tirsdag, juni 03, 2025

The Action 4s (April Records) LP/CD/digital

 

Det er vel ikke helt uden for skiven, at kalde The Action 4s for en slags jazzens supergruppe. Mathias Heise på mundharmonika, den nylige Ben Webster prismodtager Rasmus Sørensen på klaver og keyboards, den efterspurgte engelske Conor Chaplin på bas og den altid supereffektive Anton Eger på trommer. 


Mathias Heise har i forvejen en fusionsgruppe Quadrillion som han har spillet med i mange år. The Action 4s er også fusionsjazz i moderne aftapning. Anton Eger er helt fremme på lilletrommen, hvor der hele tiden sker noget. Det er jazz, rock, funk og electronica i en fed blanding. Det er uden tvivl Mathias Heises mundharmonika der indtager hovedrollen. 

Pladens andet nummer Sugaruzd var også med på Anton Egers forrygende soloalbum Æ fra 2019. Mathias Heise indtager en central rolle og spiller melodistykket. Den kommer lige efter den vilde åbning The Mikster som Mathias Heise har bidraget med.


Vinylens side 2 åbner med IOEDWLTO, der er min favorit. Chaplins bas og Sørensens keys skaber et flydende industrielt univers med Egers whiskers drevne trommespil neden under. Herefter går det over i et klub-beat, hvor Sørensen og Heise mødes i et rytmisk intermezzo. Til sidst skiftes der til en elektronisk nedsmeltning. Searchlight og SXL er to andre gode numre, hvor der er mere samling på kvartetten. De kan begge dele og det lykkes helt og aldeles på deres debutplade. Afslutningen Eclectic horizons er en dejlig funky fætter, der efterlader mig med lysten til at opleve dem live.

Bandcamp

Ingen kommentarer: