Det er Duke Ellingtons Warm Valley, der både har lagt navn til og åbner sangerinden Kira Martinis fjerde album i eget navn. Her starter hun ud sammen med rytmegruppen; Mads Søndergaard på piano, Joel Illerhag på bas og Morten Ærø på trommer.
Allerede på andet nummer, Bob Dylans Don’t Think twice, It’s alright, tjekker byens lækreste blæsersektion ind; Nulle på klarinet, Fessor på trombone og Peter Marott på trompet. Det er her, hvor der er klare paralleller til New Orleans. De spiller som i The Crescent City. Klassiske improviserede licks bliver strøet nænsomt ud over Dylans stærke melodi.
Kira Martini er grounded med en varm og naturlig sangstemme, hvor der fornemmes en elegant vibrato, når hun trækker tonerne ud. Kira Martini vil tydeligvis ikke sættes i bås og synger både Niels Henning Ørsted Pedersens 90’er “hit” Those Who were, den brasilianske Constantemente, Herbie Hancocks Trust med og Hoagy Carmichaels Heart and soul. Det er en af pladens helt store kvaliteter. Selv om kompositionerne stritter i flere retninger, så har Kira Martini skabt sin egen lyd og udtryk.
Warm Valley er en charmerende og vedkommende plade med en sangerinde, der er sin egen og fortjener et stort publikum.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar