Tre vokaludgivelser der befinder sig i grænselandet til jazz, har set dagens lys i den seneste tid. Alle tre er endda på dansk. Den erfarne herre i selskabet er Kasper Bai, med et enkelt vokalalbum på samvittigheden. Nicolai Kaas Claesson alias Vrimmel har befundet sig som bassist i den eksperimenterende del af jazzen, mens den sidste Katrine Krog Russo er ukendt for mig. Efternavnet indikerer tilknytningen til Paolo Russo, der også har været med til at lave albummet.
Mine forventninger til Kasper Bai er store. Albummet En udmærket ordning bød på originale, underfundige og humoristiske betragtninger fra hverdagslivet. Kasper Bai er ikke kun sanger og guitarist. Han er også flittigt brugt som strygerarrangør af andre kunstnere. Det høres også på det nye album, hvor han bl.a. bruger et 74 mands symfoniorkester på pladens første nummer, Teflonmanden. Kasper Bai har altid været tiltrukket af de teatralske virkemidler, som han i dette tilfælde giver et massivt testosteronskud med helteblæsere og filmiske strygere. Ud over hele pladen har Bai dryppet en række vellykkede blæserarrangementer. Han er også visesanger eller troubadour om du vil. Troubadour er han i særdeleshed på nummeret Verdensmand, hvor der går lidt for meget følelsesoverdrevet skuespil i den. Inderligheden går tabt. Han kan heldigvis også noget andet. Som i Vindens pige, hvor der er troværdighed i fremstillingen af teksten. Det måtte der gerne have været mere af.
Når Nicolai Kaas Claesson kalder sig for Vrimmel er han et helt andet sted, end når han spiller bas i Dødens Garderobe, Horse Orchestra eller Penumbra Ensemble. Han spiller selv på diverse instrumenter og får hjælp fra Jeppe Højgaard, der både tager sig af blæsere og tangenter. Musikken er sat minimalistisk op. Den akustiske guitar er i centrum sammen Nicolai Kaas Claessons vokal. Titlen Elektrisk Hvisken er hentet i et digt fra Inger Christensen. Det er ikke helt tilfældigt. Ordene har et stemningsmæssigt skæbne fællesskab med Inger Christensen. Der er inderlig nærhed i en intens musikalsk ramme. Den tilbagetrukne støj og den emmende intimitet fra musikken er en vellykket blanding på albummet, der udkommer som download med tilhørende poesibog.
Katrine Krog Russo har skrevet teksterne og ægtemanden Paolo Russo har skrevet flere af melodierne. Han er eneste musiker sammen med bassisten Thommy Andersson. Bandoneon, klaver, trompet og flygelhorn er med til at danne fundmentet som Katrine Krogs stemme og tekster kan folde sig ud på. Hendes insisterende nærvær kommer ud gennem højttalerne. Det er visesang, hvor der er eftertænksomhed af terapeutisk karakter. Ikke bare for formidleren men også for lytteren, der trækkes ind i teksterne. Hun supplerer sine egne sange med Kristoffer J. Rosing-Schouws Moralfuglens sang, Benny Andersens Mørkets sang og Carl Nielsen/B.S. Ingemanns evigt grønne Tit er jeg glad. Det er fint udvalg af sange på en god viseplade, med temperament og sjæl.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar