tirsdag, januar 10, 2023

Buddy Tate & White Label: Tate’s delight (Storyville) CD/DL/stream

 

Pianisten Ole Matthiessen har været i arkivet derhjemme og fundet et bånd frem med gruppen White Label som han spillede i. Her har han fundet en optagelse fra den legendariske Jass festival i Holstebro. Vi møder dem i en optagelse fra restauranten Laksen, hvor de spillede sammen med den tidligere Count Basie saxofonist Buddy Tate.

Jeg kan ikke lade være med at blive lidt tidsfilosoferende når jeg lytter til pladen. Optagelsen er fyrre år gammel. Det er ikke så lang tid siden. Jeg husker 1982 ganske klart (jeg blev konfirmeret og fik mit første rigtige stereoanlæg det år). Buddy Tate’s storhedstid lå - lidt brutalt fortalt - fyrre år før optagelsen. Han var et markant medlem af Count Basies orkester fra 1939 til 1948 - efterfølgende sad swingmusikken i ham og han spillede oftest  - ligesom her - med mindre grupper. 

Er tiden løbet fra en optagelse med en bedaget swingmusiker fra en hedengangen jazzfestival i Holstebro? Det er den overhovedet ikke. Buddy Tate er overskudsfyldt og sprudler igennem materialet med gamle jazzklassikere af Ellington, Parker og Basie. Huset koger når de spiller Lester Young’s Lester Leaps in, hvor der går jamsession i den. Jens Søndergaard skærer igennem med en forrygende altsaxsolo. Sammen med den fynske trompetist Poul Valde Petersen medvirker han på de tre sidste skæringer. Ole Matthiessen (piano), Niels Præstholm (bas) og Ove Rex (trommer) er backing hele vejen. Buddy Tate spiller tenorsax, klarinet og synger såmænd også lidt. Det er en skøn indspilning fra en koncert, der ifølge rygtet har en helt særlig plads i hjertet hos dem der var der. 

Storyville Records Bandcamp

Ingen kommentarer: