Trombonen er ikke det fødte solistinstrument. Der er dog enkelte jazzkunstnere, der med en insisterende stædighed, sørger for at det bliver brugt som chefinstrumentet i et band. Herhjemme er afdøde Erling Kroner et tydeligt eksempel på at det kunne lade sig gøre. I denne anmeldelse er det to europæere der er fokus på. Tyske Nils Wogram og schweiziske Samuel Blaser. Begge er meget aktive på den europæiske jazzscene og har en rimelig høj udgivelsesfrekvens bag sig.
Jeg vil uden tøven udnævne pladecoveret på Nils Wograms plade til at være det bedste jeg har set i år! Og det er ikke det eneste gode ved denne plade. Tegningen hænger så fint sammen med musikken. Nils Wogram har inddraget 3 strygere kvartetten Root 70. Her udforsker og undersøger han muligheden for at lave en opdateret og nutidig version af third stream-jazzen. Jazzgenren der opstod i slutningen af 50'erne og var et møde mellem den klassiske musik og jazzens improvisation. Der behøver ikke nødvendigvis, at være strygere med i third stream musikken. I Wograms tilfælde er det dog passende. Hans greb om musikken er lyrisk og behagelig.
Den schweiziske trombonespiller Samuel Blaser har allerede opbygget en imponerende karriere. I 2006 var han med i det danske projekt Swinging Europe's big band European Jazz Orchestra. På det tidspunkt havde han allerede etableret sin kvartet med bl.a. Thomas Morgan. Kvartetten har han siden fortsat med. I 2010 lavede han projektet Consort in Motion med Paul Motian på trommer. Her fortolkede de klassisk musik af bl.a. Monteverdi. Nu er han tilbage med et nyt Consort in Motion projekt. Der er kun genvalg til en enkelt musiker, pianisten Ross Lossing fra den forrige plade. Til gengæld har Blaser udvidet med basklarinetisten Joachim Badenhorst. Denne gang er det den franske middelalder poet og komponist Guillaume de Machault som Blaser kaster sig over. Blaser forsøger at spejle musikken og supplerer med egne kompositioner skabt ud fra Machault's egen musik, der også optræder på pladen. Det er der kommet et særdeles spændende og flot album ud af. Der går nærmest jazzrock i den til sidst på pladen.
Fælles for begge plader er de to trombonespilleres spil, der er i særklasse. De vil forskellige ting og får det formidlet på forbilledlig vis. Trombonen lever i bedste velgående som soloinstrument i europæisk jazz,
Ingen kommentarer:
Send en kommentar