted at være i, når jeg lytter til Matthew Halsall. Den britiske trompetist laver eventyrlig musik der kravler ind under huden og skaber mental velvære. De fire numre på EP’en stammer fra de samme sessions, der udløste 2020-albummet Salute to the sun. Det er levende og spirituel jazz med bla. harpe og Halsall’s smukke trompet.
Matthew Halsall står bag pladeselskabet Gondwana, der også er aktuel med albummet Cloud 10 med saxofonisten og fløjtenisten Chip Wickham. Vi er lidt i samme boldgade som Halsall. Wickham nævner selv folk som Roland Kirk, Yusef Lateef og Sahib Shihab som inspirationskilder. Den mørke latinsag Lower East Side med fløjte og det skønne swingnummer Tubby chaser, der er en hyldest til Tubby Hayes og 60’ernes engelske jazzscene er gode eksempler på, hvorfor pladen er så vellykket som det er tilfældet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar