Kresten Osgood er ingen novice ud i at samarbejde med amerikanske jazzlegender, der på den ene eller anden måde, har været med til at forme jazzen. Paul Bley, Dr. Lonnie Smith, Sam Rivers, Yusef Lateef, Oliver Lake og som den nyeste, pianisten Ran Blake.
Han er måske ikke den der har tiltrukket sig de største overskrifter i jazzen. Den 82 årige pianist har gennem årene, ofte arbejdet i duosammenhæng med sangerinder. I slutningen af 60'erne blev han hyret af Gunther Schuller til New England Conservatory som underviser og var sammen med ham, med til at starte Third Stream afdelingen. Han underviser stadig på konservatoriet, bl.a. har han et kursus om film noir og jazz.
Kresten Osgood har fulgt Blake siden sine teenageår, hvor han sidenhen opsøgte alt hvad han kunne komme i nærheden af med Blake på plade. Dengang troede han aldrig at han skulle komme til, at spille sammen med Blake.
Pladen The Dorothy Wallace Suite er en hyldest til en kvinde, der har haft stor betydning for Ran Blakes udvikling som kunstner. Ran Blake fortæller historien om den unikke kvinde på pladecoveret. Musikken er nyskrevet og suppleret med Thelonious Monk's Pannonica og Duke Ellington's Mood Indigo. 17 skæringer på 39 minutter vidner om et intenst forløb. Der er ikke overladt plads til tilfældigheder. Det er som et opkog, et koncentrat af Blake's og Osgood's musikalske evner.
Der er spor tilbage til Blake's første soloplade fra 1965 og flere af dem han har lavet senere i karrieren. Osgood er i sin rolle som den lyttende musiker, den reflekterende, der supplerer Ran Blake's smukke klaverspil. Det er et stemningsmættet klaverspil, hvor klassisk musik, Monk og jazzens historie kigger frem. Der er både noget sårbart og noget skrøbeligt blandet op med en beslutsomhed og insisterende fortælling. Det passer Osgood. The Dorothy Wallace Suite er et stærkt og holdbart udspil fra Blake og Osgood.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar