Der har været grøde i den århusianske jazz omkring det Jyske Musikkonservatorium indenfor de senere år. Nu gælder det bassisten Jens Mikkel Madsen, der står i spidsen for bandet I Think You’re Awesome. Her finder vi nogle medlemmer der har medvirket på nogle markante jazzplader indenfor det seneste år. Guitaristen Alex Jønsson, der albumdebuterede sidste år og sammen med Jens Mikkel også er med i sangerinden Live Foyn Friis’ Trio. Herudover medvirker Kasper Staub på wurlitzer og juno, Morten Kærup på guitar og banjo og Andreas Skamby på trommer. De gæstes undervejs af Scott Westh (trompet), Jens Bang (trombone) og Maria Edlund (cello). Musikken er forbilledligt indspillet ved en koncert og i øvrigt udgivet på lækker tung vinyl.
Løft mig op, så jeg kan nå er en poetisk jazzplade. En plade der med dansksproget instrumentaljazz kommunikerer med lytteren. Jens Mikkel står i midten med en dynamisk og tydelig bas. Han er solidt funderet i den melodiske jazz. Med en levende og nordiskinspireret indiejazzet lyd omfavner I Think You’re Awesome smukt musikken. Det er musik der placerer sig fint i forlængelse af bandet Elliott, hvor Jens Mikkel også er medlem. Titelnummeret Girls with radical haircuts fra Elliott’s debutplade finder man også på I Think You’re Awesomes plade. En plade der er meget anbefalelsesværdig!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar