Superbandet Anderskov Accident har gennem årene genereret flere spin off bands, hvor specielt Homies har fanget mit hjerte. Nu er der atter dukket en vildbasse op ved kanten af mine ører. Althyleren Jesper Zeuthen er i godt selskab med bassisten Jeppe Skovbakke, pianisten Jacob Anderskov og trommeslageren Rune Kielsgaard i kvartetten ZAKS. Kielsgaards frit dansende trommer, Skovbakkes insisterende bas og Anderskovs flamboyant avantgardistiske klaverspil finder naturlig sameksistens med Zeuthens atmosfæriske og intense saxofon.
Vi får et løssluppent og medrivende øjebliksbillede fra spillestedet 5e i Kødbyen. Der er elementer af dampende skønhed og vitriolsk livsglæde i den stemningsfyldte koncertoptagelse. Koncerten blev afholdt som den sidste koncert ved pladeselskabet ILK's koncertrække på 5e under Copenhagen Jazzfetsival i 2014. Spillestedet 5e har de senere år fungeret som lejr for de mange ILK musikere. Ved denne koncert var der en fan tilstede der optog koncerten. Da kvartetten hørte optagelsen ville de heldigvis udgive den. Koncertoptagelsen føjer nye vinkler til den legendariske Jesper Zeuthen, som vi gennem mere end 10 år har haft fornøjelsen af at høre sammen med yngre musikere. Musikere der er med til at folde den Zeuthen'ske saxsjæl ud.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar