Kedelige cirkler
Pladen indledes med noget der bedst kan betegnes som et nummer, der ikke kom med på en Hanne Boel plade fra slutningen af 80'erne. Bandet Circles lægger meget vægt på, at de spiller håndspillet musik.
Håndværker-evnerne trækkes frem som bandets store force. Sangerinden Pia Trøjgaard står i front, men får lidt hjælp undervejs, som på åbningsnummeret Deep in your heart, hvor det er Ester Brohus.
Det er Thomas Reil der står i spidsen for Circles, han har skrevet musikken og spiller på keyboards. Reil's kærlighed til 80'erne er der ingen tvivl om, men behøver det at være så tydeligt, at det virker som om der skulle have stået 1989 istedet for 2009 som produktionsår på CD'en? 80'erne bragte megen fed musik for dagen, men Reil har på denne plade en udsøgt evne til, at finde de kedelige sider frem.
Instrumental-nummeret Inner movie theme med guitaristen Uffe Steen - der medvirker på hele pladen - lyder som Mark Knopfler goes smooth jazz. Jeg kan godt lide begge dele, men koblet sammen...er det ikke en god idé - også selvom det kræver at man er en dygtig musiker for, at kunne spille det.
Nummeret I'll never let you go again lyder som et musical-nummer, hvor der skal spilles lidt jazz-stemning, inklusive Troels Jensen med hæs herrevokal. Helt galt går det på Den vinter. Den lyder - fraset Uffe Steens guitar - som titelnummet til Jul på Slottet 2.
En smule ros skal der også være plads til. På nummeret Tribute har Thomas Reil støvet sin Yamaha DX7 af - hvis den da nogensinde har været støvet? - og får den luftet med et nummer, der uden problemer kunne gå for at være gymnasiefunk fra 80'erne. God idé, men i virkeligheden også kedelig.
Circles: www.circles.dk
Ingen kommentarer:
Send en kommentar