lørdag, juni 03, 2017

Himpel Eskildsen Duo: 3rd Room (Jazzhaus Musik)

Pianisten Simon Gorm Eskildsen startede oprindeligt på konservatoriet i Aarhus som klassisk pianist. Han skiftede undervejs over til den rytmiske musik og jazzen. Han har i nogle år huseret på den århusianske jazzscene. Det er dog som coverkunstner, at jeg primært har lagt mærke til ham, hvor han har lavet nogle vildt flotte tegneserieinspirerede covers og plakater, bl.a. til I Think You're Awesome. Han har selvfølgelig også lavet coveret på denne plade.

Eskildsen er sammen med den tyske saxofonist Benjamin Himpel, der tilbragte en periode i Aarhus som underviser i matematik på universitetet i Aarhus. Det var i det århusianske jazzmiljø, at de to musikere mødtes og fandt frem til en fælles forkærlighed for jazzens improvisatoriske muligheder blandet med elementer fra den klassiske kammermusik. De mødes på pladen i et flot duospil, hvor der er plads til dem begge. De finder sammen om nogle enkle og fine melodier, hvor der både er plads til swing og frie elementer. De har selv skrevet musikken, bortset fra Bent Fabricius Bjerres evergreen Duerne flyver, hvor Himpel indleder nummeret på en doven basklarinet, der ikke får duerne til at flyve. Eskildsen tager over med et sart hvirvlende pianospil, hvor duerne nærmer sig jorden. Inden det sker finder de to musikere sammen og får atter duerne til at flyve. En skøn lille perle på to og et halvt minut, der viser duoens høje niveau.
Bonusinfo
De spiller på HeadQuarter i forbindelse med Aarhus Jazzfestival d. 18. juli kl. 17.00

Ingen kommentarer: