De har eksisteret i 12 år og har i alle årene arbejdet med deres helt eget udtryk. De blander world music, folk og jazz i et originalt univers. Bjarke Falgren på violin, John Sund på 6 og 12 strenget akustisk guitar, Morten Lundsby på bas og det nye medlem, den unge Mirwais Fedai på tablas.
Tablas har altid været en vigtig del af World on a string's lyd, så man kommer til, at tænke i retning af det indiske, når man hører dem. Der er også Falgrens violin, der både har jazz og den nordiske folkemusik i sig. Der er John Sunds uforlignelige akustiske guitar, der bevæger sig på et højt plan mellem det melodiøse og det komplekse. Morten Lundsby er bassen der som limen, samler kvartetten.
Pladen præsenterer World on a String på fineste vis.
Bonusinfo:
De spiller på Jazzhus Montmarte d. 1. aprii og Kilden i Brøndby d. 2. april.
Den fynske kvartet Lagoon at Noon ledes af guitaristen Frederik Christensen. Han har også skrevet alle de 9 numre på deres debutplade. Bandet består også af saxofonisten Andreas Bøttiger, der blev kåret som årets fynske jazzmusiker i 2016, bassisten Marius Prasniewski og trommeslageren Anders Lindhardt Madsen.
Musikken er som titlen på pladen fyldt med et godt humør. Det er noget der smitter allerede fra starten med den afrikansk inspirerede Beachparty. Herefter handler det bare om ar hænge på. Samarbejdet mellem Frederik Christensen og Andres Bøttiger sprudler. De mestrer både det funkladede med dirty guitar som på When Sully takes charge og det mere rolige på balladen Maj Regn.
Pladen lukker ned med The wind in the palm trees, hvor det føles som om man går hjem fra det der startede med et herligt Beachparty.
Bonusinfo:
De spiller på Café Retro i København d. 31. marts.
Der er ikke tradition for at kvinder deltager i Ung Jazz konkurrencen og der slet ikke tradition for, at kvinder vinder konkurrencen. Ej heller er der tradition for at vokalister kommer ret langt i konkurrencen. Andre manglende traditioner er kunstnere der stiller op helt alene. Vi er heller ikke vant til vindere der er fyldt 30 år eller vindere der allerede har medvirket på adskillige pladeudgivelser.
Det kan der blive lavet om på d. 15. april, når der er Ung Jazz finale på Jazzhouse. 30 årige Claudia Campagnol vandt i Aarhus semifinalen over Mads Houe & The Quavers. Hun skal i finalen møde ALWARI! der "vandt" semifinalen i Svendborg, da bandet Hustruvold [sic] meldte afbud.
I de 16 foregående års finaler har den manglende tilstedeværelse af kvinder blandt vinderne været påfaldende. Jeg kan ikke finde andre end altsaxofonisten Signe Emmeluth, der vandt med Musik för hemlösa i 2014, dobbeltvinderen saxofonisten Lis Kruse sammen med Lars Fiil Kvartet i 2010 og Aurora i 2007 og trombonisten Maria Bertel, der vandt med HUMBUK! i 2004.
Hvorfor er der så få kvinder der vinder i Ung Jazz konkurrencen? Og i det hele taget deltager i konkurrencen?
Der burde med andre ord være god grund til, at glæde sig over at der er kvinde i finalen. At hun er vokalist gør det kun bedre, da der aldrig har været en vokalist i nærheden af at vinde konkurrencen. Alligevel synes jeg at det er en skam, at hun ikke er helt “ung”. Hun har allerede medvirket på flere pladeudgivelser, hvor den seneste er som gæstesolist på et par numre i selskab med Marcus Miller og Manu Katché på den italienske pianist Antonio Faraos nye album. Nå men jeg må hellere komme ned fra den fornærmede jazzbloggerpiedestal og i stedet glæde mig over, at der er 50% chance for en kvindelige vinder og at der er en risiko for at vinderen kommer bredt ud
Der er ikke så længe til jeg har fødselsdag. Jeg ved allerede nu, at dagen bringer et special treat. Jeg skal til koncert med pianisten Zier Romme Larsen, der sammen med den amerikanske trommeslager Alvin Queen og bassisten Ida Hvid hylder Oscar Peterson, den canadiske pianist der om nogen er nået ud til et stort publikum. Selv om min jazzsmag har taget mange mærkelige drejninger i løbet af mit liv, så har kærligheden til Oscar Petersons klaverspil aldrig svigtet. Derfor var fornøjelsen også ekstra stor, da optikeren Brian Rindom Larsen besluttede at Zier Romme skulle være den tredje kunstner i Fiol Sessions Debut Series. Jeg har skrevet pladens liner notes. Så dette er ikke nogen anmeldelse, jeg er vel rimeligt inhabil lige her. Betragt det i stedet som en servicemeddelelse fra din jazzblog.
Musikken blev indspillet sidste sommer på Copenhagen Jazz Festivals sidste dag. Det foregik hos optikeren i Fiol Stræde inde i gamle København. Den unge Zier Romme har siden barns ben været fascineret og inspireret af Oscar Peterson og den klassiske jazz, hvor standards er noget man spiser til morgenmad. På denne 10” vinylplade får vi ingen standards. I stedet er det Zier Rommes kompositioner der er i centrum. Han henter tydeligvis inspiration i jazzens standards. Han sender os straks ind jazzens varme favn. Det er ukompliceret lækkert. Det swinger, sprudler af spilleglæde og positiv energi.
Bag trommerne sidder Snorre Kirk, der om nogen i dette land, ved hvordan et trommesæt skal swinge. Bassisten er den purunge Felix Moseholm, der uden problemer går ind i musikken og møder de to medmusikanter med indføling og autoritet. Pladens seks numre er en blanding af up tempo og ballader. Det er jazz af den slags der får hjertet til at pumpe og foden til at vippe af vellyst.
Det smukke billede på pladecoveret er malet af Anders Moseholm og Lurah Blade i forbindelse med indspilningen af pladen. Til sommer indspilles den fjerde Fiol Sessions Debut Series plade. Det er saxofonisten Søren Høst der er i centrum til den tid. Hvis du endnu ikke har Fiol Sessions pladerne i din samling, kan du få dem gratis med hvis du handler kontaktlinser eller briller hos Fiol Optik.
Danske Storyville Records har gennem mange år positioneret sig, som et af de vigtigste pladeselskaber i deres genudgivelser af Duke Ellington indspilninger. Den aktuelle udgivelse er ingen undtagelse. Her er Duke Ellington gået i studiet i 1972, efter et engagement i New York på The Rainbow Grill sammen med en mindre gruppe. Ellington har taget to sangere med i studiet, ellers er det bare Duke og et klaver det handler om. Duke Ellington vælger at spille forskellige spændende sager fra karrieren, hvor de to takes af Strayhorn The Lotus Blosson og de to takes af Elllingtons egen Le sucrier velours er nogle af perlerne.
Jeg er særlig begejstret for de to numre, hvor sangerinden Anita Moore medvirker. Hun er kun i starten af tyverne på det tidspunkt og var lige begyndt at synge med Ellington. Hun har en autentisk og indlevende stemme, der er mørk og lidt rusten i kanten. Mens den mandlige sanger Tony Watkins hører til den mere kedelige side.
Pladen lukkes ned med 4 numre fra en koncert i Rotterdam, hvor de skulle spille to koncerter samme aften. Her får vi ekstranumrene fra det første show, hvor der kun er fire musikere tilbage på scenen. Duke, Wild Bill Davis på orgel, Victor Gaskin på bas og Rufus Jones på trommer spiller på livet løs, mens publikum til koncert nr. 2 venter på, at blive lukket ind. Det er en fest og en fortsættelse til pladen Rotterdam 1969, som Storyville udgav sidste år.
Kærligheden til Lennie Tristano er stor på denne plade. Den svenske guitarist Pål Nyberg er sammen med den amerikanske saxofonist Jimmy Halperin, på en liveindspilning fra Berlinerklubben A-Trane. Halperin regnes for at være en af de vigtigste nutidige jazzmusikere, der bærer arven fra Lennie Tristano videre. Han er både uddannet af Tristano og senere Sal Mosca, der også holdte ild i Tristano-flammen. Siden har han samarbejdet med instrumentkollegerne og Tristanoeleverne Lee Konitz og Warne Marsh. I slutningen af 40’erne revolutionerede Tristano jazzen med frie gruppe improvisationer, der satte dybe spor ind i jazzen.
Her hører vi Halperin og Nyberg sammen med den svenske bassist Robert Erlandsson og den danske trommeslager Andreas Fryland. De spiller fire kompositioner af Tristano, et par stykker af Halperin, en enkelt, Feather Bed, af Tristano-eleven Ted Brown og så Lee Konitz’ udødelige jam klassiker Subconscious Lee. Det er en behagelig og afbalanceret jazzplade, hvor kompleksiteten er stor og stiller krav til musikerne. Det betyder ikke at vi som lyttere hægtes af. Live indspilningen er fuld af cool intimitet og old school tjekket jazz.
Anbefales hvis du kan lide: Herbie Hancock, Lonnie Liston Smith
Info: Heftige trommebeats, Rhodes og en funkfed bas sætter jazzen fri på dansegulvet. Den indflydelsesrige DJ Gilles Petterson oplevede et 20 minutters liveset med dem og skrev straks en pladekontrakt med dem. En af mine pladefavoritter fra 2016.
Live: Der er rygter om en koncert i Danmark, men der er ikke offentliggjort noget endnu.
Anbefales hvis du kan lide: Herbie Hancock, Flying Lotus, J Dilla
Info: Kuroda blev venner med sangeren Jose James på Berklee og medvirkede på hans første albums. Blue Note udgav i 2014 det Jose James producerede album Rising Son med nogen succes.
Live: Der er ikke offentliggjort noget på nuværende tidspunkt.
Hvem: Robert Glasper (f. 1978), piano, keys, producer
Stil: funk, hiphop, r'n'b, fusion, jazz
Land: USA
Seneste udgivelse: Robert Glasper Experiment: ArtScience (Blue Note 2016), Robert Glasper: Everything's Beautiful (Columbia 2016)
Info: Han har lavet 3 albums med Robert Glasper Experiment, hvor der på de første albums var en stjernerække af gæster. Det nyeste album er mere fokuseret med vokal og masser af keys. Har lige rodet sig ud i et kønspolitisk stormvejr, hvor han i et interview med Ethan Iverson taler The Musical Clitoris. Om at kvinder ikke er til komplicerede soloer men mere til grooves.
Anbefales hvis du kan lide: Herbie Hancock, Kendrick Lamar,
Live: Der er ikke offentliggjort livedatoer i Danmark.
De vandt Ung Jazz konkurrencen sidste år og når jeg hører denne LP forstår jeg godt hvorfor. Det er jazz i samme gode klasse som I Think You’re Awesome og Røgsignal. guitaristen Nikolaj Bugge fra sidstnævnte band er endda med i I Just Came From The Moon. Det er primært for at spore dig ind på hvad du kan vente når du hører I just Came From The Moon. For de er ikke et rip off af de andre bands.
Bassisten Frederik Hagner har skrevet al musikken i bandet, hvor der er fokus på blæserne. Jonas Scheffler spiller en trompet der minder mig om Tomasz Stanko. Han suppleres af saxofonisten Nis Hellerøe Myrtue. Sidste mand i bandet er trommeslageren Tobias Andreassen.
Der er et samlet og homogent udtryk i bandet. Det er mellem sprækkerne i den gennemtænkte og velovervejede perfektion, at der siver nogle dufte der giver musikken den særlige stemning. Der er en retning, hvor twangy guitar, drømmende trompet, beroligende saxofon og letflydende trommer styres behændigt af Frederik Hagner og bassen.
Det er en af den slags plader man sætter på for, at lade rummet blive fyldt med skøn indie/nordisk/country/melodisk influeret jazz. Det fungerer. Frederik Hagner tager en fræk frispilning på side 2, hvor Ugler i mosen lægger endnu et lag ind i stemningen. I Just Came From The Moon og vinylpladen Hoax er en sikker investering for jazzlytteren med hang til støvet guitar og Stankolækker trompet.
I 2011 lavede Kresten Osgood denne trioindspilning sammen med amerikaneren Mat Maneri på bratsch og Maria Laurette Friis på vokal. Det er på alle måder en ultrasmal og vigtig udgivelse. Den udgives også kun på kassettebånd. Den indeholder eksperimenterende musik, der vel godt kan kaldes avantgarde, p.g.a. den ikke-pleasende natur. Du kan ikke “bare” lytte til det her. Lyttesansen udfordres og der stilles krav. Kresten Osgood er næsten ikke hørbart til stede i starten af båndet. Det er Maria Laurette Friis med sine gutturale lyde, der dominerer sammen med Mat Maneris bratsch, der sine steder kan lyde som noget John Cale spillede i Velvet Undergrounds øvelokale, men aldrig gik videre med, fordi det var for langt ude for Lou Reed. Når Osgood er inde over, lyder det som om han rører rundt i trommesættet. Kan anbefales til lytteren der trænger til en mental udflugt uden skadelige bivirkninger.
Og apropos John Cale, så er der også kommet en båndudgivelse med Tony Conrad, som Cale arbejdede sammen med, inden Velvet Underground i Theatre of Eternal Music/The Dream Syndicate, hvor de sammen med Angus MacLise, LaMonte Young og Marian Zazeela skabte dream music, der var en forløber til dronemusikken. Conrad døde sidste år, hvilket nok har været medvirkende årsag til at Tobias R. Kirstein har valgt at udgive musikken. Vi møder Conrad og Kirstein på en liveindspilning fra marts 2012 på Mayhem. Det er et sandt dronebad som vi får lov at svømme rundt i. Conrads forstærkede og loopede violin dominerer ovenpå det hele. Kirstein supplerer med perccussion, der bobler insisterende underneden. Igen et spændende bånd fra Insula Music.
Denne gang har jeg vendt blikket mod Danmark og nogle af dem, som du skal holde øje og øre med i den kommende tid. Mads Houe & The Quavers deltager lige nu i Ung Jazz konkurrencen og udgav en plade sidste år. Mens de to andre stadig er på vej. Men med det man kan høre nu, så er der meget der tyder på, at de er godt på vej.
Hvem: Jeppe Lavsen, guitar Rasmus Fisker Pedersen, elektronik. Frederik Emil Bülow, trommer. Adrian Christensen, bas. Jon Døssing Bendixen, keys.
Seneste udgivelse: Har lige offentliggjort singlen St. Puma på Spotify og andre streamingtjenester.
Info: 3 medlemmer fra Bangin’ Bülows Nice Jazz Quartet er sammen med electronicamusikeren Rasmus Fisker og Jeppe Lavsen. De har lavet en fed tegnefilmsvideo til deres første nummer St. Puma, der kan ses på Youtube. Det er planen at kommende numre også lanceres sammen med en video.
Anbefales hvis du kan lide: Flying Lotus, Jaga Jazzist
Live: Spiller sandsynligvis på Aarhus Jazz Festival til sommer.
Hvem: Niels Munk, trompet. Thorbjørn Kaas, orgel og synth. Ole Koefoed, Guitar. Sebastian Lund, bas. Johannes Bohn, trommer.
Stil: jazz, hiphop, fusion, jazzfunk.
Land: Danmark, Aarhus
Seneste udgivelse: De går først i studiet til juni, hvor de indspiller en EP
Info: De hed tidligere Balvig & The Buddhas, men har nu ændret navn efter at saxofonisten rejste til Sverige og der i stedet kom en trompetist med. Der er et par youtubevideoer, der er fra november 2015, der giver et indtryk af deres fuldfede fusionsjazz.
Anbefales hvis du kan lide: Snarky Puppy, Tigran Hamayan, Avishai Cohen
Live: Spiller på festivalen Aarhus Volume d. 17. Juni
Hvem: Mads Houe Sørensen, trommer. Jonathan Seest, bas. Salvador Olmos, guitar. Andreas Bergholt, piano. Nikolaj Svaneborg, orgel, synth. Thorbjørn Lervig, percussion. Sofie Trolde, vokal. Rasmus Holm, trombone. Jonas Scheffler, trompet. Mads Kirkegaard, altsax.
Stil: fusion, jazz, funk
Land: Danmark, Ålborg
Seneste udgivelse: Mads Houe & The Quavers: Mass Quave fra 2016
Info: Det 10 mand store band debuterede allerede for et år siden med debutpladen, hvor inspirationen fra specielt Snarky Puppy ikke er langt væk. Nu er de nået til semifinalen i Ung Jazz, hvor de stiller op i en 6 mands udgave.
Anbefales hvis du kan lide: Snarky Puppy.
Live: Spiller på V58 i Aarhus til semifinalen i Ung Jazz d. 10. marts.
Det burde vel ikke være en voldsomt stor overraskelse? Det vil jeg i hvert fald ikke påstå nu. Niels Lyhne Løkkegaard har gennem de senere år, leget med musikkens muligheder udenfor vante forestillinger og strukturer. Jeg har f.eks. modtaget en udgivelse fra ham der bestod af fem lysbilleder og en downloadkode. Jeg har modtaget intet mindre end 7 singler, med eksempelvis musik for 10 triangler eller 30 kromatiske tunere. I 2007 valgte jeg Løkkegaards album Light Airborne, som en af årets bedste jazzudgivelser. I 2012 var det albummet Vesper der røg på den liste. I det hele taget har jeg altid anmeldt hans musik med stor begejstring.
I går aftes var han gæst i programmet AK 24 syv på Radio 24 syv. Her var han inde for at fortælle om sit nye bogprojekt, der handler om musik for det indre øre. Niels Lyhne Løkkegaard laver beskrivelser af musik, hvor læseren selv danner musikken inde i hovedet, i det indre øre.
“Derudover kan du høre interview med lydkunstneren Niels Lyhne Løkkegaard, der vil skabe musik for det indre øre og fuppede hele verdens jazzanmelderstand, da han udgav en plade under pseudonymet 'Johannes Richter’.” står der på Radio 24 syvs hjemmeside.
Så fandt jeg lige ud af, at jeg havde anmeldt to plader mere med Løkkegaard end jeg troede. Johannes Richters 13 Pieces fra 2013 og 2 Pieces fra 2016. Hør selv programmet og forklaringen på, hvorfor det var nødvendigt, at den saxofonuddannede Niels Lyhne Løkkegaard opfandt et klaverspillende alter ego med dansk/tyske forældre.
Oh yeah! Richard Anderssons Udu er tilbage. Der er gået næsten 5 år siden debutpladen kom. De to fronthylere Jesper Zeuthen på altsax og Kasper Tranberg på trompet komplementerer veloplagt hinanden. Trommeslageren Peter Bruun danser med trommerne og Richard Andersson har aldrig lydt bedre på bassen. Itu er Anderssons fjerde plade i eget navn, hvor den første kom i 2010. Han placerer sig et sted mellem Mingus og Haden, der slipper jazzens komprimerede sjæl løs. Der er sved og styrke i Anderssons basspil. Han sætter et pace og en styring på musikken. På imponerende vis holder han samling på de tre utæmmede jazzmusikere, der ellers nok ved hvad de vil. De er nysgerrige på Anderssons kompositioner og er med til at folde dem ud. Hør bare Say yes eller Baby Blues.
Jesper Zeuthen slippes løs undervejs på pladen, hvor han med sin poetiske altsax spiller en solo som gjaldt det livet. Tranbergs stilsikre trompetspil, der gerne trækker spor til Miles er en nydelse. Ellers er Tranberg og Zeuthen ofte at finde i nogle gode blæserduetter på pladen. De skaber valsende hymner, der snor sig omkring Anderssons bas og Bruuns trommer. Musikken er fri og ubundet. Det er ikke free jazz, dertil er Anderssons oplæg alt for struktureret. Itu er en meget personlig plade, forstået på den måde, at alle fire personligheder kommer i spil og sprudler. Det er en meget anbefalelsesværdig plade, til den ubundne og nysgerrige jazzlytter.
Pladen er både ude på vinyl og CD. Den kommer til at ryge på min pladespiller mange gange i den kommende tid.
Den belgiske saxofonist Nicolas Kummert hører vi her i selskab med guitaristen LIonel Loueke. Pladen er Kummerts første plade for Edition Records i eget navn. Han er også medlem af kvartetten Drifter, som han har sammen med den finske pianist Alexi Tuomarila. Her er det også en kvartet, men i kraft af Loueke er det noget helt andet. Når de to mødes i duetten Gnosienne à deux, skrevet af Erik Satie, indrammes det hele så smukt i mødet mellem Loueke’s afrikansk inspirerede akustiske guitar og Kummerts jazzsaxofon over en smuk og enkel klassisk komposition. Det er ellers Kummert der har skrevet musikken på resten af pladen, med en enkelt markant undtagelse.
Leonard Cohens Hallelujah indledes med Louekes guitar og Nicolas Thys’ flotte bas og diskret percussionspil fra trommeslageren Karl Januska, de berører temaet, hvorefter Kummert improviserer en saxsolo over melodien, inden det hele samles i det velkendte Hallelujah-omkvæd. Stærkt og smukt. Kummert tilbragte et par måneder i Senegal som helt ung, hvilket siden har sat sit præg på hans musikalske retning, der er forankret i jazzen. La Diversité er et vellykket mix af moderne europæisk jazz, afrikanske toner og fire musikere der lader det smelte naturligt sammen. Lionel Louekes afvekslende guitarspil og Kummerts nærværende og varme tone topper det hele på en rigtig god plade.
Der er gået 9 år siden, at Thommy Anderssons første plade i eget navn udkom. Det var dengang Boris Rabinowitsch huserede i Politikens spalter og gav pladen 6 hjerter. Dengang havde Andersson komponeret musikken, mens han opholdte sig i Bali under en turné med Jungleorksteret. Nu er musikken skrevet i Andalusien. Han har ladet sig inspirere af Baltikum, Norge, USA, fædrelandet Sverige, en landsby i Vestafrika og en stjernehimmel på Færøerne i forhold til enkelte kompositioner. Det er verdensmusik i den fineste mening. Han har brugt 15 forskellige musikere, som alle er nogen Thommy Andersson kender godt. Han har skrevet musikken med dem i tankerne. Efterfølgende er det indspillet i overvejende first takes, som Andersson bagefter har redigeret og sat sammen.
Enkelte musikere er repræsenteret ganske mange gange. Saxofonisten og klarinettisten Anders Banke og tuba/trombonisten Jakob Munck dukker ofte op. Det gør Josefine Cronholm (sang), Kiki Brandt (sang), Bent Clausen (vibrafon), Gunnar Halle (trompet), Philip Sandholt (valdhorn) og Henrik Lindstrand (piano) også. Mens Lisbeth Diers, Lelo Nika, Paolo Russo, Jaak Sooaar, Gustaf Ljunggren og Morten Pedersen indtager nogle mindre roller.
På pladens afslutningsnummer medvirker 35 mands stort kor. Det bliver aldrig massivt. Mere som en suitelignende rejse, hvor Anderssons fokus på stemninger dominerer i musikken. Kompleksiteten er stor i de mange lag og detaljer. Det har Thommy Andersson heldigvis haft styr på, så man lytter til et samlet hele, fra en musiker der fortæller spændende historier. I øvrigt er bassen hovedfortælleren. Anderssons lækre trælyd i bassen er rygraden i musikken.
Hvis man nu, som en anden Marty McFly fra filmen Back to the Future, kunne tage turen tilbage til 50'erne og afspille noget af den jazz som udkommer i dag. Hvad ville der så ske? Mon ikke datidens jazzlytter tørt ville konstatere, at det ikke havde noget med jazz at gøre. Herefter ville han, det ville helt sikkert være en han, stikke piben tilbage i munden og finde en Gerry Mulligan plade frem. Hvis man havde taget Snorre Kirks nyeste plade, der meget passende er udkommet på vinyl, med tilbage til 50'erne, så ville der ske noget helt andet. Hornbrillen ville blive skubbet op på næsen. Piben genantændt og tweedjakken taget af. Yes sir! Now were talking, ville datidens hipster sige. That's jazz...
Snorre Kirks tredje udspil hedder slet og ret Drummer & Composer. Coveret er med et sort/hvidt billede af Snorre Kirk med stærke grafiske linjer. Og musikken! My Goodness. Rytmegruppen med Kirk ved trommerne, Magnus Hjorth ved pianoet og Lasse Mørck på bassen spiller usvigeligt sikkert. De altid faste mænd i Kirks orkester, Jan Harbeck på tenorsax og Tobias Wiklund på kornet suppleres denne gang af Klas Lindqvist på altsax og klarinet og Magnus Wiklund på trombone.
Stilen er hentet et sted i 30'erne, hvor swingjazzen var på sit højeste og Duke Ellington var tidens Kendrick Lamar. Så har den været omkring 50'erne hvor big bandsene krympede og blev til oktetter eller septetter. Men lige præcis store nok til, at der kunne være en melodibærende blæsersektion. Herefter er det bare med at komme i gang. Klas Lindqvists veloplagte klarinet får lov til at folde sig ud på Heartland. Jan Harbeck spiller natklubtenorsax på up tempo godten The Main Drag. Magnus Hjorth spiller en pianointro på Grace, der næsten kun mangler en whiskysjus for at blive en fuldendt balladeintro. Swing City Blowout er Basie’sk og kunne sagtens være et big band nummer.
Snorre Kirk har gjort det igen. Han har lavet en jazzplade, der er veloplagt og frisk i kødet. Det er jazz, der ikke indhentes af historien, men befinder sig i den klassiske klasse. Spørgsmålet er vel kun om Snorre Kirk ikke snart skal spændes for et big band?
Pladen udkom oprindeligt i 2013, men genudgives nu af Manchesterpladeselskabet Gondwana, der også har folk som Matthew Halsall, Mammal Hands og GoGo Penguin på samvittigheden. Phil France er medlem af Heartland festivalaktuelle Cinematic Orchestra. Han har med albummet The Swimmer lavet musik der placerer sig i naturlig forlængelse, af det som kendes fra Cinematic Orchestra.
Det er flydende og svævende som svømmeren der bevæger sig gennem vandet. Phil France har selv spillet det meste på pladen, suppleret med lidt strygere på flere numre. Selv om kodeordene drømmende, filmisk og minimalistisk hurtigt dukker op, når man hører den overvejende elektroniske musik, så er der mere og andet end ambient og klangflader. Der er en behagelig tyngde i musikken. Man skal svømme for ikke at drukne. Aktuelt er han ved at arbejde på et nyt album. The Swimmer lover godt for Phil France's samarbejde med Gondwana, der indtil videre skulle udløse tre albums.
