mandag, december 12, 2005

Finn Ziegler er død
Finn Ziegler nåede lige at blive 70 år d. 24. november, inden han døde i sit hjem, natten til d. 11. december. Han døde efter en canceroperation i kæben. Han var uddannet i klassisk violinspil fra det Kgl. Danske Musikkonservatorium i 1955. Allerede inden han var færdig på konservatoriet var han begyndt at spille jazz i Finn Savery Trio og kom senere med i Ib Glindemanns Orkester. I 60'erne turnerede han i Sverige og Finland med egen gruppe, hvorefter han i slutningen af 60'erne havde fast tilholdssted på Montmartre.
Finn Ziegler var en folkekær musiker, med den kendte cerut i mundvigen, og har optrådt i og lavet musik til adskillige TV-udsendelser. Han ejede frem til 1986 La Fontaine, og åbnede i 1989 Finn Zieglers Hjørne.
Ziegler har medvirket på et hav af pladeindspilninger og lavede i 2003 pladen A beautiful friendship, med nogle af hans favoritstandards og musikere; NHØP, Alvin Queen og Kenny Barron. Ziegler havde en stor forkærlighed for gamle danske melodier og komponerede selv mange melodier, hvor La Fontaine Blues nok er en af de mest kendte.
Ziegler tilhørte den gamle skole i dansk jazz, hvor musikalitet og showmanship kunne gå hånd i hånd. Han kunne både røre publikum på følelserne og latteren.


Dianne Reeves på natklub
D. 16. december har filmen Goodnight and good luck premiere i de danske biografer. George Clooney har instrueret filmen, som handler om to journalister der går i kødet på kommunistjægeren Joseph McCarthey i 50'ernes USA. Soundtracket er med Dianne Reeves, hvor hun synger en stribe melodier fra den tid. Stilen er intim og man får lyst til at tage en dukkert i et glas borurbon on the rocks i en sen nattetime. Reeves medvirker i filmen som natklubsangerinde.

Nina Simone's liv på film
Sidste år fik vi den fantastiske film om Ray Charles' liv, der blot hed Ray! Nu er det netop blevet afsløret at den amerikanske R'n'b sangerinde Mary J. Blige skal spille Nina Simone i en film om dennes liv. Filmen sætter fokus på det besværlige forhold som Simone havde til sin manager og mand.

Hvad blev der lyttet til i 2005?
Året 2005 er ved at være slut og der er tradition for, at kåre årets plader. Jazzspecial gør det senere, ved at spørge læserne. Men inden det sker har vi spurgt nogle forskellige personer i det danske jazzmiljø om hvad de har lyttet mest til 2005. Uden hensyntagen til om pladen udkom i 2005.
Nedenfor er svarene med deres kommentarer.

Katrine Ring, anmelder på bla. Berlingske Tidende og DJ på bla. Bar Rouge, hvor hun hver anden torsdag vender plader i klubben The Jazz Suite.

www.jazzsuite.dk
1. Horace Parlan: Arrival (Steeplechase 1973) - fordi nogle gange er det mest moderne ikke nødvendigvis det nyeste. Og titelnummeret er godt at danse til.
2. Five Corners Quintet: Chasing the Jazz Gone By (Ricky Tick Records 2005) - Finske jazzmusikere, der har lyttet masser af Cannonball Adderley, Miles Davis og været på de hippeste elektroniske klubber. Mark Murphy er gæstesanger. Een af årets bedste plader. Og finnerne får folk til at danse til jazz. Det er en god mission.
3. Intuit: - (Compost Records 2004) - tysk elektronisk samba, afro, jazz og latin - det er meget bedre end man umiddelbart skulle tro. Andy Bey, Flora Purim og Airto er med. Fast i min pladekasse på klubberne siden 2004.

Morten Schantz, udsendte i 2004 sin debutplade Morten Schantz Segment, en fusionsinflueret plade, der udkom i Japan i år. Vandt i efteråret Young Nordic Jazz Comets konkurrencen i Thorshavn, sammen med Jazzkamikaze, som har deres debutplade på trapperne. En travl musiker, hvor tiden nok mere er brugt foran keyboardet og klaveret end CD-afspilleren.
www.mortenschantz.com
Danske jazzplader: (jeg har ikke hørt noget særligt meget)
1. Jens Winther Group - Walk the Walk Talk the Talk (Stunt 2002)
2. Carsten Dahl - Solo piano (Stunt 2003)

Udenlandske jazzplader:
1. Oscar Peterson - Night Train (Verve 1962)
2. Bill Evans - Everybody Digs Bill Evans (Riverside 1958)
3. Herbie Hancock – Mwandishi (Warner 1970)

Lars Thorborg, musikchef på Copenhagen Jazzhouse. En mand med fingeren på pulsen, både hvad angår jazzscenen og den kulturpolitiske.
www.jazzhouse.dk
Danske
1. Tania Maria & NHØP (Medley 1978/Stunt 2005) -En fantastisk plade som heldigvis er genudgivet desværre p.g.a. NHØP alt for tidlige bortgang.
2. Christoffer Møller : To the Long Lost (Universal 2005) -Fremragende musik fra en ny spændende komponist og pianist.
3. DR Big Band og Eivør Pálsdottír (Cope 2005) -Hun synger helt utroligt, og så er det fedt at opleve big bandet på en ny måde. Utrolig flotte arrangementer af Eivør sange.
Udenlandske
1. Jon Balke: Batagraf (ECM 2005) -En af mine ynglingsmusikere fra Norge. Nu med nyt grænseoverskridende band.
2. Silvana Deluigi: Yo! (Enja 2005) -Jeg lyttede meget til pladen i foråret, og efter hendes fantastiske koncert under festivalen er den kommet på igen.
3. Tomasz Stanko: Suspended Night (ECM 2004) -Sikken en tone og sikke et musikalsk overskud. Jeg glæder mig til hans koncert under Vinterjazzen 2006.

Flemming Højmann Hansen, formand for Holbæk Jazzklub, som i år fejrede 50 års jubilæum, med et stort koncertprogram til følge. Desuden er Højmann Hansen en af hovedbidragsyderne til bogen om Holbæk Jazzklubs historie.
www.holjazz.dk
Danske
1. String Swing: Blue Hat (Stunt 2004) - jeg elsker den helt særlige charme og personlighed i Sørens numre - og Josefine er bare SÅ god! Oplevede dem live i sommer.
2. Fredrik Lundin Overdrive plays the music of Leadbelly (Stunt 2004) - dejlig opfølgning på den første Overdrive-CD, som også blev spillet flittigt. Og så havde jeg den store glæde at høre dem live på aftenen for kåringen til årets CD - og de er endnu bedre live!
3. Katrine Madsen: Close to you (Stunt 2004) - min danske favoritjazzsangerinde - og hvilken besætning. Oplevede dem live fornylig. Bollani er en fantastisk musiker - og rytmetvillingerne Bodilsen og Lund skaber glæde omkring sig.
Udenlandske
1. Lars Jansson Trio: Hope (Imogena) - årets udenlandske CD år 2000
2. Keith Jarrett Trio: The Cure (ECM) - CD fra 1991 - begge disse CD´er er nok de mest spillede overhovedet de senere år. Det er bl.a. dem jeg sætter på, når livet gør ondt! De har hjulpet mig gennem længere sygelejer som følge af cykeluheld - op dårlig ryg. Det er musik af en anden verden!
3. Jan Garbarek: In praise of dreams (ECM 2004) - nytilkommen drømmemusik!

Ingen kommentarer: