Jeg har taget fat i tre af de helt store svenske jazzmusikere i den her anmeldelse. Tenorsaxofonisten Joakim Milder udgav tidligere på året et trioalbum sammen med halvdanskeren Thommy Andersson på bas og Martin Andersen på trommer. De spiller jazz af den rolige slags og har bl.a. hentet inspiration hos det svenske saxofonistikon Börje Fredriksson. De spiller også Börjes Blues. Senere tager de fat på Light Blue af Thelonoius Monk. Stemningen er overvejende blå på et album, der ikke har de store armbevægelser.
De svenske anmeldere har været fremme med de helt store lovord i forbindelse med udgivelsen af Per Texas Johanssons nye album. Det er et album af en helt anden karakter end Joakim Milders. Texas spiller både på klarinet, basklarinet, kontrabasklarinet, obo, tenorsax og fløjte. Mens resten af bandet består af trommer, harpe, vibrafon og violin. Der er klare spor tilbage til comebackalbummet De långa rulltrapporna i Flemingsberg. Det lyder som en opdatering af film noir musikken fra 50’erne, hvor Per Texas Johansson på naturligste vis inkorporerer blues, Sverige og kammerjazz. Der er god chance for at Texas løber med en pris for årets svenske jazzalbum med dette udspil.
På comebackalbummet medvirkede instrumentkollegaen Fredrik Ljungkvist. Det gør han ikke på den nye. Til gengæld har han istedet selv lavet et trioalbum af den tighte slags. Han er sammen med Mattias Welin på bas og Jon Fält på trommer på albummet Atlantis, der består af numre overvejende skrevet af Ljungkvist. På nummeret Jag vet inte kigger vokalisten Sofia Jernberg forbi og tilføjer operatisk jazzet magi. Der er også blevet plads til Monk’s Dream, Her spiller Max Agnas piano. Det er et nummer, der i min verden er “øverste-hylde” jazz. Her går det ikke galt, når en mester som Fredrik Ljungkvist frigør nummeret fra Charlie Rouse og Monk’s legendariske samspil og gør den til noget nyt og friskt. Ljungkvist og Atlantis er noget andet en Milder og Traska. De har det tilfælles, at det er rasende god svensk jazz.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar