torsdag, december 02, 2010

Mikkel Nordsø: Five steps 2 seven (Stunt)

Fusionen er i live
Dengang Sneakers eksisterede var der mange (drenge) der var vilde med guitaristen. Han kunne spille en rockspade, der både bød på teknik og power. Da han senere lavede Mikkel Nordsø Band satte han i firserne standarden for hvordan dansk fusion med inspiration fra verdensmusik, rock og jazz skulle lyde.
På det nye album er "Band" forsvundet fra kunstnernavnet, men fans af Mikkel Nordsø Band bliver ikke skuffede. Der er numre, hvor tonen fra fusionsfirserne er så tæt på, at det kun er lyden der afslører at det rent faktisk er 2010 og ikke i 1985 vi befinder os.
Pladen kan deles i to. Den ene del af pladen er smooth jazz mens den anden er mere inspireret af verdensmusik i fusionsaftapning. Han har allieret sig med et kompetent band, hvor trommeslageren Terri Lyne Carrington sammen med bassisten Christian Douglas er med til at sikre en groovy bund. Mens Nordsø's gamle ven Ben Besiakov sidder ved keyboardet og gæster som bassisten Etienne Mbappe og saxofonisten Bob Malach dukker op undervejs.
Det er forrygende modigt af Mikkel Nordsø at spille jazz, der i den grad skriger på en genåbning af Montmartre i Nørregade og legalisering af cigaretrygning på de danske spillesteder.
My Space: www.myspace.com/mikkelnordsoe

Ingen kommentarer: