fredag, maj 05, 2023

Andreas Bøttiger & Casper Christensen: Stardust (Gateway) LP/DL/stream

 

Der er ikke så mange dikkedarer på den her plade. Det er rendyrket kærlighed til jazzen der strømmer mig i møde når jeg hører duoen Andreas Bøttiger og Casper Christensen på albummet Stardust. De spiller henholdsvis tenorsaxofon og guitar. 

De har valgt 7 numre til pladen. 3 fra standardjazzens store overdrev, Stardust, Valse Hot og Estate og hvis du kender de numre, så er du også sporet godt ind på duoens egne numre Det er amerikanske jazztraditioner med et skandinavisk twist i balladetempo. 

Duoen er helt klassiske i deres jazzudtryk. Det vil sige, at det eneste de kan gemme sig bag er deres personlige tone. Her er deres styrke først og fremmest det fine samarbejde, der lyder om en konversation, en samtale eller dialog mellem to ligesindede. Det er ikke diskussion eller brok. Det er detaljerne i enkelheden der trækkes frem. Andreas Bøttiger har en fyldig og let mørk tone på saxofonen mens Casper Christensen kan minde om Jim Hall - og det gør jo ikke noget. 

Har du brug for en late night jazzplade, en god grund til ikke at gå i seng. Så kan du roligt sætte Stardust på - og bliver det alt for sent - du kommer måske endda for sent op næste dag - men hvad gør det, når det er en late night jazz lytte session der er skyld i det.

Andreas Bøttiger

Ingen kommentarer: