mandag, december 05, 2005

Vinterjazz 2006
I dagene fra d. 27. januar til d. 5. februar er der atter Vinterjazz i det ganske land. Det betyder at man hele ugen kan høre kvalitetsjazz over hele landet.Vinderne af Young Nordic Jazz konkurrencen 2005, JazzKamikaze er på turné og kan bla. høres i Holbæk og på Jazzhouse. På Jazzhouse bliver det også muligt at genhøre DR Big Band i selskab med dets gamle leder Jim McNeely. Senere på ugen har de den polske trompetist Tomasz Stanko på scenen. Stanko kan også opleves på Voxhall i Århus, hvor Sun Ship afholder koncert. Sun Ship brænder det helt store program af lørdag d. 4. feb. på Musikcaféen hvor Niels Ryde Group atter skulle have været på scenen sammen med Wolfgang Muthspiel, men han måtte melde afbud. Istedet bliver det den svenske guitarist Krister Jonsson. Niels Ryde Group udsendte tidligere i år den fantastiske CD Everything I love. Derudover træder Jacob Buchanan Dreamfactory, Mokuto feat. Herb Robertson, Paragraf 1-2-3 og Il Bastardo op.
www.vinterjazz.dk

Jungleorkestret drager østpå
Pierre Dørge og New Jungle Orchstra tager i starten af januar på turné i Malaysia, Singapore og Indonesien. I Indonesien er de på scenen sammen med Semara Ratih Gamelan Gong. De samarbejdede ligeledes i 2002. Semara Ratih er en balinesisk trup af dansere og musikere, der fremfører musik fra en mangeårig tradition. Der er planer om at optage CD og film på den fjernøstlige turné.
http://www.newjungleorchestra.com/
http://www.cowbellmusic.dk/orkestre.asp?id=27

Benjamin Koppel i fint selskab
Benjamin Koppel er snart aktuel med en ny CD i selskab med den schweiziske trommeslager Daniel Humair og den svenske bassist Palle Danielsson. Humair tilhører det europæiske jazzaristokrati, og har siden 1958 optrådt med dem som er værd at optræde med. Bla. med de mange besøgende amerikanske jazzmusikere i Paris. Specielt er samarbejderne med Chet Baker, Martial Solal og Phil Woods kendte. I Politikens jazzleksion beskrives han som en der ligner en sumobryder, men kan spille som en fe. Humair er desuden en anerkendt kunstner og har lavet CD'ens cover. Trioen er på skandinavien turné fra 1. til 5. februar.
Benjamin Koppel er senere i 2006 aktuel med endnu en CD, også med en legendarisk musiker. Denne gang drejer det sig om saxofonisten Phil Woods.
http://www.cowbellmusic.dk/
http://www.danielhumair.com/dh/index.htm

Riel er nr. 1 i Japan
Alex Riel Trio's CD What happened er nr. 1 på den japanske Disk Union's Top 40. På listen finder vi også Kasper Villaume's 117 Ditmas Avenue, Bodilsen/Bollani/Lund's Gleda og Sahib Shihabs Sentiments. http://diskunion.net/jazz/news_detail.php?news_id\u003d1&uniq_id\u003d1029&yyyymm\u003d2005-12

JuleJazz tips
Chestnuts roasting on an open fire...og så videre. Julen er over os og måske også så småt i os. Her er nogle tips så julehumøret kan få en omgang jazz. Amerikanerne har deres julestandards, og der er flere som går igen på de følgende anbefalede julejazzplader. Silent night, The christmas song, I'll be home for christmas, White christmas og Winter wonderland er næsten et krav for, at man kan kalde det for en juleplade.

-de nye
Diana Krall: Christmas songs (Verve 2005) Krall er i selskab med The Clayton Hamilton Orchestra. Pladen har fået megen ros. Gaffas Ivan Rod kalder den dog det dårligste, som mestersangeren hidtil har præsteret, og giver den alligevel 4 stjerner.
Dianne Reeves: Christmas time is here (Blue Note 2004) Forrygende samling af julesange, ligefra en herlig Little drummer boy til en smuk Have yourself a merry little christmas.

-de boppede
Niels Jørgen Steen: Bebop X-mas (Storyville 1991)
En Niels Jørgen i julehumør med bla. Bob Rockwell kaster sig over de amerikanske klassikere.
Oscar Peterson: An Oscar Peterson Christmas (Telarc 2001)
Okay, der skal også være plads til strygere, det er jo jul. Oscar Peterson har lavet en venlig plade, som passer fint til æbleskiver og glögg søndag eftermiddag.

-de nordiske
Tore Johansen: Man, woman and child (Gemini 2000)
Den norske trompetist Tore Johansen har lavet en plade med en blanding af norske og amerikanske julesange, og dog. Det her ei rose sprunge er jo den som vi kender som En rose så jeg skyde. Deilig er jorden er jo...ja det ved I vist godt. En meget anbefalelsesværdig julejazzplade, med Karin Krog i den vokale front på flere numre.
Jesper Lundgaard: X-mas bass (Music Mecca 1998) Lundgaard i selskab med Doug Raney, Carsten Dahl og Frands Rifbjerg. Her er det ikke de amerikanske standards, men de danske juletræshits som har fået en gang jazz. Ligefra Et barn er født i Bethlehem til Højt fra træets grønne top. En plade der kan anbefales, at blive indtaget i selskab med en Brøckhouse Julebryg.

-snapsen
The Blind Boys of Alabama: Go tell it on the mountain (Real world 2003) Gospel og supersaftig gammeldags Rhythm and Blues. Solomon Burke, Tom Waits og Les McCann -der tager sig kærligt af White christmas, er blandt gæsterne på denne fantastiske juleplade.

Ingen kommentarer: