Blandt mine mange favoritplader indenfor jazzen, er der særligt en der skiller sig ud. Frank Sinatra's møde med Count Basie's big band i Las Vegas på casinoet The Sands, er gjort af et helt særligt stof. Basie og Sinatras time og swing er sjældent hørt bedre. Det er på en gang skødesløst lækkert og virtuost. Det er musik og god stemning i et eksklusivt set up, der er tidløst. Derfor gav det god mening, da DR Big Band sammen med den amerikanske sanger Curtis Stigers besluttede sig for at spille musikken fra albummet ved en række koncerter for et par år siden. Det er nu blevet til en tilbagevendende begivenhed i januar måned, således også i år.
Nu suppleres det hele med en udgivelse med koncertoptagelser fra 2014. Der skal ikke herske nogen tvivl om at DR Big Band godt kan bide Basie's big band i haserne, når det gælder swinging big band musik. Er Stigers så den rette som stand in for Sinatra? Spørgsmålet er vel nærmere om man vil kunne finde en bedre erstatning. Stigers er også mester ud i tilbagelænet swing. Nu kan man så spørge sig selv om man ikke bare kunne sætte The Sands pladen på pladespilleren, i stedet for at høre nogen der prøver på at gøre det samme. Men ligesom så man andre store jazzmesterværker, så kan Sinatra at The Sands sagtens tåle at blive fortolket, indenfor en ramme hvor man er ret tro mod udgangspunktet. Curtis Stigers fortolker 8 af numrene fra The Sands og supplerer med yderligere to Sinatra favoritter. Come fly with me, I’ve got you under my skin, Fly me to the moon og titelnummeret er med til at give denne plade pondus og evergreen sjæl. Har du Sinatra pladen, så kan du godt tilkøbe denne. Ikke mindst fordi DR Big Band er så gode hele vejen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar