Det er næsten som at skifte forsangeren i et band. Ethan Iverson er ikke længere en del af trioen The Bad Plus. Istedet har den lige så erfarne Orrin Evans sat sig ved pianoet. Tilbage i nullerne var The Bad Plus hot shit. Deres unikke og pågående blanding af jazz og rock i det klassiske klavertrio format, hvor de bla. spillede cover versioner af både ABBA og Nirvana, opnåede stor popularitet.
Det er det engelske selskab Edition Records, der står for udgivelsen af andet album med Orrin Evans ved pianoet. Stilen er umiddelbart genkendelig. Dave Kings hyperaktive trommespil og Reid Andersons bas lyder som de altid har gjort. Nogle gange lyder det også som om det stadig er Ethan Iverson der spiller klaver - og det behøver det ikke at gøre.
Alligevel er det en del af problemet. Jeg savner Iversons højstemte og patosfyldte klaverspil, der til tider lød mere af klassisk musik end af jazz. Orrin Evans har et mere intimt og jordbundet jazzklaverspil - hvilket han er god til.
Jeg ville dog gerne have haft lidt mere højpandet bulder og brag.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar