torsdag, juni 19, 2025

Mark Solborg Tungemål: Confluencia (ILK) LP/digital

 

Han kalder pladen for Confluncia, en konfluens af musikalske fæller. I pressematerialet står der: Hvordan taler vi musikalsk - alene og sammen - med forskellige sprog? Solborg ønsker at undersøge, illustrere og bevidstgøre den kontinuerlige samtale på tværs af kulturer og mennesker, frem imod et mere varieret og komplekst perspektiv. Hvor vi hylder forskelligheder og indsigt. En samtale der overordnet bliver stadigt mere vigtig hvis vi skal kunne løse de problemer vi står over for som samfund og art.


Han er sammen med Susana Santos Silva på trompet, Simon Toldam på klaver og keyboards og Ingar Zach på percussion og vibrerende membraner, mens han selv tager sig af guitar og elektronik. Han bruger guitaren i et nutidigt  kammermusikalsk udtryk. Det er Solborgs musik og det er i lige så høj grad også hans musikeres, der alle medbringer nogle stærke musikalske identiteter. Ingar Zachs buldren og vibrerende membraner får mig til, at skrue op for anlægget, så rummet og kroppen vibrerer med. Her gælder det særligt numre som Southern Swag og The Wires. Susana Santos Silva har en ærlig, næsten tør tone på trompeten, der sætter en helt særlig stemning.


Mark Solborg er en æstetiker, både i det visuelle og det musikalske. Han står altid for udformningen af sine udgivelsers cover. Her er Confluencia en særlig fornøjelse. Den er baseret på en tegning af Nehemiah Grew fra 1673. Den viser rødder og grenes indre strukturer og konfluens af væske og næring. De bærer en vis lighed med fænomenet mykorrhiza. En symbiose mellem træer og svampe, der skaber bedre livsbetingelser, frugtbarhed og stamina for begge. Et billede på de indre dynamikker udfoldet i musikken. Det hele toppes af et gatefoldcover og en plade på klar vinyl. 


Mark Solborg har lavet et smukt værk, hvor det anbefales at få fat i den fysiske udgave. Det hele hænger sammen på betagende vis.

Bandcamp

Ingen kommentarer: