lørdag, maj 17, 2014

Christian Munch Hansen: Musical Dream Machine (MONKedition/ILK) digte

Det er så mange ting på en gang. Politikens jazzanmelder Christian Munch Hansen, der tidligere har anmeldt jazz for Information har lavet en digtsamling, hvor han har ladet sig inspirere af musik fra pladeselskabet ILK. Det er et pladselskab der primært udgiver eksperimenterende improvisationsmusik med et nært slægtskab til jazzen. Det er musik der ofte åbner op for metaforiske åreladninger. Jeg ved det. Det sker oftere når jeg anmelder en plade med eksperimenterende musik, at jeg kniber en enkelt poetisk tåre, end hvis jeg skriver om straight jazz. Christian Munch Hansen har taget skridtet fuldt ud og kastet sig over en stribe indspilninger fra ILK, hvor han har lavet digte til. Der medfølger en downloadkode med bogen, så man selv kan hente musikken og høre den musik som Munch Hansen har skrevet digtene til.

Musikere som Søren Kjærgaard, Jacob Anderskov, Simon Toldam, Mark Solborg, Anders Banke og Kresten Osgood er blandt de udvalgte musikere. Munch Hansen har udvalgt 18 numre til sit projekt. Eller måske er det de 18 numre der har valgt Munch Hansen? Musikken stammer fra en række af de bedste ILK albums. Det er fornøjelse at genhøre Kjellberg/Halle/Nickelsens Aquila Chrysaeto fra det formidble album Echidna. “En stråle af lyd stiger op fra det stinkende mørke” skriver Munch Hansen. “En natsværmer leger beruset rundt om stearinlysets flamme…en pludselig drejning…et tonefald…blusser op og forsvinder med et lille knald” skriver Munch Hansen i digtet Natsværmer der er skrevet til Herb Robertson og Mark Solborgs Blisters Run fra 2008. Det er som mangeårig ILK-fan en herlig måde at genhøre nogle highlights fra pladeselskabet. Numrene er taget ud af deres oprindelige albumsammenhæng. De får ny mening. Der tilføjes nye retninger på musikken. Det er en skøn digtsamling som Christian Munch Hansen har lavet. Der er flere digte end dem, der er inspireret af de 18 numre. Bl.a. hyldester til Coltrane og Henry Grimes. Fælles for  alle digtene, er musikken. Christian Munch Hansen har i sine yngre dage også været udøvende musiker. I digtene er der også musik - improvisatoriske tankestrømme - der på papiret folder sig ud sammen med musikken. 

ILK hof-grafiker Mark Solborg har lavet illustrationerne i den flotte bog. Den placerer sig grafisk i forlængelse af ILK’s som regel meget vellykkede æstetiske udtryk. Til Simon Toldams Sunshine Sunshine skriver Christian Munch Hansen: “Om aftenen svaler den blå bil af i badekarret og drømmer om næste dags rejse videre ud ad vejen mod horisonten.”  Musical Dream Machine er gennemført og anbefalelsesværdig til både jazzlyttere og digtlæsere. Hvis man er begge ting, er der slet ingen vej udenom.

Ingen kommentarer: