The Danish Diva Society - JazzedDer er næsten gået otte år, siden vi sidst hørte fra Mona Larsen. Det var på Never let me go. Men vi lod hende gå - eller måske gjorde hun det selv? Ihvertfald kunne man læse et interview i Politiken d. 11. oktober med Mona Larsen, der bla. handlede om at hun i perioden har arbejdet som sosu-assistent.
Mona Larsen har holdt fast i samarbejdet med pianisten Thomas Clausen der startede på Never let me go. Han har medbragt de sine fast kumpaner, Thomas Fonnebæk på bas og Karsten Bagge på trommer. Repertoiret på pladen er af blandet oprindelse. Mona Larsen har været inde over halvdelen af numrene. To af numrene er lavet i samarbejde med Thomas Clausen. En enkelt - Sonet XIX - fra hendes samarbejde med Jørgen Emborg i 90'erne har også sneget sig med. Et af medlemmerne i det band var Hans Ulrik. Han er ikke med på det nummer, men gæster på fire andre numre med en saxofontone der klæder Mona Larsens stemme. Man finder også numre som feks. Jobim's Dindi, Lazy afternoon og Just one of those things.
Mona Larsen er hørligt modnet. Den dramatik der er karakteristisk for hendes stemme og klanglige fremtoning er blevet mere jordbunden. Hun er stadig i stand til at arbejde med stemmens teknik på et meget højt niveau. Det hun gør er ikke mange forundt.
Grains of sand er ikke en plade der sætter sig med det samme. Der skal lyttes godt efter for, at får det fulde udbytte. Pladens noget dystre tone kan koste lyttere. Men Mona Larsen følger hjertet og det aftvinger respekt.
Mona Larsen: www.monalarsen.dk
Ingen kommentarer:
Send en kommentar