John Larkin: Before Scatman Early Sessions (Iceberg) 10”vinyl/digital

 

Var du ung i 90’erne har du med garanti hørt eurodance nummeret Scatman Ski-ba-bop-ba-dop-bop til hudløshed. Den blev nr. 1 på hitlisten herhjemme og udgivet af det danske pladeselskab Iceberg. Den var også et kæmpehit på verdensplan. Han kaldte sig Scatman John men hed egentlig John Larkin, var jazzmusiker og kom fra Los Angeles. Han havde været jazzsanger og pianist i mange år, inden han fik gennembruddet på diskotekerne. I midten af 80’erne lavede han en plade der kategoriseres som free jazz/avant garde på discogs. Danske Stunt udsendte en mere straight plade med ham efter Scatman-hittet.

Iceberg er nu kommet i besiddelse af nogle optagelser fra 1978 med John Larkin som de har udsendt på en 10” vinyl. Det er 70’erne når det er bedst. Han er sammen med et hold lokale musikere. De lader sig tydeligvis ikke begrænse af noget som helst. Det er både udflippet og frit som på nummeret Instrumental (Scatting) og mere straight som åbningsnummeret It doesn’t show, hvor John Larkin synger og latinrytmerne syder. Det er nok også det eneste nummer på pladen man kan danse til. Side 2 åbner med den tunge Happy Birthday, hvor Larkin synger. Pladens højdepunkt for mig er Love cry (early version), hvor bassisten Duke McVinnie lægger godt fra land mens John Larkin i et opskruet tempo på klaveret dækkes godt af percussion og trommer. Der er selvfølgelig lidt scat undervejs og nogle helt forrygende far out øjeblikke. 

Pladen er et interessant tilbageblik på en helt usædvanlig musikkarrriere. Den hænger godt sammen med, at der lige er kommet en biografi om John Larkin, der døde i 1999 af lungekræft.

Iceberg Records

Hvalfugl: Bag vore øjne (Hvalfugl) 10"vinyl/DL/stream

 

Der er øjeblikke der indlejres i kroppen - hvor man kan fremkalde følelsen fra dengang det skete. Det er selvfølgelig rarest når det er en god oplevelse. Sådan en har jeg med Hvalfugl, der spillede for 2 år siden på det lokale kunstmuseum i et rum med en skøn akustik. Malerier omkransede publikum og Hvalfugl. Hvalfugl gik ind i musikken og tog os med. Det var et magisk øjeblik. Det var iøvrigt lige efter at de havde udsendt albummet, der meget passende hed Øjeblikke vi husker.

Siden har der været stille fra Trioen. Det retter de op på nu med EP’en Bag vore øjne, der er udsendt på 10” vinyl. De har valgt at inddrage Little North trommeslageren Lasse Jacobsen på alle fem numre. Det er en lille genistreg. Lasse Jacobsen er her, der og alle vegne i musikken uden at blive dominerende eller voldsom. Han glider elegant ind Hvalfugls berusende skønne nordiske univers. Her er højt til himlen, der er overvejende blå. Det afsluttende nummer, Krusninger ruller behageligt ind over kroppen. Endnu en gang må jeg overgive mig totalt til Hvalfugl. 

Hvalfugl

Førstepersonental: Mermaids Cave/Cockatoo Island (Lydhør) 10”vinyl/DL

På stedet med det eventyrligt klingende navn Mermaids Cave, der ligger I The Blue Mountains i Blackheath, New South Wales i Australien, har Christian Windfeld alias Førstepersonental indspillet den ene side sin nye 10 tommer vinyl. Han har brugt en vandflaske, et piskeris og en lilletromme og ikke mindst rummet, hvor det er optaget. Den anden side er indspillet på Cockatoo Island, der ligger i havnen i Sydney. I et beskyttelsesrum fra 2. Verdenskrig på øen der både har rummet straffeanstalt og skibsværft, bruger han ting som han har fundet, shakere og lilletrommen til skabelsen af værket.

Lilletrommen var eneste instrument på den forrige Førstepersonental plade Rotunden og ligesom den aktuelle plade, er selve stedet, hvor musikken er indspillet en meget væsentlig faktor. Akustikken, klangen og dynamikken er det umiddelbart hørbare for lytteren. Christian Windfeld er påvirket af stedets stemninger, lugte, lyde og historier. Det bringes ind i disse dybt fascinerende feltoptagelser, der ikke er bearbejdet med overdubs eller effekter. 

Det er det rene øjeblik på 10 minutter, som vi kan høre igen og igen på en vinylplade. Grave os dybere ned i den mættede stemning. Det er både inspirerende og fascinerende.

Christian Windfeld

Lars Greve/Jeppe Zeeberg: Danevirke (Centrifuga) 10”vinyl/DL

Folkelighed kan udtrykkes på mange måder. Nutidens danske jazzscene kan på godt og ondt ikke beskyldes for, at dyrke folkeligheden. Ikke desto mindre dyrkes jazzen i stor grad af mange amatørmusikere rundt omkring i landet. I jazzbloggerens hjemby, Herning findes big bandet Night Train Big Band, der holder til på byens musikskole. Her mødes amatørmusikere ugentligt for at spille sammen. Der findes ifølge Jazzdanmark over 100 big bands ud over hele landet.

Lars Greve og Jeppe Zeeberg har brugt fire big bands på deres 10”vinyl Danevirke…på samme tid. NIght Train Big Band, Ribe Big Band, Farum Big Band og Svendborg Gymnasiums Big Band er indspillet på fire forskellige tidspunkter og efterfølgende samlet på de seks numre. Lige fra Hittet over Marchen til Bluesen og Tågen. Vi kommer godt rundt i jazzen. 

Greve og Zeeberg bevarer jazzen og folkeligheden i projektet og giver det hele et twist. For jazzlytteren der ikke dyrker det skæve, er det muligvis skrap kost. For en afsporet jazzblogger er det til gengæld en fest. De to ophavsmænd er meget bevidste om, at det er mennesker der spiller og, at det lyder som mennesker. Det er levende, givende og ganske underholdende. Den lille vinylplade er efter sigende snart udsolgt. Så du må hellere skynde dig, hvis du er til messing-overdosis-big band-der-ikke-lyder-som-noget-du-har-hørt-før.

Bandcamp

Medbøe/Halle/Malling: Hvor en var baen (Copperfly) 10”vinyl

Den skotske jazzguitarist Haftor Medbøe med de dansk/norske aner har lavet en plade baseret på melodierne til sønderjyske Martin N. Hansens digte. Medbøes danske aner er rundet af den alsiske muld ellers havde Haftor Medbøe næppe opdaget eller forstået digteren Martin N. Hansens digte og viser, der skrives og synges på alsisk.

Den nordiske jazztone står Haftor Medbøes hjerte meget nær, hvilket han bla. har bevist på den nylige udgivelse sammen med den svenske pianist Jakob Karlzon og tidligere på et album sammen med Espen Eriksen og Gunnar Halle.

Den norske trompetist Gunnar Halle er med på den nye plade, sammen med den NHØP-skolede danske bassist Eva Malling, som Medbøe har samarbejdet med flere gange før.

Musikken er udgivet på en 10” vinyl, hvor melodierne præsenteres i korte og kompakte versioner. Det er imponerende så intenst som Haftor Medbøe rækker ud og samler. Det er opløftende, når trioen spiller Folk der kam ind ad e bagdør. Halles beroligende og let støvede trompet finder ubesværet sammen med Medbøes minimalistiske og letflydende guitar, mens Eva Malling holder time. Sådan fortsætter de henover pladens ni skæringer. Det er meditativ og sanselig jazz. Det bølger frem i mødet mellem den alsiske nationaldigter og en kompromisløs jazztrio. De har lavet en stærkt anbefalelsesværdig plade, til jazzlyttere der ikke kan få nok af nordisk jazz, særligt af den type der rykker lidt ved konventionerne.

Copperfly Records

Haftor Medbøe & Jacob Karlzon (Copperfly) 10”/DL

For 15 år siden mødtes den skotske guitarist Haftor Medbøe med den svenske pianist Jacob Karlzon til Islay Jazz festival på de skotske Hebrider. Et venskab blev indledt og sidste år spillede de så endelig sammen til Edinburgh Jazz & Blues Festival. Det har desuden udløst denne eksklusive 10”vinyl med fire numre og lidt ekstra i det digitale download.  Medbøe har ofte hentet inspiration i den nordiske jazz, hvor pianister som Jan Johansson, Esbjörn Svensson og Tord Gustavsen har sat deres tydelige fodspor. Han har også tidligere lavet en plade sammen med den norske pianist Espen Eriksen. 

Der sker noget med Haftor Medbøes musik i selskab med svenskeren Karlzon som vi kender så godt i Danmark, bl.a. i kraft af det mangeårige samarbejde med bassisten Morten Ramsbøl. Hvor der tidligere har været en flydende og næsten transparent stemning i Medbøes musik, så er der kommet en anden og mere grundfæstet ro i musikken. Det er beroligende jazz af den smukkeste slags. Der hvor tiden står stille. Der hvor nat og dag smelter sammen. Det sidste nummer Return er med til at sende lytteren afsted på en behagelig tur. Er du til nordisk jazz? Så er dennne skotsk/svenske duo et godt og anderledes bud.

Copperfly Records 

Stefan Pasborgs 10” vinyl serie

Hen over året har Stefan Pasborg udgivet en række vinyler, med forskellige projekter, hvor han på den ene eller anden måde indtager en central rolle. Det med vinyl er helt bogstavligt. Musikken bliver ikke tilgængelig på CD, download eller streamingtjenesterne. Det hele kulminerede i denne uge, hvor den sjette og sidste plade udkom. Derudover er der en artikel om Stefan Pasborg og projektet i det legendariske amerikanske jazzmagasin DownBeat.

Ibrahim Electric: The Xmas Album (Pasborg nr. 6)

Den sidste plade er med Ibrahim Electric, hvor Pasborg gennem 10 år har joket med, at ville lave en plade udelukkende med julemusik. De andre to medlemmer Niclas Knudsen og Jeppe Tuxen var bange for at det blev for corny. Men Pasborg kan godt lide corny. Det er kærligheden til både Booker T & The MG’s og Pasborgs store helt Elvis Presley, der får en tur i den corny julekane. Stefan Pasborg springer ud som Elvis-impersonator på Blue Christmas, hvor han synger sammen med Marie Bach Hansen. Pladen lukker ned med Wham’s Last Christmas i et vidunderligt uptempo beat, der burde fylde juledansegulvet. Ibrahim Electrics The Xmas Album er ganske enkelt uundværlig i enhver julepladesamling. At Sleigh Ride og Winter Wonderland også får en vidunderlig omgang trækker kun op. Ledestjernen lyser elektrisk over Ibrahim. 

Stefan Pasborg: Morricone feat. Adi Zukanovic & Lars Bech Pilgaard (Pasborg nr. 1)

Den første udgivelse indeholder musikken fra Det Kgl. Teaters teater-koncert Morricone fra 2016. Den skarpe læser vil nok tænke at de har læst om pladen på Jazznyt.com, hvilket også er sandt, da jeg plagede Stefan Pasborg om en demo-CD, som jeg skrev om i januar 2017. På vinyl-pladen er der tilkommet et par ekstra numre. Det ændrer dog ikke på det faktum, at højdepunkterne For a few dollars more og The Ecstasy of Gold, lavet af Ennio Morricone til de berømte spaghetti-westerns med Clint Eastwood, er suveræne med twangy guitar og corny keyboards. Det er både storladent og bestialsk. 

Stefan Pasborg: Love me tender feat. Mikko Innanen, Liudas Mockunas & Nicolai Munch-Hansen (Pasborg nr. 2)

Et af mine favorit-projekter med Stefan Pasborg er Free Moby Dick. Der kom en plade med dem i 2012, der var medvirkende årsag til at jeg valgte Pasborg som den første Jazznytprismodtager. I bandet kombinerer Pasborg Elvis Presley med Alber Ayler. På den aktuelle plade hører vi kvartetten i en indspilning fra Tampere i Finland i 2013 og fra Coimbra i Portugal i 2014. Vi præsenteres for Love Me Tender fra begge steder. To indspilninger de er med til, at vise kvartettens store organiske kvaliteter, hvor fri improvisation er omdrejningspunktet. Innanen på barytonsax og Mockunas på tenorsax var sammen med den afdøde bassist Munch-Hansen og Pasborg afsindigt fede når de nænsomt og med stil slagter hellige rock-køer som Led Zeppelin’s Out in the tiles, The Doors’ Crystal Ship og Tom Waits’ Johnsburg, Illinois.

Polkadelic Bebop Trio: 1997 (Pasborg nr. 3)

To af udgivelserne har overrasket mig ret voldsomt. Den første er med Polkadelic Bebbop Trio, der udover Pasborg bestod af Jonas Müller på piano og müllerfon og Jonas Westergaard på bas. Den over 20 år gamle indspilning udkom oprindeligt på en demo-CD. Trioen udsprang fra det rytmiske musikkonservatorium i København. Jonas Müller havde lavet nogle ukonventionelle arrangementer af klassiske danske sange som Hønsefødder og gulerødder, Højt på en gren en krage og Ritsch Ratsch Filionggongong. De suppleres med Blues for Hindemith, som trioen spillede på Leverkusener Jazztage i 1997 i en jazzkonkurrence for musikere under 26 år. Müller vandt komponistprisen og Pasborg vandt solist-prisen. Som Pasborg skriver i cover-noterne, så betyder konkurrencer ikke noget for ham. Men for den 22 årige konservatoriestuderende gjorde det alligevel en forskel. Lyt til pladen, hvis du skal høre en trio, der spiller pæredansk, ubundet og eventyrlystent.

Stefan Pasborg: Man-The-Man feat. Emil de Waal & TS Høeg (Pasborg nr. 5)

Den anden store overraskelse er den her plade, hvor Pasborg mødes med instrumentkollegaen Emil de Waal og “The icing on the cake” TS Høeg på altsax, keyboard og transportabel grammofon. Samarbejdet mellem de tre er ret nyt. De tager udgangspunkt i den tyske duo Deutsch Amerikanische Freundschaft eller DAF, der i starten af firserne lavede nogle klassiske elektroniske kult-hits som Kebab Träume og Der Mussolini. På nummeret Daf Daf bruger trioen et bas loop lavet af DAF. Det er heftigt, tungt og tyskersvedigt. At trioens musikere er mere jazz end elektroniske musikere kommer til udtryk i de knapt så dansevenlige og afvigende påhit, der dukker op undervejs. På Man-The-Man “rapper” TS Høeg som var han en undergrundsrapper i midt-firserne. Det er en fest af den slags, som afsporede jazzlyttere som jazzbloggeren elsker at lade krop og hjerne svømme rundt i.

Stefan Pasborg: Solo (Pasborg nr. 4)

Den sidste plade, der var den fjerde udgivelse, er en soloplade. Det er rendyrket Pasborg. Kun trommestikker, metal og skind. Hen over to pladesider improviserer og spiller han helt frit. Øjeblikkets kunst. Det er den komprimerede Stefan Pasborg. Alt andet er skåret væk. Den er måske hele seriens vigtigste udgivelse. Det er her, hvor vi hører helt rent og uden forbehold, hører alt det som er med til, at gøre de andre fem plader så fede. Stefan Pasborg er en kompromisløs kunstner, der eksperimenterer og omsætter eksperimenterne for lytterne. Det er spændende at blive lukket ind i Stefan Pasborgs inderste, der hvor trommeslageren åbner op og lader musikken, lyden og kunsten strømme ud.

Det her er en meget let anbefaling. Køb dem allesammen. Samlet set er det en kunstnerisk manifestation og præstation i sin egen klasse som Stefan Pasborg har skabt. Alle pladecovers er illustreret af Rasmus Meisler, der har været fast cover-illustrator for Stefan Pasborg i mange år.

Stixshop.dk

Eske Nørrelykke: Seqvens (Eske Nørrelykke) 10"vinyl/stream

Jeg har modtaget en vinyl-udgivelse, der en af de mest gennemførte udgivelser jeg har set længe - og niveauet er i forvejen højt, når det gælder danske vinyl-udgivelser. 

Bassisten Eske Nørrelykke, som jazzlyttere kender fra Jan Harbeck kvartet har lavet en 10” vinyl, hvor der kun er musik på den ene side. På den anden side er der en radering med teksten til det digt, som engelske Neil Bennun har skrevet og læser op på side 1. Han ledsages af Nørrelykke på bas, 2 musikere på cello, 2 på violin og 1 på bratsch, suppleret af Mads Emil Nielsens elektronik. Selv fonten som al tekst på cover og vinyl er skrevet med er unik. Eske Nørrelykke har lavet musikken med særlig hjælp fra cellisten Jakob Kullberg, der også medvirker på pladen.

Musikalsk befinder vi os i et område af musikken der står ovenpå elementer fra den klassiske kammermusik. Undervejs i udviklingen af musikken, der har taget adskillige år, har Eske Nørrelykke gennegået en proces med hjælp fra Jakob kullberg, hvor Nørrelykke bl.a. er begyndt at spille radikalt anderledes med buen. Kullberg har kastet Nørrelykke ud på dybt vand og undervejs er Nørrelykke gået fra at være sideman til at stå i front. 

Neil Bennuns ord og stemme fylder meget i starten af det lidt over 7 minutter lange nummer. I løbet af meget kort tid siger han: “Viking time is animated by the current of myth and violence generated voltaically in the cells between its boreal cathode and agricultural anode”. I teksten på Seqvens følger der flere metaforer, der både har grobund i musikken og ordene.

Eske Nørrlykke har skabt et fuldendt værk, der kommer til, at stå som et monument i karrieren, både personligt og musikalsk. Er du til vinyl og musik på kanten, der giver stof til eftertanke og undren, så er der ingen vej udenom. Den skal erhverves i den fysiske udgave. 

Eskenoerrelykke.com

Marcela Lucatelli/Erik Kimestad Pedersen/Henrik Olsson (egen udgivelse) 10” orange vinyl

Der er ikke nogen angivelse af hastigheden på denne 10” vinyludgivelse. Det er altid et af de mere spændende elementer, når vi har med eksperimenterende musik at gøre. Ret hurtigt finder jeg frem til at den skal køre med 33 1/3 omdrejninger. Guitaristen Henrik Olsson, der bl.a. spiller med The Hum og Penumbra Ensemble har en duo sammen med trompetisten Erik Kimestad, der bl.a. spiller med Horse Orchstra og Kresten Osgood. I denne duo har de lavet en anti-rutine i deres spil. Det vedligeholdes f.eks. ved at invitere en tredje musiker ind i projektet. De mødtes med den brasilianske stemme/performance kunstner Marcela Lucatelli i Black Tornado Studiet tilbage i februar måned. Det gik så godt, at de blev nødt til at udgive musikken.

På en orange vinyl, der er udgivet i 100 eksemplarer, bliver vi som lyttere lukket ind i en underlig verden der i første omgang lyder bimlende skør. Lucatelli er stemmekunstner og har næsten lige udgivet sit eget album, Phew! 

I samarbejdet med Olsson og Kimestad er Lucatelli også konsekvent og søger ikke til grænserne, men går langt ud over dem. Hun skriger, piver, grynter og raller. På intet tidspunkt synger eller taler hun. Hun vrider og slider på stemmebåndet. Der er noget tragikomisk og uhyggeligt over det. Det fungerer, fordi der ikke tages hensyn til noget. Det er umenneskeligt menneskelig noise. Olsson går i en enkelt af pladens fire skæringer over i noget kantet punklignende guitarspil. Det er det eneste tidspunkt, hvor jeg genkender noget. Ellers er der ikke noget som helst genkendeligt. Ønsket om anti-rutinen lykkes til fulde. At der står trumpet ud for Erik Kimstads navn på pladen er også en hjælp, da jeg ikke umiddelbart kan identificere det gyldne horn. 

Det er en plade til de nysgerrige uden fordomme. Det er farligt og spændende.

Bonusinfo:

De spiller ved Barefoot Records jazzfestival arrangement på H15 d. 8. Juli kl. 20.00

marcelalucatelli.co

Førstepersonental: Rotunda (Lydhør) 10”vinyl >> Ellipsis: Bulawayo (Creative Sources) CD

Lilletrommen var fast med i front, når der var krig for mange år siden. Hvad sker der så når man placerer instrumentet i midten af krigsmindemærket Rotunden i Mindeparken i Aarhus i 2016? Den fredselskende og meget lidt krigeriske percussionist og trommeslager Christian Windfeld satte sig i midten af mindemærket, der var opført til minde om de faldne i 1. verdenskrig. 

Under navnet Førstepersonental som er Christian Windfelds solopercussionprojekt, der udgives af pladeselkskabet Lydhør, hvor Anders Ørbæk står for den lydtekniske side af sagen, har han skabt et dybt originalt værk. Det hele er blevet til på en enkelt sommerdag.

Med udgangspunkt i det fysiske sted, Rotunden og med inspiration fra Karen Marie Troldborgs digt Rotunde der er vedlagt pladen, har Windfeld lavet et lydværk, hvor side 1 er krigens fjerne torden, med droner (ikke dem der kan flyve, men de droner der musikskabte), der kommer og går. På side 2 er grusomhederne lige foran os. De tager til i styrke og efterlader ikke meget håb. Troldborgs digt er et nutidigt gensvar til den daværende statsminister J.C. Christensens fædrelandskærlige digt der pryder Rotunden.

Christian Windfeld er også med i trioen Ellipsis der netop har udsendt deres tredje album Bulawayo. Windfeld er sammen med australierne Jon Heilbron på bas og Andy Butler på klaver. Trioen har eksisteret siden 2013, hvor de mødtes i Berlin. Siden har de turneret flere gange i Tyskland, Danmark og Australien. Det er openminded improviseret musik, der befinder sig et sted mellem den klassiske musik og jazzen. Uden en overordnet plan har de tre musikere fundet sammen om et neoimpressionistisk udtryk. WIndfeld skriver i det medfølgende håndskrevne brev, at tyskerne ville kalde det Musik mit Störung. Pladen er ganske rigtigt en indadvendt størrelse med uro. F.eks. er nummeret (Another) von Trier Dream et nummer med en underlæggende ængstelse, der pibler tirrende frem. Bulawayo er sart og forfinet improv, med sans for fine detaljer.

christianwindfeld.com

Lydhoer.net

ellipsismusik.bandcamp.com

Zier Romme Larsen: Fiol Sessions (Fiol) 10”vinyl

Der er ikke så længe til jeg har fødselsdag. Jeg ved allerede nu, at dagen bringer et special treat. Jeg skal til koncert med pianisten Zier Romme Larsen, der sammen med den amerikanske trommeslager Alvin Queen og bassisten Ida Hvid hylder Oscar Peterson, den canadiske pianist der om nogen er nået ud til et stort publikum. Selv om min jazzsmag har taget mange mærkelige drejninger i løbet af mit liv, så har kærligheden til Oscar Petersons klaverspil aldrig svigtet. Derfor var fornøjelsen også ekstra stor, da optikeren Brian Rindom Larsen besluttede at Zier Romme skulle være den tredje kunstner i Fiol Sessions Debut Series. Jeg har skrevet pladens liner notes. Så dette er ikke nogen anmeldelse, jeg er vel rimeligt inhabil lige her. Betragt det i stedet som en servicemeddelelse fra din jazzblog.

Musikken blev indspillet sidste sommer på Copenhagen Jazz Festivals sidste dag. Det foregik hos optikeren i Fiol Stræde inde i gamle København. Den unge Zier Romme har siden barns ben været fascineret og inspireret af Oscar Peterson og den klassiske jazz, hvor standards er noget man spiser til morgenmad. På denne 10” vinylplade får vi ingen standards. I stedet er det Zier Rommes kompositioner der er i centrum. Han henter tydeligvis inspiration i jazzens standards. Han sender os straks ind jazzens varme favn. Det er ukompliceret lækkert. Det swinger, sprudler af spilleglæde og positiv energi. 

Bag trommerne sidder Snorre Kirk, der om nogen i dette land, ved hvordan et trommesæt skal swinge. Bassisten er den purunge Felix Moseholm, der uden problemer går ind i musikken og møder de to medmusikanter med indføling og autoritet. Pladens seks numre er en blanding af up tempo og ballader. Det er jazz af den slags der får hjertet til at pumpe og foden til at vippe af vellyst. 

Det smukke billede på pladecoveret er malet af Anders Moseholm og Lurah Blade i forbindelse med indspilningen af pladen. Til sommer indspilles den fjerde Fiol Sessions Debut Series plade. Det er saxofonisten Søren Høst der er i centrum til den tid. Hvis du endnu ikke har Fiol Sessions pladerne i din samling, kan du få dem gratis med hvis du handler kontaktlinser eller briller hos Fiol Optik.

facebook.com/FiolSessions/?fref=ts

Jan Kaspersen & Claus Høxbroe: Fiol Sessions (Fiol) 10”vinyl

København er en vidunderlig kælling, der med årene er blevet pænere og pænere. Mindre røg, møg og fulderikker. Flere cykler, gourmetrestauranter og 12-tals piger. Jeg er en romantiker der savner sliddet og det skæve. Hvor er det henne? Det har de to ærkekøbenhavnere, beatpoeten Claus Høxbroe og tangentekvilibristen Jan Kaspersen ikke problemer med at finde frem på denne smukke 10”vinyl. Det er det lille pladeselskab Fiol, der hører til hos Fiol Optik der har udgivet pladen i den nye Master Sessions serie. Det var den nu lukkede afdeling på Frederiksberg, der var ramme om en session med Høxbroe og Kaspersen. Høxbroe er en dreven herre ud i kombinationen af digte og musik. Kaspersen har også begået sig i genren sammen med bl.a. Suzanne Brøgger og Dan Turell. Glem for en stund, det du kender med dem. 

Kaspersen har medbragt sine keyboards, hvor han disker op med let afsporede toner og klange, som han også har gjort det i trioen Jungle Money sammen med Claus Bøje og Peter Friis Nielsen. Han spiller det grimme og er ikke bange for at gå ad snoede veje. Han lader sig ikke forføre af muligheden for, at diske op med forudsigelige almindeligheder. Her kommer den gode Høxbroe på hårdt arbejde. Og tak skæbne da! Han slår sig på Kaspersens musik og lader smerten skinne om kap med digtene. Han drøner afsted i et associationsgalopdigt der handler om Hubertusjagten. Det gøres med vildskab og timet ildhu. Vi kommer omkring villavejene og baggårdene. Det er helt ude i rummet. Savner du det skæve i dagens København? Så er Høxbroe og Kaspersen gode til at finde det og fremhæve det.

fioloptik.dk

Jakob Sørensen Bagland: Nomad (Jaeger Community) 10" vinyl

Jakob Sørensen udgav sidste år pladen Bagland, som jeg uden forbehold havde med på listen over årets bedste danske jazzplader. Han fortsætter nu med sit andet udspil. Denne gang er det blevet til en EP med fire numre, der udover at eksistere som download/streaming også udgives på en flot 10" vinyl. På Nomad holder han sammen på sit Bagland med Alex Jønsson på guitar, Frederik Sakham på bas, Mathias Jæger på klaver og Andreas Skamby på trommer. 

Pladen åbner med Eick. Jeg ved ikke om det er en hyldest til den norske trompetist Mathias Eick. Det er under alle omstændigheder musik der nærer slægtskab med nordmandens musik. På Eick præsenteres vi for en meget smuk blanding af jazz og folkemusik. Andreas Skambys nordatlantiske trommerytmmer finder sammen med Mathias Jægers og Alex Jønssons rytmefyldte og til tider afrikanskinspirerede spil. Henover det hele svæver Jakob Sørensens beroligende trompetspil.

Nomad er et koncentrat med kun fire numre. Jakob Sørensen får denne begrænsning vendt til en mulighed. På de fire numre præsenterer han noget forskelligt der alligevel fremstår helstøbt og sammenhængende. B-siden åbner med Brave Men. Sørensens rolige og sfæriske trompetspil er i dialog med de andre i et rytmeladet univers. Pladen lukkes ned med den rolige The Mountain that disappeared, hvor stemningen går mod aften. 

Det er en rigtig god opfølger til debutpladen. Jakob Sørensen udvikler sig lovende lige foran vore ører. Har du en pladespiller, så er der ingen vej udenom. Køb den.

baglandquintet.com

Oilly Wallace: Fiol Sessions Debut Series (Fiol Optik) 10" vinyl

Er håndværkeren i dansk jazz på vej væk? Den helt "almindelige" grundlæggende kunst, at spille jazzsaxofon virker til at være mindre og mindre efterspurgt. Hvor er saxofonisten der nynner melodier fra den store amerikanske sangbog sammen med morgenkaffen og spiller standards resten af dagen? I stedet er det attitude og en integritet der sjældent næres af John Coltrane, Sonny Rollins, Ben Webster eller Lester Young der virker til at herske. Mens de kvindelige vokalister det seneste år har stået i kø for at synge standards og klassikere, så har saxofonisterne haft travlt med at spille noget andet. Blandt de 11 udgivelser der er kommet i 2015, hvor det er saxofonistens navn der står øverst på pladecoveret er der kun en enkelt, hvor standardmateriale har sneget sig med - nemlig Christian Vuusts Storytelling, hvor det i øvrigt kun er 5 af albummets 12 numre der er jazzstandards eller det der ligner. 

Mange nye jazzudgivelser i Danmark består som regel kun af originalmateriale. En af de primære grunde er at jazzmusikere yderst sjældent kan hente økonomisk støtte til en udgivelse med jazzstandards eller lignende. Stadigvæk synes den klassisk lydende jazzsaxofon at være presset. Bassisten Niels Wilhelm Knudsen har med NWK Quintet haft tenorsaxofonisten Jens Søndergaard med i studiet. De spiller jazz som den kunne lyde i 60'erne på trods af at det er helt nyskrevet materiale. Det samme gør sig gældende for trommeslageren Snorre Kirk, der har to saxofonister med i old school jazz ensemblet på albummet Europa. Tenoristen Jan Harbeck og den unge komet Oilly Wallace spiller jazz der lyder af forne tider. Sidstnævnte er lige debuteret med sin debutplade Fiol Sessions, hvor han spiller nye kompositioner der står på skuldrene af altsaxofonisten Cannonball Adderley. Wallace er en enlig svale blandt de mange danske jazzudgivelser i 2015. Han er for at sige det pænt nærmest den eneste der har nosser nok til, at spille jazz der ikke er inficeret med noise, free, latin, rock, pop, world, soul, nordisk, avantgarde, electronica, klassisk og andet godt fra musikkens verden. Her står der en 19 årig knægt og spiller jazz som den lød før hans forældre blev født.  

Oilly Wallace spiller ikke jazzstandards på sin debutplade. Han spiller jazz, hvor respekten for håndværket, kunsten, arven og legenderne er tilstede. Det kunne godt have været standards. Vi får lov til at høre fire numre på 10" vinyludgivelsen, hvor Wallace får hjælp af Anders Krogh Fjeldsted på bas, Henrik Holst Hansen på trommer og Johannes Blöndal Wamberg på guitar. Tre unge og spændende musikere der også vil spille jazzjazz - en betegnelse som ofte bruges om den uinficerede jazz. Pointen med denne plade og grunden til at man overhovedet skal bruge tid på den - selv om man har en bunke Cannonball Adderley plader - er at Wallace spiller jazz med en uforfærdet friskhed. Han vil jazzen og jazzen vil i den grad Oilly Wallace. Der medfølger downloadkode, hvor et femte nummer også er inkluderet.

Jeg har skrevet pladens linernotes - og undlader hermed at anmelde de ord. Det skal ikke afholde mig fra at anbefale pladen til jazzlyttere i almindelighed og jazzvinylfestischister i særdeleshed.

Bonusinfo

Der er releasekoncert på Jazzhus Montmartre d. 28. april. Det er den anden udgivelse fra Fiol Optik. Optikeren der går nye og andre veje i markedsføringen af sin butik - og ny dansk jazz. 

facebook.com/Fiol-Sessions-755720594515486

Müntzing/Diers: Auditory (eardrum) (Kopasetic) 10”vinyl

På pressemeddelelsen står der for neden med store bogstaver: Improvisation Nutida Konstmusik Groove. Det er en meget præcis forbrugeroplysning. Duoen Müntzing/Diers består af svenskeren Herman Müntzing på diverse elektroniske og akustiske objekter samt den hjemmelavede strengekonstruktion flexichord og danskeren Lisbeth Diers på trommer, percussion og diverse. 

Improvisationen kommer af at det er spontan musik. Musik der er opstået i øjeblikket i studiet. Fra disse indspilninger har de så udvalgt 7 skæringer til flot lille 10” vinyludgivelse. Det er en smal udgivelse, der på smukkeste vis præsenterer sammensmeltningen mellem menneskers interageren og mærkværdige lyde. Det er både fascinerende og spændende at følge deres samarbejde undervejs. En af favoritterne på pladen er den afsluttende Tympanic Membrane, hvor elektronisk støj blandes med Lisbeth Diers’  heftige og intense groove.

lisbethdiers.com

hermanmuntzing.com

Björn Ingelstam: Fiol Sessions Debut Series (Fiol Optik) 10" vinyl

Det var den sidste dag under sommerens jazzfestival. Vejret havde været flink mod jazzen. Solens livgivende stråler var indtaget i store mængder af koncertgæster og musikere i løbet af de ti dage. Denne søndag eftermiddag var der koncert for første gang nogensinde hos Fiol Optik. Optikeren Brian Rindom Larsen havde inviteret den unge svenske trompetist Björn Ingelstam indenfor i brillebutikken i Fiolstræde. Her skulle han spille koncert og optage sin debutplade. 

Inden jeg kommer alt for godt i gang med de floromvundne vendinger (for de kommer!), skal jeg for en god ordens skyld gøre opmærksom på, at jeg har skrevet pladens linernotes - det er ikke kun derfor at jeg ønsker at det skal gå godt for denne plade. Det er en udgivelse der samler noget af det jeg elsker ved jazzen! Den udkommer eksklusivt på 10” vinyl - ligesom mange jazzudgivelser gjorde i 50’erne og 60’erne. Coveret prydes af et abstrakt billede lavet af kunstneren Jens Rost. Det er bl.a. noget af det der er skyld i, at coveret minder meget om Alex Riel Trio’s udgivelse fra 1965, der netop også kom på 10”vinyl.

Jeg nævner i pladens linernotes nogle af de trompetister som man godt kan komme til at tænke på, når man hører Björn Ingelstam. Men ikke Louis Armstrong, der er Ingelstams forbillede Numero Uno. Vist kan man høre noget Armstrong-indflydelse - men stilen Ingelstam og kvartetten spiller i, åbner ikke op for New Orleans jazz. Jeg nævner heller ikke Jørgen Ryg - og det er en fejl! Jeg har hørt meget Ryg og kommer flere gange undervejs til, at tænke på komikeren der desværre lagde trompeten alt for tidligt på hylden. Ingelstam kender sandsynligvis ikke Ryg - men de to trompetister har hørt noget af det samme i jazzen. 

Pladen er delt op i to. Den ene side er live og den anden er optaget før publikum blev lukket ind i den lille brillebutik. Ingelstam bakkes op af svenske Calle Brickman på Rhodes, Mathias Petri på bas og Andreas Svendsen på trommer. Det er klassisk jazz af den udadvendte slags. Brickmans Rhodes præger lydbilledet så meget, at man ikke fanges i en illusion om at det er en plade fra 50’erne. Vi havner nærmere i starten af 70’erne. Ingelstam har den lækreste tone. Ren og klar i mælet. Petri og Svendsen har allerede flere gange vist deres værd som rytmegruppe. På pladen er der fire numre. Der er uptempo-nummeret Buffalo Mc’n Cheese, der tager os med på dansegulvet. Der er Mykor der tager os med ud i natten. 

Pladen kommer selvfølgelig med download af ekstramateriale. Den kan desuden købes i en eksklusiv version med et flot nummereret tryk med billedet fra pladecoveret. Det bliver ikke det sidste der kommer fra jazzoptikeren. Han har allerede lavet aftale med endnu en ung musiker, der ligeledes debuterer i eget navn på 10” vinyl. 

facebook.com/pages/Fiol-Sessions/755720594515486?fref=ts