onsdag, november 18, 2020

Johannes Konstantin Neergaard: Lyset skinner i mørket (Dansk Sang) Nodehæfte/DL

 

Den 19. udgave af Højskolesangbogen er lige udkommet. Det er som ventet ikke gået stille af  sig, med social media-venlige historier om, at Shu-Bi-Duas Danmark er ude og at Isam B’s Ramadan i København er inde. Lige under den larmende overflade finder man lidt over 600 sange, der kan synges nu og gerne sammen. De afspejler den tid de synges i.


Blandt de mange sange er der kommet to sange med som er skrevet af Johannes Konstantin Neergaard. Han er tilfældigvis også selv aktuel med den kombinerede sangbog/musikudgivelse Lyset skinner i mørket, hvor den ene af de to sange er med. Det er den store salmedigter Grundtvigs Menneske først og kristen så, hvor Johannes Konstantin Neergaard har skrevet melodien til digtet fra 1837. Den har på trods af alder er en tekst, der også betyder noget i dag. 


De andre tekster er hentet i nutiden og er skrevet af bl.a. Leif Rasmussen og Lisbeth Smedegaard Andersen. Det er sange og melodier der placerer sig godt i den danske salme- og højskolesangbogstradition. Det er sange der kan give ro, trøst, tanke og varme. Sange der skal synges. 


Johannes Konstantin Neergaard har et swing i sine sange, når man stille lader kroppen vugge og gynge med. Det er her jazzen flyder. Han har indkaldt et stjernehold til at omsætte melodierne; Henrik Gunde på klaver, Esben Eyermann på bas, Bjørn Heebøll på trommer, Hans Ulrik på saxofon og Søren Baun på sang. De 12 sange kan både høres med sang og i instrumentale versioner, hvor man selv kan synge med. Det er en meget imponerende udgivelse som den silkeborgensiske melodisnedker har lavet. Tiden er den grad moden til tidløse sange som Frirum og Fra Lyset til Mørket. Lyt, syng med og blev beriget.

Tonesprog.dk

Ingen kommentarer: