DMA Jazz fest på Aveny-T

Så blev spændingen udløst. DMA Jazz blev i går aftes for første gang afholdt på Frederiksberg teatret Aveny-T. JazzDanmark var de stolte værter ved festen og fejringen af den rigtige Danish Music Award. Denne gang var jeg mere spændt end jeg ellers har været de tidligere. Jeg havde sidddet i juryen. Jeg modtog en kasse med 150 CD’er for nogle måneder siden. Gud ske lov havde jeg anmeldt en pæn del af dem her på bloggen, så jeg skulle ikke begynde fra scratch. Jeg vidste ikke hvem der ville vinde af de nominerede. Kun hvem jeg havde stemt på.

Jeg var spændt på at se hvem mine jurykolleger var. Det fandt jeg først ud af i går aftes, da det var hemmeligt indtil da. Men sikke en jury! Den kunstneriske leder på Jazzhouse, Bjarke Svendsen, musikeren Charlotte Halberg, P8 jazz-værten Mikkel Rönnau og den hollandske musikjournalist Henning Bolte. Jeg fik mulighed for at hilse på alle fire. Henning Bolte skriver både for All About Jazz samt diverse hollandske og tyske magasiner. Han har flere gange skrevet om og anmeldt dansk jazz, så han var ikke helt blank på den danske jazz. 

Der har været fremsat en del kritik af hvilke plader der er blevet nomineret i år. Både noget om, at det var for smalt og for svært at sælge. Undskyld mig! Men man skal da være en ualmindeligt sur røv, hvis man ikke bliver en smule opløftet af den himmelske udgave af Mingus-klassikeren Goodbye Pork Pie Hat, som man finder på Årets Danske Jazzudgivelse Emil de Waal + Gustaf Ljunggren & Søren Kjærgaard feat. Elith “Nulle” Nykjær. Det er helt enkelt et suverænt album der favner nu- og fortid på besættende vis.

I vokaljazzkategorien blev der rykket ved begreberne, så det var det talte ord der vandt. Søren Ulrik Thomsen & Det Glemte Kvarter fik en meget velfortjent pris for pladen Rystet Spejl. Det er et vigtigt album for spoken word genren herhjemme. Det Glemte Kvarter rummer nogle unge musikere der er med til at give digtene et løft ud i verden. Søren Ulrik Thomsens timing og musikalitet er samtidig helt unik. Bro/Knak var svær at komme udenom i den “nye” særudgivelse kategori. Det er rigtigt godt album, som jeg også havde med blandt de ti bedste plader i 2012 her på bloggen. Jeg havde dog håbet på at Steen Rasmussen & Leo Minax vandt med deres plade, der sandsynligvis er det bedste danske latinjazzalbum nogensinde.

Vinderen af Årets nye danske jazznavn-kategorien spillede ikke grænseoverskridende dødsjazz, som nogen kunne frygte. Aske Drasbæk Group var det “pæne” bud i den kategori med deres meget velspillede musik med et nutidigt kig bagud i jazzhistorien. Christian Brorsen fra Jazzhus Montmartre fremsatte i sin kritik af de nominerede her på bloggen, at “…hvis DMA ikke repræsenterer hovedstrømmen i jazzen, så er den uden betydning og bør ændres eller nedlægges." Jeg kan ikke lade være med, at spørge om Christian ikke kunne finde på, at præsentere navne som Emil, Aske og Det Glemte Kvarter på Jazzhus Montmartre? 

Selvsamme spillested vandt den nye pris P8 Jazzprisen, hvor vinderen var fundet ved en brugerafstemning. De fik primært prisen for initiativet med deres Jazz-tv transmissioner på nettet. Her kan jeg kun tillføje at det koncept holder 100 %! Jeg var f.eks. til koncert i fredags med Kasper Villaume! (og nogle andre) direkte transmiteret fra Montmartre hjem i min stue. En lille pudsig krølle på den kåring er, at en anden afdeling i DR, har lavet en aftale med Niels Lan Doky’s Standard Cph. om 12(!) koncerter med et lignende kamerasetup som Montmartres. Det er da rimeligt friskt af DR, at lave en aftale med Doky, inden de overhovedet har hørt en lyd fra stedet. Hvorfor har man ikke lavet en aftale med Montmartre der med sit program har vist en større musikalsk bredde og bæredygtighed end Doky’s projekt.

Årets Jazzspillested blev højst overraskende (for mig) trad.jazz spillestedet Charlie Scott’s i København. Her har saxofonisten Johan Bylling Lang kæmpet en brav og flot kamp for at banke liv i den traditionelle jazz og give den en yngre profil. Præmien var i øvrigt en koncert med Årets nye danske jazznavn. Så var det vist meget godt at det var Aske og ikke Busk der vandt den kategori. Jacob Anderskov var nomineret i to kategorier med to forskellige albums. Han blev kåret som Årets Danske Jazzkomponist for det gode album Granular Alchemy, som Anderskov kaldte sit hemmelige album. Men som altså ikke var så hemmeligt endda. 

Sidste års vindere underholdt ved festen på Aveny-T. Mads Mathias spillede med sit Orchestra og var desuden en afslappet vært ved arrangementet. Jakob Davidsen spillede med sit Kammeratorkester. Davidsen er en lusket ræv. Han startede ud i det skrappe hjørne med dissonans og skrævvridning. Han flyttede sig trinvist over mod det romantisk ladede, der ikke lod mange sidde urørte tilbage. Kresten Osgood spillede med det nye band Superliga. Han indledte selv showet med at spille pockettrumpet akkompagneret af et Casio keyboard fra firserne. Osgood gone fusion… Superliga bestod af veteranen Ole Streenberg på trommer, Kim Kristensen på piano. Kasper Tranberg på trompet, Jonas Westergaard på bas og selvfølgelig Osgood på trommer. Det var en forrygende udladning de leverede.

Der var efterfest i Café Kellerdirk lige ved siden af. Her blev der festet og snakket til den store guldmedalje. JazzDanmark fortjener ros for deres kæmpeindsats i forbindelse med arrangementet. Det var et særdeles tjekket arrangement og en god idé at holde det på Aveny-T, så der blev plads til de mange gæster.

Besøg i øvrigt JazzDanmarks facebookside. Der er en masse lækre billeder taget af Karolina Zapolska: facebook.com/JazzDanmark

P8 Jazz var tilstede hele aftenen. Du kan høre transmissionen her: dr.dk/P8Jazz/programmer/dma-jazz-2013/2013/11/24/dma-jazz-2013#!/05:25:35

DMA Jazz 2013 vinderne

Årets Danske Vokaljazzudgivelse 

Søren Ulrik Thomsen & Det Glemte Kvarter: ”Rystet Spejl” (Gyldendal Lyd)

Årets Danske Jazzkomponist (præsenteres i samarbejde med DJBFA)

Jacob Anderskov - for udgivelsen “Granular Alchemy” (ILK)

Årets Nye Danske Jazznavn 

Aske Drasbæk Group – for udgivelsen ”Old Ghost” (Gateway)

Årets Danske Særudgivelse 

Bro/Knak: ”Bro/Knak” (Loveland Records)

Årets Danske Jazzudgivelse

Emil de Waal+ Gustaf Ljunggren & Søren Kjærgaard ft. Elith ”Nulle” Nykjær” (EDW)

Årets Børnejazznavn

Six City Stompers

P8 Jazz prisen 

Jazzhus Montmartre

Jazz Live Prisen (uddeles af JazzDanmark og Koda)

Charlie Scott’s

Katrine Suwalski Another World featuring John Tchicai: Message of love (Gateway)

Det er et scoop, når saxofonisten Katrine Suwalski har fået legenden John Tchicai med i sit nyeste projekt. Grundlæggende fordi Tchicai er et scoop i sig selv. Men også fordi Tchicai ikke er her længere, så det uforskyldt gik hen og blev et dobbelt-scoop. Musikken var skrevet med ham i tankerne og der var lagt an til opfølgende koncerter efter udgivelsen af albummet. Projektet gik kun hen og blev  til nogle enkelte koncerter og denne pladeindspilning, da John Tchicai døde for et år siden. Men sikke en plade vi har fået! 

Katrine Suwalski har grundlæggende holdt sammen på det samme band, som hun i 1996 lavede albummet River Pra sammen med. Dengang var der fokus på ghanesisk musik, bla. i kraft af, at den ghanesiske trommetroldmand Okyerema Pra medvirkede på albummet. Tchicai skrev linernotes til det album. Men allerede i 1972 var Suwalski med i Tchicai’s ungdomsensemble, hvor den aktuelle plades første nummer Ris på gaflen har sin titel fra den tid. 

Musikken har rødder i afrikansk musik, jazz (som i Monk og Mingus), nordisk musik og lidt jødisk musik. Det er et afvekslende og sammenhængende album. Her er både funk, hymner, melankoli og ikke mindst en dejlig melodisk stemning. Benita Haastrup på trommer og Ayi Solomon på percussion supplerer hinanden perfekt. Lis Wessbergs trombone tilføjer sjæl og glød. Rikke Schelde på piano og Jens Skou Olsen er de sidste to i Suwalskis band. 

Men det er Tchicai der står i centrum sammen med Suwalski. De mødes og vrider det bedste ud af hinanden. Tchicai spiller rimeligt straight (eller for at være mere præcis, så er musikken omkring ham, rimeligt straight. Tchicai er Tchicai!) på denne plade og det er slet ikke tosset. Suwalski har noget Ellington, Monk og Mingus i sin musik, når den kombineres med det afrikanske som her, hvirvler det spændende musik ud i hovedet på lytteren. Pladen er delt op i to dele. De 11 første numre er kompositioner skrevet af Suwalski - mens de sidste 11 numre er korte frit improviserede numre. Det er fedt at Suwalski har inkluderet dem på et ellers i forvejen overvældende album.
suwalski.dk

Clara Vuust: Here's to love (Storyville)

Endnu en moden dansk jazzsangerinde bæres frem i lyset af Storyville Records. De gjorde det for fem år siden med Cathrine Legardh, der siden har lavet fire formidable albums for pladeselskabet. Clara Vuust har valgt det nedtonede og rene udtryk. Det klæder en stemme, der er så voksen og afklaret som Clara Vuusts. Der er ingen tvivl at spore i stemmen. Clara Vuust (der er søster til saxofonisten Christian Vuust) ved hvad hun vil. Når det kombineres med de to herboende italienere Francesco Cali på piano og accordion og Nico Gori på klarinet, er det med til at give Clara Vuusts plade den nerve og skarphed, der løfter den ud af ligegyldighedens skygge. 

Clara Vuust er rundet af den klassiske musiks verden med kirkesang og kammerkor, og desuden været en tur omkring det rytmiske musikkonservatorium. Sammen med ægtemanden Francesco Cali har hun skrevet 3 af pladens 10 numre. Det fine nordiske udtryk blandes med et sydlandsk temperament. Det er kammermusikalsk jazz, der emmer af kærlighed. Blandingen af standards og brasiliansk musik er afstemt og fin på albummet der er til voksne mennesker. Her er både Chaplin’s Smile og Legrand’s Once upon a summertime fra standard-verdenen og numre af Baden Powell og Jobim fra den brasilanske afdeling. Guitaristen Jeppe Holst og bassisten Daniel Franck er de to sidste medvirkende. Det bliver forhåbentlig ikke det sidste vi kommer til at høre til Clara Vuust. Næste gang må der gerne komme en trommeslager med whiskers og lidt let swing med ind over. 

claravuust.com

James Plotkin & Paal Nilssen-Love: Death Rattle (Rune Grammofon)

Med en sangtitel som Cock Circus, så er de fleste vist sporet ind på, at vi har at gøre med den ekstreme afdeling af musikkens verden. Frådende og larmende distortionguitar mødes med løsslupne og rodende rocktrommer. Det er den norske trommeslager Paal Nilssen-Love der mødes med den amerikanske guitarist James Plotkin på albummet Death Rattle. De fire numre er resultatet af en fire timer lang session, hvor de to musikere mødtes i studiet. Plotkin havde masteret og mixet nogle af Nilssen-Love’s plader. Så der var opstået en interesse fra begge to for at mødes. De har begge en bred baggrund i den ekstreme afdeling af musikkens verden. Plotkin har arbejdet indenfor frygtindgydende genrer som new metal, dark ambient, industrial, noise og grindcore. Mens Paal Nilssen-Love er kendt for sit samarbejde med Mats Gustafsson i The Thing, med Peter Brötzmann i The Hairy Group og mange andre grænsesøgende projekter.

Mødet mellem de to er udover at være larmende også ganske fedt! I kraft af at Nilssen-Love holder en puls og en form for rytme, kobles jeg ikke af som lytter. De river mig ind i en malstrøm af brutalitet og undersøgende lyde. Der er det punkede Cock Circus. Der er den asiatisk klingende Primateria, Dødsbetonrockeren Death Rattle. Har du brug for at slappe af fra pænheden og den småborgerlige konsensusverden, så opsøg denne plade.

runegrammofon.com

Yeahwon Shin: Lua ya (ECM) >> Youn Sun Nah: Lento (ACT)

De er begge fra Sydkorea og synger. Det er ikke fordi der er opstået en ny genre der hedder K-Jazz, ligesom poppen har oplevet K-Poppen rykke grænserne for popbands ud i det ekstreme. Det er vist bare en tilfældighed der er skyld i, at jeg har to asiatiske jazzplader på mit bord. De har ellers ikke meget til fælles.

Aaron Parks indspillede solopladen Arborescence i Mechanics Hall i Worcester, der har en fænomenal akustik med den koreanske producer Sun Chung. Sangerinden Yeahwon Shin var tilstede og de ville teste akustikkens formåen, når Parks og Shin spillede og sang. Det forløb så fantastisk at de fem måneder senere returnerede sammen med akkordionspilleren Rob Curto. Det er blevet til et næsten ordløst album, hvor stemme, flygel og akkordion kommunikerer på mageløs vis. Aaron Parks er tidens helt store lyriske jazzpianist. Hans følsommen touch og Shin’s morgendis-smukke stemme er blevet til et album tilegnet mødre og børn. Jeg er ingen af delene og fik alligevel en stor oplevelse.

Der er en storhed og patos i Youn Sun Nah’s stemme, som var hun med i en Broadway-musical. Det er teknisk veludført. Jeg blæses omkuld men kobles af som lytter. Det virker som om hun står på en stor scene og synger ud i mørket. Hun kan ikke se sit publikum. Men det er måske også underordnet. Hun synger eksemplevis Nine Inch Nails’ Hurt som Johnny Cash udødeliggjorde med sin version fra 2002. Cæcilie Norby havde en flot version med på albummet Silent ways. Det er også Cæcilie Norbys mand og faste bassist Lars Danielsson der er med på bas og cello på Nah’s plade. I Nah’s version er smerten helt væk. Musikken er overvejende nyskrevet med enkelte afstikkere. Det musikalske akkompagement er dog i verdensklasse. Ulf Wakenius på guitar, Xavier Desandre-Navarre på percussion sikrer sammen med Vincent Peirani en høj klasse. Den matches desværre ikke af Youn Sun Nah.

player.ecmrecords.com/yeahwon-shin---lua-ya

actmusic.com

Gilbert Holmström New Quintet: Tiden är kort (Moserobie) >> Svenska Kaputt: Svenska Kaputt (Moserobie)

Jonas Kullhammar er udstyret med en iværksætterevne og stædig idérigdom, der er misundelsesværdig. Samtidig med at han er ved at nedlægge sin gamle og succesrige kvartet, har han heldigvis også gang i mange andre projekter.

Pladen med Svenska Kaputt udkom for et år siden i Sverige. Jeg har dog først fået pladen for nylig og er fuldstændigt vild med den!. Over fem numre spiller de spacet jazz med rødder i 70’ernes småsyrede eksperimenter, hvor grooves og soli smelter sammen og kan trækkes ud over 9-11 minutter. De fire musikere bevæger sig uhæmmet rundt i musikken. Grundlæggende spiller de på guitar, bas, trommer og sax, og supplerer lystigt selv med hammond, fløjte, percussion, piano og meget mere.

Den anden plade er med den svenske saxofonist Gilbert Holmström der pladedebuterede tilbage i 1965 med albummet Utan misstankar. Den genudgav Jonas Kullhammars pladeselskab Moserobie i 2011. Det blev godt godt modtaget. Nu er Holmström og Kullhammar rykket sammen i Holmströms New Quintet. Det er spirituelt og intenst som det kendes fra Don Cherry, Dollar Brand og Ornette Coleman. Magnus Broo på trompet, Torbjörn Zetterberg på bas og Jonas Holgersson på trommer er til at løfte den smukke musik. Kullhammar og Holmström er to stærke saxofonister, der giver plads til hinanden. Der er spændinger i musikken, der aldrig bliver til gnidninger. Tiden är kort er et opløftende album!

moserobie.com

Leo Mathisen: Meet the Duke 1946 (Little Beat Records)

Vi lever i en tid hvor alt muligt dokumenteres. Vores smartphone kan optage lyd og video i tålelig kvalitet. Sådan var det ikke i 1946. Krigen var ovre. Jazzens guldalder var begyndt at blegne. Leo Mathisen udsendte ikke noget i 1946. Til gengæld blev der optaget musik med den populære pianist og orkesterleder. Det får vi at høre på de første “skæringer” på Little Beat Records plade nr. 7 i deres Leo Mathiesen serie. Optagelser fra Statsradiofonien fra juli 1946 med et veloplagt udvalg af numre. Mathisens egen Meet the Duke, Ellingtons Creole Love call og Take the A Train og andet godt fra jazzens overflødighedshorn. Men! Det er ikke derfor at denne plade er helt uomgængelig for enhver jazzhistorisk interesseret dansker.

Det er sidste halvdel af pladen, der kaldes Sort-Hvid Jam Session der er højdepunktet. Jazzbaronen Timme Rosenkrantz havde fået den første amerikanske jazzmusiker til Danmark efter krigen. Don Redman Orchestra var i byen og satte et dybt aftryk på den danske jazzscene. I den forbindelse var der mange sidearrangementer ud over de officielle koncerter. Det er her optagelsen stammer fra. Grunden til at den er med på en Leo Mathisen-plade er selvfølgelig at Leo the Lion var til stede ved denne jam-sessiom ligesom resten af de danske topmusikere: Svend Asmussen, Erik Tuxen, Niels Foss, Kai Ewans og Peter Rasmussen. Ud over musik fra denne eksklusive jam session mellem de amerikanske musikere og danske kolleger, er der interviews med de danske musikere om deres oplevelser. Her falder der mange guldkorn undervejs. 

Peter Rasmussen interviewes om sit indtryk af den amerikanske instrumentkollega Tyree Glenn. Intervieweren Svend Pedersen spørger vor hjemlige basunstjerne Rasmussen om han synes at Glenn er bedre end han er. “Det er meget svært at udtale sig om” siger Rasmussen og tilføjer: “det synes jeg bestemt selv at han er.” “Er det ikke en helt anden teknik han bruger?” spørger Pedersen. “Jo, det er en anden teknik…han er negroid.” svarer Rasmussen imponeret. 

Tiden var en anden og det giver denne plade et helt unikt indblik i. Der er nogle fine musikalske eksempler. Men det er først til sidst på pladen, at vi hører hvorfor man nærmest kan kalde det beboppens fødsel i Danmark. Saxofonisten Don Byas er med Don Redmans Orkester og han spiller to numre til sidst på pladen. Laura og Sweet Georgia Brown, der begge akkompagneres af Leo Mathisen på piano. Han spiller en saxofon så indføleligt skarp og teknisk udfordrende, at flere af de tilstedeværende mennesker indledte et livslangt forhold til beboppen efter den oplevelse. De to numre er næsten grund nok til at erhverve albummet. Mathisen taber cigaren under Sweet Georgia Brown. Måske var det et varsel om nye tider i jazzen. Mathisen havde dog ikke problemer med at spille de nye toner. Han var dog først og fremmest en swingmusiker.

Der følger en lille bog på over 100 sider med denne udgivelse. Her vendes Don Redmans besøg i Danmark og Europa ned til mindste detalje. En gang i mellem fortaber forfatteren sig for meget i detaljerne og bliver lidt uskarp i sproget. Det er til at leve med. For det er på den anden side også en spændende historie om et musikalsk besøg i Danmark af meget stor betydning. Little Beat Records gør det igen. De har lavet et forrygende historisk jazzalbum. Der er desværre kun en enkelt tilbage i denne serie, der så når op på 8 plader med musik spillet af Leo Mathisen.

littlebeatrecords.dk

Latin Jazz Corner Festival i Horsens

Af alle steder i Danmark skulle det være Horsens der blev vært for den første latinjazz-festival i Danmark. Horsens Ny Teater var over tre dage vært for en række koncerter der kulminerede lørdag. Steen Rasmussen og Leo Minax åbnede dagen i en halvtom sal. Det lod musikerne sig nu ikke mærke med. De spillede deres velafbalancerede latinjazz. En smukt syngende Minax blev i front på fornemste vis suppleret af Lis Wessberg på trombone. Den kombination er behageligt genial. Hendes hæse og afdæmpede lyd matcher Minax' rene stemme.

Aftenens og festivalens hovednavn Gonzalo Rubalcaba blev aflyst på dagen. Det skulle vise sig at det ikke var nogen større katastrofe. Eftermiddagens koncert med cubaneren Ivan Melon Lewis blev rykket frem som sidste navn. En ekspressivt ladet pianist der satte sit musikalske ophav på spidsen. Latinjazzen blev klippet i stykker og sat sammen på nye måder. Mange forsvandt ret hurtigt fra salen og missede en fænomenal version af Perhaps Perhaps.

Inden da havde den columbianske Hector Martignon begejstret en fyldt sal. Udadvendt triojazz i stil med tidlig Michel Camilo var en sand crowdpleaser. Bassisten på den seks-strengede elbas imponerer i særlig grad.

Bassisten og medarrangør af festivalen Yasser Pino havde allerede været på scenen med Rasmussen og Minax og præsenterede som andet sidste navn på festivalen, sit Latin Syndicate. Italienerne Paolo Russo og Nico Gori var på scenen sammen med cubanerne Pino og Eliel Lazo og den ene dansker Martin Andersen på trommer. Det blev en blandet omgang der trak på tango, samba, cubansk og italiensk musik, hvor især Gori på klarinet og Russo på piano og bandoneon imponerede.

Ivan Melon Lewis er ved at spille sidste nummer mens de disse ord skrives. En udfordrende fed afslutning på et superinitiativ der forhåbentlig kommer igen.

Just Like Django: Jardin botanique (JLD)

Det er ganske imponerende, hvordan sigøjnerjazzbandet Just Like Django spiller en vis legemesdel ud af bukserne. De har med sprudlende overskud et sikkert tag på den teknisk krævende disciplin som guitaristen Django Reinhardt mestrede i helt særlig grad. Så meget at han har lagt navn til bandet, der har suget godt til sig af 30’erne og 40’ernes swingmusik og ikke mindst af Paris. Gruppen består af fem rutinerede herrer fra det århusianske musikmiljø. Guitaristen Peter Uldahl er underviser i musikvidenskab, Johan Toftegaard spiller både på sax, klarinet og fløjte, Jon Noe er rytmeguitaristen med stor erfaring fra gypsyjazzen og bassisten Thomas Løkke Læssøe er musikunderviser.

Just Like Django er i den korte version et drønhyggeligt bekendtskab. De har selv skrevet alle numrene på pladen. Det er musik, der er som snydt ud af en parisisk café. Man ser de blå røgtåger fra Gitanes-cigaretterne i det fjerne. Stemningen emmer af kærlighed. Kærlighed til musikken, Kærlighed til swing. Det er stemningsfyldt og holder et højt niveau hele pladen i gennem. Det er tydeligt at Just Like Django ikke kun har styr på teorierne omkring gypsyjazzen. De har indfanget sjælen.

justlikedjango.dk

Bryn Roberts: Fables (Nineteeneight)

Han bor i Paris, den canadiske pianist Bryn Roberts og han har lavet en plade i New York City sammen med amerikanske musikere. Det er også her at han primært har udfoldet sig. Der er gået ni år siden hans sidste album i eget navn. Han har været godt rundt i jazzmiljøet i New York og har også spillet mere mainstream musik. Her er han tilbage ved kernen. Han har komponeret 6 af pladens 8 numre. Sammen med Orland LeFleming på bas og Jonathan Blake på trommer har Roberts grundlaget for at folde musikken ud på det tørre.

Saxofonisten Seamus Blake kigger forbi på nogle numre. Det er melodisk jazz der trækker på Bill Evans traditionen. Højdepunkterne på pladen er ikke Roberts egne numre og Seamus Blake medvirker heller ikke på de numre. Cole Porters In the still of the night og Styne/Cahns Guess I’ll hang my tears out to dry får begge en meget smuk triojazzbehandling. Den sorte pianolak skinner i natten mens tonerne svømmer afsted. Blakes trommespil vibrerer let under det hele. Smukt.

bryn-roberts.com

Niels Lan Doky Trio: Scandinavian Standards (Parlophone)

Det har mildest talt ikke gået stille af sig, at Niels Lan Doky er tilbage i Danmark igen. Midt i al virakken omkring åbningen af restauranten og spillestedet Standard Cph, og gamle konflikter med flere folk fra tiden på Jazzhus Montmartre, udkom der også et album med Niels Lan Doky. 

Han har tidligere lavet plader med russisk, fransk og italiensk musik. Nu er turen kommet til Skandinavien (der også i Doky's version inkluderer Finland). Her er ingen køer hellige for Doky. Udvalget af melodier er for en skandinav og i særdeleshed en dansker grænsende til det banale.

Niels Lan Doky er så vidt jeg ved den første dansker der har indspillet en tro version af TV-køkken titelmelodien Truddelutter, skrevet af svenskeren Bengt Hallberg. Ligeledes spiller han Jan Johanssons Visa från Utanmyra - eller for at være mere præcis, så er det ikke Johanssons melodi. Det er en gammel svensk folkemelodi, som Johansson fortolkede på albummet Jazz på Svenska - men det er ham der skyld i at vi kender melodien. Niels Lan Doky har lavet et nyt arrangement af folkevisen. Det er blevet til et arrangement der er mere tro mod Johansson-fortolkningen end den originale gamle vise. 

Det kører der ud ad med Solen er så rød, mor, I skovens dybe stille ro (der begge har fået oversat titlerne til engelsk), Til Ungdommen, Sibelius og Grieg. Pladen åbner med Dear old Stockholm eller Ack Värmeland du sköna - som er den bedst kendte skandinaviske jazzstandard og måske endda den eneste rigtige. Doky er ikke bleg for at inkludere hans egen Misty dawn - som også er fantastisk og nu med på en Doky-plade for tredje gang. 

Der er en meget passende hommage til Niels Hennning Ørsted Pedersen på I skovens dybe stille ro. Jonathan Bremer er måske den første danske bassist siden Jesper Bodilsen og Morten Ramsbøl, der rammer NHØP-tonen så smerteligt smukt. Smerteligt, fordi NHØP ikke er her længere. Smukt, fordi der har manglet en ung bassist der ikke er bange for at hylde en af vore største jazzmusikere nogensinde. Bremer er sammen med trommeslageren Niclas Bardeleben i topform. De spiller friskt og lige til og beviser ret tydeligt at de er coming men i dansk jazz.

Nu har TV-Køkken melodien i Doky-versionen gjaldet ud af P8 Jazz om morgenen i den seneste uges tid. Jeg er begyndt at blive træt af den. Den holder ikke til mange afsplininger i den aftapning. De første gange blev jeg underholdt. Jeg har det som efter et besøg på Burger King. Nu må der godt gå en måned inden næste gang. 

Pladen vil sandsynligvis aldrig komme i nærheden af en nominering til en Danish Music Award - men det er meget sandsynligt at det bliver den mest solgte jazzplade herhjemme i år. Så på en eller anden måde er han bare provokerende vigtig for jazzen i Danmark. Han er kendt langt udenfor jazzens cirkler. Sådan en er der også brug for. For det lyder jo ikke dårligt det manden spiller.

Bonusinfo:

Den 13. november spiller Niels Lan Doky på Dizzy's Club Coca Cola i New York. Her præsenterer han musikken fra pladen ved to releasekoncerter, hvor Bremer og Bardeleben er skiftet ud med Gary Peacock og Jeff "Tain" Watts.

nielslandoky.com

Nils Wogram Root 70 with Strings: Riomar (NWOG Records) >> Samuel Blaser Consort in Motion: A mirror to Machaut (Songlines)

Trombonen er ikke det fødte solistinstrument. Der er dog enkelte jazzkunstnere, der med en insisterende stædighed, sørger for at det bliver brugt som chefinstrumentet i et band. Herhjemme er afdøde Erling Kroner et tydeligt eksempel på at det kunne lade sig gøre. I denne anmeldelse er det to europæere der er fokus på. Tyske Nils Wogram og schweiziske Samuel Blaser. Begge er meget aktive på den europæiske jazzscene og har en rimelig høj udgivelsesfrekvens bag sig.

Jeg vil uden tøven udnævne pladecoveret på Nils Wograms plade til at være det bedste jeg har set i år! Og det er ikke det eneste gode ved denne plade. Tegningen hænger så fint sammen med musikken. Nils Wogram har inddraget 3 strygere kvartetten Root 70. Her udforsker og undersøger han muligheden for at lave en opdateret og nutidig version af third stream-jazzen. Jazzgenren der opstod i slutningen af 50'erne og var et møde mellem den klassiske musik og jazzens improvisation. Der behøver ikke nødvendigvis, at være strygere med i third stream musikken. I Wograms tilfælde er det dog passende. Hans greb om musikken er lyrisk og behagelig. 

Den schweiziske trombonespiller Samuel Blaser har allerede opbygget en imponerende karriere. I 2006 var han med i det danske projekt Swinging Europe's big band European Jazz Orchestra. På det tidspunkt havde han allerede etableret sin kvartet med bl.a. Thomas Morgan. Kvartetten har han siden fortsat med. I 2010 lavede han projektet Consort in Motion med Paul Motian på trommer. Her fortolkede de klassisk musik af bl.a. Monteverdi. Nu er han tilbage med et nyt Consort in Motion projekt. Der er kun genvalg til en enkelt musiker, pianisten Ross Lossing fra den forrige plade. Til gengæld har Blaser udvidet med basklarinetisten Joachim Badenhorst. Denne gang er det den franske middelalder poet og komponist Guillaume de Machault som Blaser kaster sig over. Blaser forsøger at spejle musikken og supplerer med egne kompositioner skabt ud fra Machault's egen musik, der også optræder på pladen. Det er der kommet et særdeles spændende og flot album ud af. Der går nærmest jazzrock i den til sidst på pladen.

Fælles for begge plader er de to trombonespilleres spil, der er i særklasse. De vil forskellige ting og får det formidlet på forbilledlig vis. Trombonen lever i bedste velgående som soloinstrument i europæisk jazz,

nilswogram.com

samuelblaser.com

Live Jazz i Horsens og Aarhus

I dagene fra torsdag d. 7. november til lørdag d. 9. november afholdes der for første gang nogensinde en latinjazzfestival i Danmark. Det er Horsens Ny Teater der er vært for arrangementet. Torsdagen står i Aarhus Jazz Orchestra's tegn. Big bandet åbner festivalen med at spille sammen med 120 børn og senere på aftenen kan de høres med Sammy Figueroa som solist. Inden da har Mads Vinding, Thomas Clausen og Vini Iuel også været på scenen. Festivalen byder på danske og udenlandske kunstnere og byder om fredagen på musik fra kl. 17 til midnat.

Om lørdagen starter det allerede kl. 15.00 med en af mine 2013 pladefavoritter: Steen Rasmussen og Leo Minax. Herefter kører det over stok og sten med Ivan Melon Lewis, Hector Martignon for at at slutte med Gonzalo Rubalcaba og nattejam.

hnt.dk

I sommers var jeg ude med riven efter Aarhus Jazz Festival. Jeg savnede internationale kunstnere og nogle af de risikovillige eksperimenter som tidligere har været afholdt under festivalen. Nu afholdes 11Tsuki Jazzfest i dagene 5. november til 9. november. Her er i den grad et godt bud på både det internationale og det risikovillige. Der er f.eks. dobbeltkoncert med et af de mest spændende nye danske jazznavne, Kasper Staub Trio og den amerikanske supertrio FLY på Atlas på onsdag. Om lørdagen er der hele fire navne på programmet på B House. Den amerikanske harpespiller Zeena Parkins og den norske gruppe Bushman's Revenge er to gode grunde til, at opsøge arrangementet.

https://www.facebook.com/events/592159524180484/?ref=22