Spunk: Still eating ginger bread for breakfast (Rune Grammofon)

Den norske kvartet Spunk har eksisteret i over 20 år. Denne plade indeholder musikken fra deres 20 års jubilæumskoncert, som de afholdte på den norske nasjonal jazzscene Victoria i Oslo i december 2015. De udsendte deres første album, Det eneste jeg vet er at det ikke er en støvsuger i 1999. Siden er der kommet 8 albums inklusiv den nye. Bandet består af fire kvinder, bl.a. den markante Maja S.K. Ratkje der med sin stemme, theremin, oscillator og samplere laver lyde der ligger uden for det forventelige. Hun suppleres af Kristin Andersen på trompet og fløjte, Hild Sofie Tafjord på french horn og legetøjsinstrumenter og Lene Grenager på cello.

I det hele taget er Spunk ikke indenfor det gængse. Selvfølgelig er det nærliggende at sætte et freejazz klistermærke på musikken. De bevæger sig også udenfor jazzen og over i den eksperimenterende impromusik og afsøger grænserne op til noisegenren. Det er befriende at høre de fire musikeres uudtømmelige og afvekslende fantasirigdom. Skørt? Ja. Men også insisterende og fascinerende.

Runegrammofon.com

Morten Schantz: Godspeed (Edition)

Det britiske pladselskab Edition Records har med stor succes været med til, at løfte trommeslageren Anton Egers karriere via medlemskabet af trioen Phronesis. Ligeledes har de udgivet flere plader med saxofonisten Marius Neset, inden det større tyske pladeselskab ACT fik ham i deres stald. Vi kender dem begge fra Jazzkamikaze, hvor de sammen med bl.a. Morten Schantz på keyboards har sendt lidt sund rockattitude ud over den danske jazzscene. Neset og Eger er også med på Morten Schantz Godspeed’s første album, som førnævnte Edition Records udgiver. Dette album kunne meget vel være starten på et nyt kapitel i Schantz’ karriere. 

Han har lavet et uforfalsket fusionsalbum i en vanvittig vellykket 2017-aftapning. Han har sat sig bag en flåde af nye og gamle synths og keyboards. Han spacer ud uden, at forfalde til at lyde som et fusionsmuseum a la 1985. Det er selvfølgelig nærliggende at nævne Weather Report og Joe Zawinul i den bedste mening. Schantz og Neset har et partnerskab der tåler sammenligning med Zawinul og Wayne Shorters i Weather Report. De komplementerer hinanden og får de bedste sider frem. Anton Egers trommer er spændt til det yderste. Han er vildt pushy og helt fremme på beatet. Han giver Schantz og Neset et pace, hvor de konstant spiller lige så skarpt som en nyspidset blyant.

Albummet er en kalejdoskopisk rejse gennem brusende høj oktans numre som titelnummeret Godspeed og Ceasefire eller den avantgardistiske Nuclear Fusion. Der er stille numre som Growing Sense og den næsten akustiske duet Cathedral mellem Neset og Schantz. Der er Drill, der lyder som et Jazzkamikaze nummer. Godspeed er noget af det bedste elektriske jazz jeg har hørt længe. At det også er dansk er lidt underordnet. Morten Schantz bør få et velfortjent internationalt gennembrud med dette album. Har du hørt rigtigt meget Weather Report og lignende, så er det ingen vej udenom. Køb dette album. 

mortenschantz.com

editionrecords.com

Etienne Mbappe & The Prophets: How near how far (Abstract Logix)

Bassisten Etienne Mbappé kender jeg fra flere sammenhænge. Bl.a. var jeg med til arrangere en koncert med ham for over ti år siden, hvor hovedtemaet var worldjazz med et snert af afro. I de senere år har han gjort opmærksom på sig selv som medlem af guitarhelten John McLaughlin's faste kvartet. De idéer jeg har gjort mig om Mbappé's fjerde plade i eget navn, bliver der ret hurtigt flyttet rundt på med dette album. 

Mbappé der oprindeligt er fra Cameroun, har samlet bandet The Prophets, der består af 6 musikere fra Frankrig. Den melodiskabende front udgøres trompet, tenorsax og violin. Mbappé har tidligere sunget på sine albums. Denne gang er der udelukkende fokus på det instrumentale. Stilistisk får han på meget elegant vis bygget bro mellem jazzhistoriens store navne, caribiske rytmer, afro, funk og ikke mindst europæisk jazz. Hans velformede og elegante elbasspil er sat ind i storslåede rammer og overrasker positivt.

etiennemabappe.com 

Jacob Christoffersen Trio: We want you (Stunt) >> Rantala Danielsson Erskine: How long is now? (ACT) >> Grégory Privat Trio: Family Tree (ACT)

Her er et dansk, et finsk og et fransk bud på hvordan triojazzen kan lyde lige nu. 

Pianisten Jacob Christoffersen er i sikker havn sammen med bassisten Thomas Fonnesbæk og trommeslageren Zoltan Csörsz. Christoffersen får det komplicerede til at lyde ukompliceret. Han spiller med en flydende musikalsk ligefremhed, der nok har et nordisk afsæt og alligevel er så meget andet. Han er blandt de mest brugte sidemen herhjemme, hvor specielt det mangeårige samarbejde med Sinne Eeg aftvinger respekt. Hvis han selv skal bestemme retningen, så hopper han i pianostolen og hælder de sorte og hvide tangenter ud af skjorteærmerne i højt tempo. Det er en intens og medrivende trioplade.

Finske Iiro Rantala der var stand in for afdøde Esbjörn Svensson på den nys udgivne E.S.T. Symphony, har det som en fisk i vandet på denne plade. Han er sammen med svenske Lars Danielsson på bas og amerikanske Peter Erskine på trommer. Fra 1990 til 2007 lavede han ti plader sammen med Trio Töykëat, hvor specielt de sidste tre udgivelser på Blue Note gav international opmærksomhed. Løssluppenheden som kendetegnede Trio Töykëat er klædeligt tøjlet, når han er sammen med Danielsson og Erskine. Rantala lægger ikke skjul på at han er inspireret af så forskellige folk som Bach, Hendrix og Kenny Barron. Han spiller musik af alle tre, hvor Hendrix’ Little Wing er en favorit. Rantalas egen Snapchat skal fremhæves som pladens bedste eksponent for perlende let og poppet triojazz. En ægte humørperle.

På den sidste plade møder vi pianisten Grégory Privat, der oprindelig kommer fra Martinique. Det er Lars Danielsson, der har haft Privat med i sit Liberetto band og har sat Privat i forbindelse med ACT Records. Det er Privats fjerde album. Han var oprindeligt rejst til Frankrig for at blive ingeniør. Som 27 årig tog han det endelige spring og helligede sig helt til musikken. Det lå i blodet, da Privats far var fuldtidsmusiker og havde sendt Privat til klaverundervisning allerede som 6 årig og de følgende 10 år, hvor han blev skolet i den klassiske musik. I dag er det jazzen og trioformatet, hvor inspirationen fra Caribien konstant ligger lige under overfladen. Det risler og giver mindelser om et par af firsernes store navne Michel Petrucciani og Michel Camilo. Privat har skrevet alle pladens numre, hvor man også hører inspiration fra tangoen, Debussy og Michel Legrand.

sundance.dk

actrecords.com

Robinson/Hagner/Bülow: Stjernernes knæ (Daniel Robinson)

Uventet god musik er noget som der sættes stor pris på, her på JazzNyt. Det er det i allerhøjeste grad tale om her, hvor jeg kun kender trommeslageren, fra noget helt andet jazz end det jeg hører her.. Pianisten Daniel Robinson der studerer på konservatoriet i Aarhus, har lavet denne meget personlige trioplade. Han er sammen med bassisten Frederik Hagner og trommeslageren Frederik Bülow (fra Bangin’ Bülows Nice Jazz Quartet). 

På pladen præsenteres vi for en halv times musik, der henter inspiration i klassisk musik og den nordisk klingende jazzmusik. Pladen åbner med den smukke titelmelodi Stjernernes knæ, hvor trioen samles om et roligt nummer. Herefter kommer det ene af to numre på pladen, der er frit improviserede.

Det er på de frie stykker, at trioen giver sig selv en kæmpeudfordring, der lykkes langt hen ad vejen. Det skal dog ikke være nogen hemmelighed, at trioen skaber noget andet og mere spændende på de gennemkomponerede numre. F.eks. er den smårockende Bang Bang en rigtig god knaldperle (sorry, jeg kunne ikke lade være). Jeg kommer til at tænke på Brad Mehldau undervejs. Og det er på ingen måde skidt i min bog, snarere tværtimod.

facebook.com/RobinsonHagnerBülow

Jesper Lundgaard Trio: 2016 (Storyville)

Det er ikke højtråbende jazz det her. Det er i stedet insisterende jazz. Jazz der nok kan være diskret og så alligevel er så meget tilstede at det mærkes. Bassisten Jesper Lundgaard har sammen med saxofonisten Hans Ulrik og guitaristen Niclas Knudsen lavet en plade der befinder sig i det blå hjørne. Det er jazzet bluesstemning skabt af tre stærke jazzmusikere. Hans Ulrik har skrevet fire numre på palden, numre der giver masser af plads til Lundgaards bas. Niclas Knudsen byder ind med en enkelt, Vals fra Nørrebro, hvor Jesper Lundgaard på strøget bas sender tankerne i retning af det svenske. Jesper Lundgaard har lavet tre numre. Den første er hyldesten K.B. Blues og den anden er nummeret Doug. Lundgaard sender i et skønt swing nummer, sine tanker i retning af den amerikanske guitarist Doug Raney, der døde sidste år og som Lundgaard ofte havde spillet med.

Midt i min glæde over den velspillede og intime jazz, skal der også sendes nogle ord i retning af den lækkert arrangerede lyd. 3 mikrofoner der der er placeret så de også indfanger lyden af det rum, som musikken er indspillet i. Det er tørt og ryger direkte ind i hjertet hos jazzlytteren, der godt kunne tænke sig en intim koncert hjemme i stuen en gang i mellem. Hov jeg glemte helt at nævne, at de også spiller Coltranes Naima.

Storyvillerecords.com

JazzNyts Guide til fusioneret jazz 2017 vol. 2

I anden del af JazzNyts fusionsguide er lyden blevet mere organisk og mindre fusion'sk. Indierocken har sat sit præg på lyden og stilen. Med lidt god vilje kan det vel kaldes instrumental rock eller pop med jazzede improvisatoriske forløb. God fornøjelse.

Hvem: Nikolaj Bugge - guitar. Jakob Lauritsen - Rhodes. Henrik Lauritsen - bas. Jonas Møller Andreassen - trommer.

Stil: indierock, jazz

Land: Danmark

Seneste udgivelse: Pletter på solen (Røgsignal 2016)

I stil med: I Think You're Awesome, Girls in Airports, Bill Frisell

Info: Musikken er komponeret og arrangeret og giver mulighed for at arbejde med improvisatoriske forløb, der har en større kringlethed, end den som man ellers kender fra rocken. Skal de sættes i en genrebås bliver det i crossovergenren instrumental og jazzet mellow indierock.

Live: Atlas, Aarhus 03.02.17. Blågårds Apotek, Kbh. 18.02.17

rogsignal.dk

Hvem: Jens Mikkel (f. 1988) - bas. Alex Jønsson (f. 1985) - guitar. Andreas Skamby - trommer. Kasper Staub (f. 1988) - keyboards. Frej Lesner (f. 1989) - percussion. Morten Kærup - guitar, banjo.

Stil: Indierock, jazz

Land: Danmark

Seneste udgivelse: Books og Books Live (ITYA 2016)

I stil med: Girls in Airports, Jakob Bro.

Info: Jens Mikkel fik denne blogs pris Jazznytprisen i 2016. Har man oplevet bandet ved koncert er der ændringer undervejs. Jens Mikkel er begyndt at synge. Måske er det et forvarsel om hvad der venter os i fremtiden med I Think You're Awesome. ITYA indeholder tilpas mange dele fra rocken - bl.a. rytmerne - til at man også kunne kalde det for instrumentalrock. Det er til gengæld ikke den jazzrock som kendes fra 70'erne, hvor en af hovedbestanddelene var massive guitarsoloer der kunne vare en hel LP-side. Det er nutidig indiejazz.

Live: Atlas, Aarhus 03.02.17. Arne B, Svendborg 16.02.17. Kulturstationen, Vanløse 25.02.17.

løftmigopsåjegkannå.dk

Hvem: Laura Jurd (f. 1991) - trompet. Elliot Galvin - Rhodes, Hammond. Conor Chaplin - elbas. Corrie Dick - trommer.

Stil: jazzrock, jazz, fusion

Land: Storbritanien

Seneste udgivelse: Together, as one (Edition 2016)

I stil med: Kenny Wheeler, Miles Davis

Info: Elbas og Rhodes sender musikken ind i et delvist jazzrocket miljø, der skylder en smule til Miles Davis og meget mere til Jurd's landsmand Kenny Wheeler. Laura Jurd er også med i danske Jasper Høiby’s soloprojekt.

Live: Er på turné i Storbritanien og Irland, jan, feb. og marts.

laurajurd.com/dinosaur/

Pasborg: Morricone (Stefan Pasborg)

Den italienske komponist Ennio Morricone er i en liga for sig, når det handler om soundtracks. Det er umuligt at se Sergio Leones klassiske spaghetti westerns For a few dollars more eller The good, The Bad and The Ugly med Clint Eastwood i den übercoole hovedrolle som den tavse hævner uden, at Ennio Morricone skarpt orkestrerede soundtrack er tilstede. I slutningen af november opførte Det Kgl. Teater stykket Morricone, hvor Ibrahim Electric trommeslageren Stefan Pasborg havde fortolket Morricone’s musik til et stykke med dans og teatralske optrin.

Pasborg er sammen med Adi Zukanovic på keyboards og Lars Bech Pilgaard på guitar. De spiller fire numre, der ikke sparer på virkemidlerne. Her er twangy guitar og corny keyboards. Det er storladent og bestialsk. Det er Pasborgsk, så lilletrommeslagene hagler ned over hovedet på lytterne. EP’en åbner med For a few dollars more fra filmen af samme navn. Det absolutte højdepunkt indfinder sig dog til sidst på EP’en, hvor de spiller The Ecstasy of Gold fra The Good, The Bad and The Ugly. Det er intet mindre end magnifikt. Morricone kan ikke hyldes bedre og mere stålsat. EP’en kunne købes i forbindelse med forestillingerne. 

Pasborg.dk

Tanaka/Lindvall/Wallumrød: 3 Pianos (Nakama Records) >> Nakama: Most intimate (Nakama Records)

Den norske kvartet Nakama lavede for et par år siden deres eget pladeselskab, Nakama Records, hvor de fire medlemmer udgiver deres musik. Jeg har fået fingrene i de seneste to udgivelser. På den første, 3 Pianos, er Nakamas japanske pianist Ayumi Tanaka sammen med to andre pianister; svenske Johan Lindvall og norske Christian Wallumrød. De spiller på hvert deres flygel. Det er musik, hvor melodi og rytme er forladt til fordel for en udforskning af klaverets klangmæssige muligheder. Det er hørt før fra solopianister. Forskellen og der hvor man overraskes som lytter, er at de tre pianister er i stand udforske mulighederne sammen, på trods, eller måske på grund af, deres musikalske forskelligheder. Musikken på pladen er delt op i flere dele. På tre numre hyldes f.eks. den franske forfatter Patrick Modiano.

Most Intimate er kvartetten Nakama’s tredje plade på eget selskab siden december 2015. Der har været fart på. Samtidig er det også et udtryk for kvartettens store kreative overskud. Pladen er pakket ind i cover, hvor teksten er præget ned i papiret. Her kan man læse om at kvartettens intention har været at skabe noget andet end de foregående albums mere konceptuelle udtryk. Det er dog stadig improvisation som Ayumi Tanaka (piano), Christian Meaas Svendsen (bas), Adrian Løsteh Waade (violin) og Andreas (trommer) mødes omkring. Kvartettens fire medlemmer har skrevet kompositioner til hinanden, Dedications. Kompositionerne spilles af de tre andre medlemmer, som svares igen af kunstneren der har fået dedikeret nummeret med et Gratitude, der følges op af Unification. Det færdige resultat er lyden af krystallinsk improvisation.

nakamarecords.no

Nils Berg Cinemascope: Searching for Amazing talent from Punjab (Hoob) LP

Et træ er ikke en skov, ligesom et menneske ikke er menneskeheden. Det er noget af det som den turbanklædte Balwinder Singh Laddi siger, på en Youtubevideo optaget i vejkanten i det frodige Punjab. Det klip satte gang i den svenske musiker Nils Bergs nysgerrighed og kreativitet. Den indiske vejkantsfilosof er første mand på Nils Berg Cinemascope’s plade Searching for amazing talent from Punjab. Her sætter Nils Berg på sax og elektronik, Christoffer Cantillo på trommer og Josef Kallerdahl på bas musik til Balwinder Singh Laddi’s magiske røst. I øvrigt har trioen henover julen været i Punjab for at finde manden. Det kan du se mere om på trioens facebookside.

Resten af side A er det samme koncept. Spændende mennesker, stemmer og historier kædes sammen med trioens musik. Et harpekursus på fransk og en romakvinde fra Stockholm er nogle af de andre vi hører. Musikken kan sine steder minde om James Blake’s cut up teknik, som det kendes fra popmusikken. Idémæssigt kommer jeg også til at tænke på Brian Eno & David Byrne’s My life in the bush of ghosts. Det fungerer langt hen ad vejen også lige så godt. Forskellen er at trioen har hjemme i jazzen, som de blander op med electronica og worldmusic. Side B er uden stemmerne. Hvis Side A ikke havde været så velfungerende og god, så havde jeg nok holdt mere af side B. Jeg savner stemmerne. Det skal dog ikke afholde mig fra, at anbefale pladen. Den er original og tro mod sig selv, stemmerne og musikken.

nilsbergcinemascope.com

Konkyhlie (ILK) LP

Det er snart et år siden at saxofonisten Christian Kyhl døde. Inden da nåede han at medvirke på to albumindspilninger der blev udgivet i efteråret. Den ene var med gruppen 4 eller 5 Avantis, der har eksisteret siden 70’erne. Den anden er denne plade, hvor han er sammen med fire unge musikere i gruppen Konkyhlie. Taus Bregnhøj-Olesen på guitar, Kristian Tangvik på tuba, Asger Thomsen på bas og Jeppe Høj Justesen på trommer nåede at indspille pladen med en musiker, der gik egne veje. Allerede da gruppen startede havde Kyhl fremskreden strubekræft. Efter at have spillet sammen i et år, skulle han opereres i struben, hvilket også betød at han ikke kun spille mere. 

Efter operationen viste det sig alligevel at være muligt, at spille gennem ventilen han havde fået indopereret. En indspilningssession blev hurtigt sat i værk. Det blev gruppens første og eneste. Kyhl er en helt fra de “gode gamle” avantgardejazzdage, hvor han bl.a. har spillet med Tchicai, Claus Bøje og Peter Friis Nielsen. Det spændende ved denne plade er, at høre hvordan der gives musikalsk energi den ene og den anden vej. Det er inspirerende og løssluppent, at lytte til. Øjeblikket eksploderer og der spilles jazz, som om der ikke var andet i verden lige nu. Det er både intenst og rørende. Billederne på pladecoveret er selvfølgelig lavet af Christian Kyhl.

Ilkmusic.com

Radio Galaksy: Free Ride (Gateway) LP

Det er trommeslageren Søren Jensen der står spidsen for Radio Galaksy projektet. Her er han sammen med Nashville-bassisten Viktor Krauss, der bl.a. er kendt fra sit samarbejde med Bill Friselll, den danske guitarhelt Aske Jacoby og Christoffer Jespersen på keyboard. Selv om der måske ikke lige er en klokke der ringer, når der står Søren Jensen, trommer, så siger det ikke noget om ambitionerne og kvaliteten. Det føles som om Søren Jensen er gået all-in. Han har haft en en overordnet idé, som han har formået at fuldføre og bringe til live. Han nævner selv Pink Floyd, Bill Frisell, Kraftwerk, Ry Cooder, Ennio Morricone og Air som inspirationskilder. Det lyder som noget der kan stikke i mange retninger. Det gør det bare ikke. Her gør bassisten Viktor Krauss uden tvivl sit for, at holde musikken i sporet. Det er helt vildt, som han kan sætte retningen.

Det er en plade med instrumentalrock, hvor americana og en filmisk stemning får lov til at fylde. Noget der er allermest påfaldende ved pladen er, at den godt kunne minde om et konceptalbum fra 70’erne. Det her er musik der er lavet til, at fungere som et album og ikke som et visitkort, der kan give spillejobs. Det er fornøjelse at en musiker tænker på selve det færdige produkt - grammofonpladen, som vi kaldte den i gamle dage - som en del af udtrykket. En stor favorit hos mig er det ni minutter lange og langsomme nummer The Bike, hvor Lis Wessberg på trombone tilføjer en helt særlig stemning. Side B åbner med reggaerytmer og nummeret Pangæa. Herefter kommer der en utilsløret hilsen til Pink Floyd med Alone on Planet Earth. Ikke så meget på grund af digtet som Jakob Dahn reciterer. Det er mere på grund af den psykedeliske undertone der er i nummeret. I øvrigt er Lis Wessberg igen forbi for at sætte sit præg på nummeret. Free Ride er et vellykket album til lyttere med hang til 70’er rock og americana tilsat en dosis jazzede vibes.

radiogalaksy.com

Anders Lauge Meldgaard og Kristian Poulsen: Leben in bewegung (Insula/Yoyooyoy/Halloween) LP

Frisk Frugts frontmand Anders Lauge Meldgaard er for anden gang gået sammen med guitaristen Kristian Poulsen, der bl.a. er kendt fra bandet Spost om at lave en LP. Det er poetisk improviseret musik, der er indspillet på københavnerspillestedet Mayhem over to dage i august og september 2015. Over de to pladesider præsenteres vi for 18 forholdsvis korte numre. De snurrer let som ahornstræets helikoptere, der falder til jorden med forskellige hastighed. Nogle er hurtige og andre er langsomme. Mens andre er gået i stykker og vælger nye retninger.

Musikken spiles på klaver, akustisk guitar, saxofon og analoge synthesizere. Er man bekendt med Frisk Frugt, kan denne plade betegnes som et slags frikvarter, hvor der er kommet ro på. Det er et helle, hvor der er plads til at forundres og betages. Det er mere impulsivt og uordnet. Det er en plade, der ikke vil indfanges. Den har det bedst som fri fugl uden for buret. Der hvor stemningen er sin egen og musikken rejsende. 

soundcloud.com/kristian-poulsen-4

Curtis Stigers & DR Big Band: One more for the road (Concord)

Blandt mine mange favoritplader indenfor jazzen, er der særligt en der skiller sig ud. Frank Sinatra's møde med Count Basie's big band i Las Vegas på casinoet The Sands, er gjort af et helt særligt stof. Basie og Sinatras time og swing er sjældent hørt bedre. Det er på en gang skødesløst lækkert og virtuost. Det er musik og god stemning i et eksklusivt set up, der er tidløst. Derfor gav det god mening, da DR Big Band sammen med den amerikanske sanger Curtis Stigers besluttede sig for at spille musikken fra albummet ved en række koncerter for et par år siden. Det er nu blevet til en tilbagevendende begivenhed i januar måned, således også i år.

Nu suppleres det hele med en udgivelse med koncertoptagelser fra 2014. Der skal ikke herske nogen tvivl om at DR Big Band godt kan bide Basie's big band i haserne, når det gælder swinging big band musik. Er Stigers så den rette som stand in for Sinatra? Spørgsmålet er vel nærmere om man vil kunne finde en bedre erstatning. Stigers er også mester ud i tilbagelænet swing. Nu kan man så spørge sig selv om man ikke bare kunne sætte The Sands pladen på pladespilleren, i stedet for at høre nogen der prøver på at gøre det samme. Men ligesom så man andre store jazzmesterværker, så kan Sinatra at The Sands sagtens tåle at blive fortolket, indenfor en ramme hvor man er ret tro mod udgangspunktet. Curtis Stigers fortolker 8 af numrene fra The Sands og supplerer med yderligere to Sinatra favoritter. Come fly with me, I’ve got you under my skin, Fly me to the moon og titelnummeret er med til at give denne plade pondus og evergreen sjæl. Har du Sinatra pladen, så kan du godt tilkøbe denne. Ikke mindst fordi DR Big Band er så gode hele vejen.

Curtisstigers.com

Greve, Harres, Manso & Zenicola: Live at Audio Rebel (Hiatus/Insula) kassettebånd

Brasiliansk musik er andet end samba og bossa nova. Girls in Airports saxofonisten Lars Greve besøgte landet i 2015, hvor han mødtes med tre musikere fra Rio de Janeiro’s musikundergrund. Sammen har de indspillet denne udgivelse på byens eneste spillested for eksperimenterende musik, Audio Rebel. Det var guitaristen Eduardo Manso, der inviterede Lars Greve til koncerten, der oprindeligt skulle være udgivet som vinyl i Brasilien. Men grundet OL og kulturstøtte der forsvandt, trådte Insula  fra Blågårds Plads til. Det er nu i stedet udgivet på kassettebånd. Et økonomisk lettere håndterbart materiale end den hippe vinylplade.

Lars Greve havde lært fra den session som han og August Rosenbaum lavede med avantgardeveteranen Sven Åke Johansson, at de ikke skulle spille en eneste tone sammen inden de gik i gang med den 40 minutter lange session. Sammen med bassisten Felipe Zenicola og percussionisten Thomas Harres har de lavet en buldrende freejazz session, der ikke minder om det som vi er vant til at høre fra Europa eller USA. Sarte og følsomme klarinettoner sætter ind efter at en massiv lydmur er bygget op. De finder sammen om eksplorerende elementer af noget genkendeligt, der udfordres og presses til kanten. Kassettebåndet er på mange måder en anbefalelsesværdig udgivelse til freejazzlyttere generelt og i særdeleshed, dem der tror at de har hørt alt.

soundcloud.com/larsgrevemusic/live-at-audio-rebel

Jazznyts Guide til fusioneret jazz 2017 vol. 1

I de sene 60'ere opstod genren jazzrock som en blanding af jazz, rock, souljazz, funk, progrock, latin etc. I 70'erne begyndte Miles Davis at stikke af i mere og mere syrefunky universer, indtil han trak sig helt væk fra offentligheden. Weather Report fejrede kæmpetriumfer og spillede store udendørskoncerter. Return to Forever, Mahavishnu Orchestra, Brecker Brothers, Passport og mange andre var med til øge genrens popularitet. Det var en genre der med sine kilometerlange soli og teknisk krævene forløb, tiltrak musiknørder og andre med hang til at intellektualisere musik.

Der skete noget i starten af 80'erne. Det var allerede i 70'erne begyndt at hedde fusionsjazz. Mange vil mene at det var de digitale instrumenters fremkomst, der slog fusionsjazzen ihjel i 80'erne. Det lød spaceage smart i sådan cirka en måned, hvorefter det lød håbløst bedaget. Fjollede frembringelser som guitarsynthesizeren og de elektroniske trommer sendte fusionsjazzen i helt nye retninger. Man oplevede at islandske Mezzoforte med Garden Party og Herbie Hancock med Rock It ligefrem kunne hitte med musikken. Den kom ud til et stort publikum, der ikke tænkte over at det var fusionsjazz eller noget der lignede. Miles Davis' genkomst i jazzen og nye folk som John Scofield og Bill Frisell gav også håb om at fusioneret jazz ikke var uddød. 

I de sene 80'ere og i 90'erne oplever man hip hoppens omfavnelse af jazzen. Kunstnere fra begge lejre tager på besøg i den anden lejr. Acidjazzen og senere nu jazz føjer endnu flere aspekter til lyden af den fusionerede jazz.

Fusionsjazzen og det der ligner har aldrig været død. Indenfor de senere år har vi dog alligevel oplevet en revitalisering, hvor folk som Kamasi Washington, Snarky Puppy, Cory Henry og Flying Lotus har sparket ny energi og nye publikummer ind i genren. 

JazzNyt har lavet denne guide i fire dele med 12 spændende kunstnere, der indenfor det sidste år har udgivet ny musik. Flere af kunstnerne er koncertaktuelle i Danmark. Følg med og bliv inspireret.

Hvem: Bill Laurance - piano, keys.

Stil: fusion, jazz, funk

Land: Storbritanien

Seneste udgivelse: Live at Union Chapel (Ground Up 2016), Aftersun (Ground Up 2016)

I stil med: Snarky Puppy

Info: Fast mand hos Snarky Puppy siden starten i 2004. Kan anbefales hvis du ikke kan få nok af Snarky Puppy. På solopladerne medvirker flere SP medlemmer, bl.a. Michael League. Laurance blander gerne det akustiske klaver med elektriske toner og klange. Han har desuden spillet med så forskellige folk som Chris Potter og Morcheeba. 

Live: Dexter, Odense 14.03.17

Billlaurance.com

Hvem: Ed Motta (f. 1971), piano, keys, vokal

Stil: west coast, soul, funk, jazz

Land: Brasilien

Seneste udgivelse: Perpetual Gateways (Membran 2016)

I stil med: George Duke, Steely Dan, Stevie Wonder, Gregory Porter

Info: Han udgav sit første album allerede i 1988 og har siden lavet 11 albums. Inspirationen fra 70'ernes og de tidlige 80'eres musikscene i Los Angeles, trak ham til Californien, hvor han lavede sit seneste album med nogle af planetens sejeste sessionmusikere fra den periode: Marvin Smitty Smith, Patrice Rushen og Hubert Laws. Han har på et tidspunkt udtalt at der ikke er lavet god musik efter 1983, hvor den digitale lyd begyndte at herske i alverdens musikproduktioner. Han er en romantiker, der hjemme i Brasilien har en vinylsamling på over 30.000 plader. Han er ekstremsamler og skal helst have pladerne i så god stand som stand som muligt, hvor han opbevarer dem efter japanske samlerstandarder.

Live: Fermaten, Herning 22.02.17

facebook.com/EdMotta

Morten Schantz Godspeed

Hvem: Morten Schantz (f. 1980), piano, keys. Marius Neset (f. 1985), sax. Anton Eger (f. 1980), trommer

Stil: fusion, jazz, rock

Land: Danmark

Seneste udgivelse: Godspeed (Edition 2017)

I stil med: Weather Report, Jazzkamikaze, Herbie Hancock

Info: Allerede tidligt i karrieren lavede Morten Schantz nogle utilslørede fusionsplader med Morten Schantz Segment, sideløbende med at han skabte karriere med Jazzkamikaze. Nu tager det en ny retning med Neset og Eger fra Jazzkamikaze. Masser af keyboards og højt tempo. En moderne aftapning af 70'ernes fusionsjazz. Albummet udkommer senere i januar. 

Live: TBA

mortenschantz.com

Marius Neset & London Sinfonietta: Snowmelt (ACT)

Marius Neset er i min verden jazzmusiker og komponist. Jeg ikke havde forestillet mig, at han skulle lave crossovermusik mellem jazz og klassisk, da jeg så ham første gang for en del år siden. Dengang var det som fronthyler med rockattitude i Jazzkamikaze. Ret hurtigt fandt jeg ud af at han rummede mere og andet. Sammen med kvartetten People Are Machines udgav han Suite for the seven mountains i 2008, som et forvarsel på karrierens senere suiter. Han lavede i 2014 albummet Lion sammen med Trondheim Jazz Orchestra. På det aktuelle album er han sammen med det klassiske ensemble London Sinfonietta.

Pladen har været svær for mig, at komme i gang med at skrive om. Blandingen af klassisk musik og jazz var revolutionerende en gang og blev kaldt Third Stream. Det er nok et af de områder indenfor jazzen, som jeg har haft sværest ved at komme ind på livet af. Alt for ofte har det handlet mere om form end indhold, da komponisten som regel har haft en baggrund i en af lejrene, der har skygget for fri udfoldelse indenfor begge genrer. 

Snowmelt falder i to dele. Arches of nature, der i 7 dele kommer omkring storslåede fænomener i naturen. Det er den svære afdeling, hvor Neset er tættest på Third Stream genren. I den sidste afdeling er stormen ovre og sneen smelter. Ganske banalt er det musik fyldt med spirende håb og lys. På jazzsiden flankeres Neset af Ivo Neame (piano), Petter Eldh (bas) og Anton Eger (trommer). Og det fungerer! Havde pladen startet der hvor den slutter, så havde den ikke været så svær at komme i gang med for jazzbloggeren. Det er ganske enkelt stærke sager. Det synes Kunststyrelsen i øvrigt også, så de præmierede pladen med 100.000 kr. kort før jul.

actmusic.com

Kommende Jazzudgivelser - foråret 2017 vol. 1

Så har jeg atter opsnuset lidt om, hvad der sker på jazzpladefronten i den kommende tid. Blandt stort og småt er der bl.a. en udgivelse på vej med Jazz Quintet 60 og noget uudgivet materiale fra Niels Husums samling. 

Snorre Kirk, Morten Schantz, Live Foyn Friis, Benita Haastrup, Thommy Andersson, Jan Harbeck, Sekten, Shitney og Terkel Nørgaards Reverse er også med til at give forhåbninger om at 2017 bliver et spændende jazzår. 

Det er jo alligevel 100 år siden, at den første jazzplade udkom. Billedet er fra Mark Solborgs kommende udgivelse, Omdrejninger sammen med Christian Skjødt.

JANUAR

Snorre Kirk: Drummer & Composer (Stunt)

Morten Schantz: Godspeed (Edition) Marius Neset, Snorre Kirk

Benita Haastrup. Going North (??)

Curtis Stigers & DR Big Band: One more for the road (Concord)

Viktoria Tolstoy: Meet me at the movies (ACT)

Nguyen Le & Ngo Hong Quang: Ha Noi Duo (ACT)

Andreas Schaerer: The Big Wig (ACT)

Jimmy Scott: I go back home (Eden River)

John Abercrombie Quartet: Up and coming (ECM)

Colin Vallon Trio: Danse (ECM)

Benedikt Jahnel Trio: The Invariant (ECM)

Theo Blekmann: ELegy (ECM)

Chris Thile & Brad Mehldau (Nonesuch/Warner)

Günter Baby Sommer: Le Piccole Cose-European Jazz Legends Vol.9 (Intuition)

Throttle Elevator Music: Retrorespective (Wide Hive)

Chris Byars: The Music Of Frank Strozier (Steeplechase)

Stephen Riley & Peter Zak: Deuce (Steeplechase)

FEBRUAR

Jazz Quintet 60: The Last Call (Lost Jazz Files 1962/63) (Sonorama)

Shitney: Earth Core (ILK) Maria Faust, Katrine Amsler, Qarin Wikström

Henrik Pultz Melbye: Frogs (Insula Music)

The Hum: The Hum (Passive/Agressive) Henrik Pultz Melbye

Live Foyn Friis: With Aarhus Jazz Orchestra (DME)

Jan Lundgren: Potsdamer Platz (ACT)

Daniel Herskedal: The Roc (Edition)

Hanna Paulsberg Concept: Eastern Smiles (Odin)

Julian & Roman Wasserfuhr: Landed in Brooklyn (ACT)

Nicolas Kummert: La Diversité (Edition)

Ralph Towner: My foolish heart (ECM)

Craig Taborn: Daylight Ghosts (ECM)

Julia Hülsman Trio: Sooner and later (ECM)

Vince Mendoza & WDR Big Band: Homecoming (Jazzline)

Bruut!: Superjazz (Cargo/Music on Vinyl)

Mike Richmond Cello Quartet: The Pendulum (Steeplechase)

Bob Hanlon & Mark Minchello: Camaraderie (Steeplechase LookOut)

Wallace Roney: A place in time (High Note)

MARTS

Thommy Andersson: Wood Spine (Gateway)

Jan Harbeck: Live Jive Jungle (Stunt)

Sekten: TBA (ILK)

Phronesis & Frankfurt Big Band: The Behemoth (Edition)

Allegra Levy: Cities between us (Steeplechase)

Peter & Will Anderson: Clarinet Summit (steeplechase)

APRIL

Reverse: ?? (DME) Terkel Nørgaard

Firebirds: TBA (ILK) Stefan Pasborg, Anders Filipsen, Anders Banke

Ivana Gavric: Chopin (Edition)

Andy Fusco: Steeplechase (Steeplechase)

Gene Segal: Spiral (Steeplechase LookOut)

MAJ
Kathrine Windfeld Big Band: TBA (Stunt)

Mark Solborg & Christian Skjødt: Omdrejninger (ILK) video og lyd

Jakob Davidsen Silence Trio: 1 (ILK) Torben Snekkestad, Hasse Poulsen

Peter Danstrup: TBA (ILK) Marilyn Mazur, Kasper Tranberg

Kirk Knuffke: Cherryco (Steeplechase)

Federico Bonifazi: East 74th Street (Steeplechase LookOut)

JUNI

Stanley Cowell: No Illusions (Steeplechase)

Carl Winther & Jerry Bergonzi: Inner Journey (Steeplechase LookOut)

UDEN DATO FORÅR

Peter Marott & Swinghouse Orchestra: TBA (??)

Il Sogno: TBA (ILK) forår

Alda Magna: Traces of time (Tutl) Kim Kristensen

Jeppe Højgaard: Skrig hvis du har lunger (??)

Banda Magda: Tigre! (Ground Up)

Doktor Doktor: TBA (??)

BlicherHemmerGadd: TBA (??)

Mikkel Mark Trio: Touching/Healing (ILK) vinylgenudgivelse

Marc Levin Ensemble: Songs, dances and prayers (Centrifuga) genudgivelse af supersjælden plade fra 1973

Ornithopther: TBA (??) andet album

Live Foyn Friis: TBA (??) med Nikolaj Hess, AC, Daniel Sommer

Simon Eskildsen: TBA (??) debut med Thomas Sejthen, Daniel Sommer

Orgel Duo: TBA (??) Simon Eskildsen, Daniel Sommer

Jens Fisker: TBA (??) debut med Mariusz Prasniewski, Daniel Sommer

Daniel Sommer: Duets (??) Mikko Innanen, Marc Ducret, Butch Lacy, Cesar Joaniquet

SENERE I 2017

Søren Kjærgaard: TBA (ILK) okt/nov

Newclear: TBA - tidligere Travelling Tribes kommer med musikfilm
Kathrine Windfeld Big Band: TBA (??) musik komponeret af Thomas Agergaard

Banda Magda: Yerakina (Ground Up) >> Sofia Ribeiro: Mar Sonor (Sofia Ribeiro)

En gang i mellem får man nogle koncertoplevelser, der sætter sig og huskes i lang tid. De helt særlige er dem, hvor man slet ikke har været forberedt på, at det var noget helt særligt man skulle opleve. Sådan var det i foråret, hvor jeg var havnet til en koncert med Banda Magda. Det er den græske sangerinde Magda Giannikou, bosat i Brooklyn der står i spidsen for Banda Magda. Gruppen udsender deres tredje album til foråret, hvor de også spiller tre koncerter i Danmark. Indtil da kan man fornøje sig med denne plade, der kom i 2014. Pladen er produceret af Snarky Puppy frontmanden Michael League. 

Musikalsk bevæger de sig mellem fransk chanson, samba, græske folkemelodier og diverse sydamerikanske inspirationer. Den helt særlige kvalitet ved Banda Magda er måden som de formidler musikken på. Magda Giannikou synger og spiller akkordion med et smilende nærvær der smitter. Noget der tydeligt kommer i spil på pladen, hvor man også kan se billeder fra optagelserne af musikken på den medfølgende DVD. Banda Magda kommer ind til den inderste kerne i musikken.

Percussionisten Marcelo Woloski, der spiller med Banda Magda og i øvrigt også med Snarky Puppy, medvirker på den portugisiske sangerinde Sofia Ribeiro’s niende album Mar Sonoro. Hun kommer ligeledes til Danmark til foråret, hvor hun spiller på Dexter i Odense. Ribeiro bor i New York. Stilistisk befinder hun sig længere sydpå, da inspirationen fra det sydamerikanske kontinent er stor. Som hos Magda Giannikou handler det i høj grad om en sangstemme på højt niveau. En stemme, der med en behagelig ro frembringer Sofia Ribeiros egne sange.

Hold godt øje med de disse to kunstnere i 2017. De er med til at opretholde troen på, at musik stadig handler om, at der skal være håndværksmæssigt højt niveau, inden stor kunst kan sættes fri.

Bandamagda.com

sofiaribeiro.com