lørdag, marts 12, 2011

Martin Lutz Group: It's swing - not rocket science (Calibrated)

Det swinger helt ned i foden
Martin Lutz er ikke mand der har travlt. Han leder gruppen Martin Lutz Group der er aktuel med It's swing - not rocket science! Gruppen er stort set identisk med den gruppe han i 2004 lavede albummet The Journey of the sledgedog and the camel og i 2007 albummet Where are the trumpets med. Den sidste fik han endda en Danish Music Award for. Der er musikalske elementer som Lutz stædigt holder fast i. Den tydelige inspiration fra Abdullah Ibrahim, forkærligheden for højskolesangbogen, den gode melodi og saxofonsamarbejdet mellem de tre saxofonister Jacob Rose, Jakob Skov og Mads Ole er nogle af de grundfæstede elementer der gør, at gruppen er forholdsvis let at identificere. 


Men er der slet ikke sket noget siden 2004? En hel del vil jeg vove at påstå. Martin Lutz har fået den geniale idé at han har inviteret 5 musikalske personligheder med som gæster. Pladen er delt op efter de fem musikere; Africa med Marilyn Mazur på percussion, Seasons med Jesper Riis på trompet, North med Harald Haugaard på violin, Swing med Jacob Fischer på guitar og Ballads med Jacob Venndt på mundharmonika. Pladens budskab om at det er swing og ikke raketvidenskab handler om enkelheden. At det ikke behøver at være så indviklet gennemsyrer musikken i høj grad. Det er udadvendt og glad jazz, hvor det seriøse består i at musikken leveres af nogle vanvittigt dygtige musikere, der har fået nogle gode melodier og arrangementer at arbejde med.


Kender man de gæstemedvirkende musikere ved man også noget om, hvad der er i vente. Martin Lutz holder fast i gruppens musikalske identitet. Når den suppleres med Marilyn Mazurs percussion setup er det afrorytmerne der lever. Jesper Riis er trompetisten som alle big bands gerne vil have som medlem. Han er sikker på instrumentet og viser over fire numre også den diversitet han indeholder. Harald Haugaard er folkemusikeren, der på nummeret Folksong på medrivende vis er med til at bygge bro mellem bindingsværk og lerhytter. Jacob Fischer er swingmesteren der spiller supercool og tjekket mens Jacob Venndt på den kromatiske mundharmonika tilføjer Toots Thielemanns-inspireret balladespil.
It's swing - not rocket science er en stærkt anbefalelsesværdig plade der helt sikkert holder indtil Martin Lutz Group igen er albumaktuel om 3-4 år.
Martin Lutz: martinlutz.dk

Ingen kommentarer: