Hvorfor gøre det man plejer? Det gør saxofonisten Johan Toftegaard Knudsen, der er kendt fra Aarhus Jazz Orchestra, på ingen måde. Med bandet Etnolab forsker han i den højeksplosive blanding mellem bulgarsk og tyrkisk folkemusik og vestens jazz. Sammen med de danske musikere, Jens Christian Kwella på guitar, Torben Bøtker Bjørnskov på elbas og Frederik Emil Bülow på trommer har Johan Toftegaard Knudsen et solidt grundlag at forske i musikken på. Herudover medvirker Diyana Vasileva på vokal, Borislav Galabov på gadulka (et bulgarsk strygeinstrument) og Orhan Özgür Turan på baglama (tyrkisk strengeinstrument, også kendt som en saz).
I pressemeddelelsen fortælles der om at Johan Toftegaard Knudsen i flere år har studeret den bulgarske og tyrkiske folkemusik i dybden. Det har han sammenstillet med sin forudgående indsigt i jazzen. Når det blandes sammen, suppleret med passende doser rock, så åbnes der op for en fest af den medrivende slags. Har du været forbi Det Turkise Telt i løbet af Festugen i Aarhus, så er du på sporet af hvad det drejer sig om. Det er berusende etniske grooves med krummelurer og vindeltrapper i en grad, så man ikke behøver at indtage andet for, at blive høj. Med titler som den tyrkiske festsag Baga girdim bag budanmis og den næste sfæriske bulgarske folkemelodi Prituri se planinata er standarden sat højt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar