Det er vel en misforståelse af kalde trommeslageren Emil de Waal for en jazzmusiker. På den anden side har jazzlignende elementer altid fyldt godt op i hans mange projekter. Har man synes at der har været for lidt jazz i de Waal's projekter. Så er det pay back time nu. I bandet Emil de Waal+ har han sammen med multiinstrumentalisten Gustaf Ljunggren og keyboardspilleren Søren Kjærgaard været vidt omkring. Elektroniske, avantgardistiske, rockede og eksperimentelle musikformer har været inddraget i musikken. Ved at invitere klarinetisten Elith "Nulle" Nykjær indenfor i plusset er der nu jazz ud over det hele.
Vi får så meget jazz, at de endda spiller nogle af jazzens allerstørste kompositioner. Charles Mingus' Goodbye Pork Pie Hat og et medley med Ellington's Such sweet thunder, Purple gazelle og Very special er på spillelisten. Nu har jeg haft pladen i et par uger. Jeg har hørt den sammen med venner - der alle var begejstrede ved første gennemlytning. Så har den ligget i nogle dage uden at blive hørt. Da jeg sætter den på igen, begynder der at tegne sig et billede. Jeg er mere end almindelig vild med den her plade. Nulle's lettere melankolske og stemningsfyldte klarinet er traditionen. Emil de Waal har i de musikalske legekammerater Kjærgaard og Ljunggren to ukonventionelle musikere. De er opfindsomme og afslappede overfor traditionerne - men de skider ikke på dem.
Emil de Waal+ vælger at køre i et musikalsk spor der ikke eksisterer, de skaber det selv. Der er parallelspor til nogle af de Waal's tidligere projekter som f.eks. Band Mrazem, som han havde sammen med trommekollegaen Jonas Johansen. Med den nye plade beviser de Waal med al tydelighed, at han også er jazzmusiker. For at understrege, at Emil de Waal+ er højstemte i al deres looseness, så lukker de pladen ned med Chopin's Nocturne opus 9, no. 2 - og ikke et øje er tørt!
Det er et anbefalelsesværdigt album til dem der kan lide musik.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar