torsdag, marts 09, 2006

Pat Metheny afholder masterclasses i København
I dagene fra d. 4. til d. 7. juli er Pat Metheny Trio i København, hvor de afholder workshops og masterclasses på Rytmisk Musik Konservatorium.
Det er resultatet af et stort benarbejde sat i gang af jazzpianisten Niels Lan Doky, der har personlig forbindelse til Pat Metheny.
”Jeg har kendt Pat Metheny igennem de sidste 17 år”, siger Niels Lan Doky, og fortsætter: ”De fleste ved, at han er en fabelagtig musiker og komponist. Jeg ved også, at han er et utroligt generøst, udadvendt og vidende menneske med stor lyst- og en formidabel evne til at øse af sine erfaringer til unge musikere - en stor kuntner, der har noget på hjerte.
Vi kan glæde os til at møde ham og vi var utroligt heldige med at finde et hul i kalenderen. Det her er en enestående mulighed for at møde en kunstner, som jeg er sikker på at rigtig mange vil gå efter”.
Pat Metheny Trio, med Christian McBride på bas og Antonio Sanchez på trommer spiller d. 6. juli i Tivolis Koncertsal. Dagen efter starter Copenhagen Jazz Festival med en opsigtsvækkende koncert med Niels Lan Doky and the Danish All Star Band with special guest Pat Metheny. Bag det lange bandnavn gemmer der sig en overraskende konstellation bestående af Pat Metheny, Niels Lan Doky (piano), Alex Riel (trommer), Palle Mikkelborg (trompet), Marilyn Mazur (percussion), Tomas Franck (saxofon) og Jesper Lundgaard (bas). Koncerten afholdes på Plænen i Tivoli fredag d. 7. juli.
Pat Metheny:
www.patmethenygroup.com
Niels Lan Doky: www.nielslandoky.com
Rytmisk Musik Konservatorium: www.rmc.dk

Kasper Villaume i Østen
Kasper Villaume har lige været i studiet, hvor han har færdiggjort triopladen Sun, som udkommer til sommer. Den udsendes eksklusivt i Japan af Marshmellow Records, som tidligere har udsendt Estate, en plade med Villaume, der ligeledes kun udkom i Japan.
Kasper Villaume:
www.villaume.dk

Ibrahim Electric ud i verden
Ibrahim Electric hører uden tvivl til et af de mest travle jazzbands herhjemme, men det forhindrer dem ikke i tage ud i verden. I løbet af det kommende forår er de bla. i Estland, Letland og Litauen sammen med Liudas Mockunas. Senere tager de op til Norge og spiller på den store Vossa Jazz festival, sammen med med Kjetil Møster –hvor man i øvrigt også kan opleve Bill Frisell, Acoustic Ladyland, Lizz Wright, Zawinul Syndicate og mange flere. Til maj gælder det Berlin og til juni er det Thailand som står på programmet
Ibrahim Electric:
www.ibrahimelectric.dk
Vossa Jazz: www.vossajazz.no

DMA Jazz Awards 2006 Nomineringer
Årets nominerede til DMA Jazz Awards er netop blevet offentliggjort. Når man ser på listen over de nominerede er der ikke megen lugt af hengemt museumsmusik over dem. Ingen af de nominerede har endnu passeret de 40 år –udover Sam Rivers som er med på Kresten Osgoods Violet violets, men han er jo også amerikaner.


Årets danske jazzudgivelse:
Jakob Bro: Sidetracked, Loveland Records
Jakob Dinesen: Lady With A Secret (Jazzpar Project 2004), Stunt Records
Kresten Osgood, Sam Rivers, Ben Street: Violet Violets, Stunt Records

Årets nye danske jazznavn
Joakim Frøystein (udgivelse: Sugarghost: Sweet Secrets , ILK)
Mikkel Hess (udgivelse: Hess Is More: Tip Top Dynamo, Music For Dreams)
Søren Kjærgaard (udgivelse: Søren Kjærgaard Trio: Amfebia, ILK)

Årets danske vokaljazzudgivelse
Anne Kierulff: Beneath The Rising Moon, Calibrated
Katrine Madsen / Svante Thuresseon: Box of Pearls, Stunt Records
Sekten: Annars Är Det Tyst, ILK

Årets danske cross-over jazzudgivelse
Jakob Bro: Sidetracked, Loveland Records
Hess Is More: Tip top dynamo, Music For Dreams
Sugarghost: Sweet Secrets , ILK

Årets nye internationale jazzudgivelse
Keith Jarrett, Radiance, ECM
Marc Johnson Shades Of Jade ECM
Wayne Shorter Beyond The Sound Barrier Verve / a Universal Music Group

Derudover vil der til prisfesten blive uddelt tre særpriser: IFPI giver en særlig hæderspris til et jazzmenneske, der har sat sit præg på dansk jazzliv igennem et langt virke. P2's jazzredaktion overrækker P2 Jazz Prisen til et yngre talent, der samtidig får stillet en studieproduktion til rådighed og selvfølgelig er der overrækkelsen af den legendariske pris Årets danske Jazzplade 2006, som er valgt af Jazzspecials læsere.
Prisoverrækkelserne bliver akkompagneret af et live-musikprogram med blandt andre Marc Johnson, Katrine Madsen og Palle Mikkelborg. Master Fatman er aftenens vært på scenen.


Ugens site
New York og jazz er for mange to ting der ikke kan adskilles. New York har været hovedkvarteret for den progressive jazz siden 20'erne. Mange mener dog at de har mistet pusten i de seneste 20-30 år, men hvis man besøger sitet www.downtownmusic.net bliver man mindet om alle de fede navne som huserer i New York netop nu. Sitet er spækket med billeder taget af russeren Peter Gannushkin. Han har taget billeder siden 2000 i jazzmiljøet og der ikke noget der tyder på, at han tilbringer ret mange aftener hjemme foran fjernsynet. Her er billeder af gamle europæiske freejazzere som nyligt afdøde Derek Bailey og Misha Mengelberg, store stjerner som Bill Frisell og Sam Rivers, en lang serie af billeder med Kresten Osgood og Michael Blake. Ellers er der billeder med Matthew Shipp, Oliver Lake, Roswell Rudd, William Parker, Anton Fier og rigtigt mange med Jim Black. Peter Gannushkin har også en blog på sitet, men den står på russisk.Tag en tur til New York, eller tag en tur til Gannushkin's site.
Downtown Music: www.downtownmusic.net

John Scofield på Dexter
Guitaristen John Scofield er i Odense d. 27. marts, hvor han gæster byen med musik fra det seneste album What I say, The music of Ray Charles. Med på scenen har Scofield, John Benitez på bas, Gary Versace på Hammond B3 og Würlitzer (selvfølgelig), Steve Hass på trommer og ikke mindst den fremragende sanger Dean Bowman. Bowman har siden midten af 90'erne været medlem gruppen Screaming Headless Torsos.
John Scofield: www.johnscofield.com

1 kommentar:

Anonym sagde ...

http://www.fiskeudstyr.blogspot.com